Mit opvågningsrum
Forfatteren bor i Utah i USA.
Det var min mor, der var syg, men jeg havde også brug for at hele.
Baggrundsbillede: hxdbzyxy/iStock/Thinkstock
Da jeg var 17 år, opdagede min mor, at hun havde kræft. Chokket overvældede min familie og tvang mig ned på knæ i inderlig bøn. Jeg græd næsten en time og spurgte Gud om, hvorfor han lod dette ske, og bad ham om at helbrede min mor. Hjælpen kom efter nogle dage, da medlemmer af menigheden og familie, venner og naboer havde hørt om det. De ilede os til undsætning. De kom med mad, der blev udvekslet venlige ord og gerninger, der blev vist omsorg og sympati. Vi følte en dyb kærlighed fra deres side.
Men selv om vi modtog så megen hjælp, blev jeg dybt deprimeret. Jeg blev ligeglad med, hvad der skete med mig. Jeg holdt op med at gøre de ting, jeg elskede at gøre. Jeg blev doven og ligeglad med pligter, skolen og min kaldelse i Kirken. Jeg anså min situation og det ekstra ansvar, der hvilede på mig, som en kæmpe byrde. Jeg følte, at jeg kunne gøre alt selv og ikke havde brug for andres hjælp.
Satan arbejdede hårdt med mig og fortalte mig, at jeg havde ret til at føle mig bebyrdet, at Gud ønskede at gøre mig ulykkelig, og at jeg ikke var noget særligt. Desværre troede jeg på det for en tid. Jeg kunne ikke se noget som helst fra den lyse side. Jeg kunne ikke se, at jeg var Guds datter. Jeg blev blændet af forvirring, og jeg kunne ikke se alle de velsignelser, jeg nød. Jeg kunne end ikke se mig selv i spejlet. Det gjorde ondt i hjertet.
Heldigvis var der en god ven, der brugte en masse tid på at hjælpe mig, og mine søskende var også en støtte. Jeg åbnede mig mere op for mine forældre, som også åbnede sig for mig. Men jeg kæmpede stadig.
Min mor trøstede mig ofte, når jeg faldt i et sort hul. Når jeg troede, at alt håb var ude, var det rart, at der var en at tale med, og som hjalp mig. Hun kom hjem ind imellem behandlingerne og strøg vores tøj, lavede mad og trøstede og rådgav os. Det undrede mig, hvordan hun kunne gennemgå sådanne prøvelser og stadig være så uselvisk.
Da jeg talte med hende om min depression en dag, sagde hun, at det ikke gjorde mig svag, at jeg græd og indrømmede, at jeg havde brug for hjælp. Hun tog sig af mig, da det var mig, der skulle have taget hånd om hende.
Efter en af de mange operationer, min mor gennemgik, lå hun i opvågningsrummet. På det tidspunkt kunne jeg ikke lade være med at tænke, at jeg også havde brug for et opvågningsrum. Jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle indlede min helingsproces, men jeg var nødt til at gøre noget.
Så jeg begyndte at genopfriske mine talenter og evner og udviklede nogle nye. Jeg lavede mad og vaskede tøj. Jeg gik ture for at klare tankerne. Jeg sang solo. Jeg spillede mere på klarinet og klaver og blev bedre til at spille. Jeg læste flere bøger. Jeg begyndte at lytte til mere opløftende musik. Jeg omgav mig med råd fra Kirkens ledere og andre værdifulde kilder. Jeg kom tættere på vor himmelske Fader gennem personlig bøn, faste og skriftstudium.
Alligevel følte jeg, at min fred var flygtig. Det var svært, når jeg ønskede, at jeg havde fred visse dage og i stedet for blot følte mig trist til mode. Humørsvingningerne blev endnu sværere. Det føltes som, om min kamp for fred kun lige var begyndt.
Så tog jeg i templet for at udføre dåb for de døde sammen med min klasse i Unge Piger. Jeg tænkte over mine problemer, mens jeg var i templet, og jeg bladrede igennem mine skrifter. Så læste jeg dette om Frelseren i Esajas 53:4, »men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar«.
Nogle minutter efter var den forvirring, der havde blændet og smertet mig så voldsomt, forsvundet. Herren brød igennem mit hjertes mørke og mismod og efterlod Åndens fred i stedet. Jeg fik en følelse af klarhed og glæde, som jeg ikke havde følt længe. Jeg indså, hvor mange velsignelser jeg havde modtaget, og hvor meget alle havde gjort for mig og min familie. Jeg så, hvor tæt min familie, venner og jeg var kommet på hinanden. Jeg indså, at jeg var en af Guds smukke døtre.
Der i templet fandt jeg mit opvågningsrum.
Når jeg ser tilbage på den oplevelse, kan jeg se, at jeg nu har større empati og medfølelse med dem, der ikke er så heldigt stillet som mig. Jeg ved, hvor man kan komme sig. Det sværeste år i mit liv blev det bedste år i mit liv.