Den missioneringsoplevelse, jeg næsten gik glip af
Forfatteren bor i Sergipe i Brasilien.
Jeg ville gerne forkynde evangeliet, men hvem blandt mine venner kunne være interesseret?
Illustration: Michael Mullan
I forbindelse med et mål i Personlig fremgang begyndte jeg at bede om en missioneringsoplevelse. Jeg prøvede at finde ud, hvem af mine venner der kunne være mest villig til at tilslutte sig Kirken.
Månederne gik, og jeg tænkte, at jeg ikke ville opleve det, jeg søgte – indtil jeg mødte Brenda. Det var hendes første år på vores skole.
Efterhånden som året gik, blev vi gode venner, men det faldt mig ikke ind at invitere hende med i kirke, før en af vore venner inviterede Brenda med hen i sin kirke. Jeg fattede det ikke. Hvorfor var jeg ikke kommet i tanke om det!
Ugen efter sagde Brenda, at hun havde hygget sig med at være med vores ven i kirke, og at hun gerne ville med igen. »Alt håb er ude«, tænkte jeg. Ikke fordi det skulle være en konkurrence, men jeg ville gerne fortælle vor himmelske Faders børn om evangeliet.
På det tidspunkt blev vores kirkebygning renoveret, og planen var, at den skulle genindvies i løbet af nogle få måneder. Biskoppen delte invitationer ud til et åbent hus-arrangement og indvielsen. Jeg inviterede alle mine venner, der boede tæt på kirkebygningen. Den eneste, der takkede ja, var Brenda. Jeg blev rigtig glad.
Nogle få dage inden, der var åbent hus, sagde Brenda, at hun måske ikke kunne komme alligevel, fordi hendes mor var imod det. Jeg blev skuffet, men jeg forstod det godt, og sagde, at der ville komme andre muligheder for at høre mere om Kirken.
Men jeg blev overrasket over at se Brenda til åbent hus. Hun havde talt med sin mor, som havde ladet hende komme. Jeg præsenterede hende for missionærerne. Vi var inde i alle lokalerne i kirkebygningen og hørte en kort beskrivelse af alle Kirkens organisationer. Til sidst nåede vi hen til aktivitetssalen og tog en pjece om genoprettelsen, slægtsforskning, evigt ægteskab og andre evangeliske emner. Brenda sagde: »Det tror jeg på!«
Søndag kom hun i kirke. Mandag deltog hun i et Hjælpende hænder-tjenesteprojekt.
Det frø, der var blevet plantet i Brendas hjerte, fortsatte med at vokse hver dag. Hun begyndte at ændre sine vaner, så de stemte overens med buddene, og snart efter blev hun døbt.
Her nogle få år efter fortæller hun mig stadig, hvor glad hun er for at have fundet det sande evangelium, og hvor taknemlig hun er, fordi jeg hjalp hende med at finde det.
Mange gange er det svært at tale med folk om evangeliet, men hvis vi beder, studerer skrifterne, lytter til Helligånden og er villige til at tale med nogen, vil Herren hjælpe os.