Mormons mirakuløse bog
Mormon udførte den udfordrende opgave med at forkorte nefitternes optegnelser på en effektiv og mirakuløs måde.
Maleri af Joseph Brickey
Da Mormon så, at hans nefitiske folk var ved at blive udryddet, gik han i gang med at skrive »en lille forkortelse« af deres optegnelser (Morm 5:9). Dette projekt begyndte det sidste sted, hvor nefitterne slog sig ned, før de til sidst samledes i Cumoras land. Nefitterne levede fra hånden til munden, og det, de udholdt, kan kun have været hårdt; folket var flygtninge med usikre kilder til mad, tøj og husly. Mormons skrivning gik sikkert ind i den firårige periode med forberedelse til det sidste slag, som var aftalt med lamanitternes hærfører, men under alle omstændigheder var den forkortede beretning fuldendt og arkivet begravet i højen Cumora i god tid før den sidste konflikt (se Morm 6:6).
Det er klart, at skabelsen af Mormons Bog var en overvældende præstation, især i betragtning af de »felt«-forhold, hvorunder Mormon måtte arbejde, og hans konkurrerende pligter som leder for sine styrker, mens de forberedte sig til det sidste slag. Og det endelige projekt er helt forståeligt ikke uden ufuldkommenheder.1
Begrænsninger for Mormons arbejde
Overvej nogle af de begrænsninger, Mormon stod over for, da han skulle udføre sit projekt:
-
Størrelsen af hans nye optegnelse måtte begrænses voldsomt. Bogen skulle være tilstrækkelig transportabel til, at Moroni kunne bære den til et sikkert sted.
-
Det fysiske produkt måtte være forberedt til at kunne holde i århundreder.
-
Blandt de mulige skrivesystemer, som Mormon kunne bruge, var der kun ét, der var kortfattet nok til at svare til en bog.
-
Fortællingen måtte have en praktisk længde, være trofast over for de historiske kendsgerninger i de optegnelser, han sammenfattede, og formuleret på en måde, som han anså for passende.
-
Tidsfristen var kort. Mormon havde lidt over tre år til at samle og skrive over 600 års historie. Han havde måske ikke tid til blot at læse alle de optegnelser, han havde i sine hænder, og der var bestemt ikke tid til stilistisk finpudsning og redigering.
Hvordan valgte Mormon med alle disse begrænsninger, hvilken information han skulle medtage, og hvad der skulle udelades?
På nogle områder er hans inspirerede præstation i skabelsen af Mormons Bog lige så forbløffende og beundringsværdig som Joseph Smiths senere præstation ved at oversætte optegnelsen på så kort tid.
Valg af skrivesystem
Teksten i Mormons Bog nævner flere gange de vanskeligheder, som skribenterne havde med at tydeliggøre deres udsagn (se Jakob 4:1; Morm 9:33; Eter 12:23-25, 40). Mormon sagde: »Alligevel er der meget, som vi på grund af vort sprog ikke er i stand til at skrive« (3 Ne 5:18). »Vort sprog« henviser i denne sammenhæng klart til deres skrivesystem, ikke til deres talesprog. Moroni fortæller os endvidere, at der ikke ville have været »nogen ufuldkommenhed« (Morm 9:33), hvis de havde skrevet på hebraisk, der er baseret på et alfabet.
De benyttede »skrifttegn« blev af nefitiske historikere kaldt for »reformerede egyptiske« (Morm 9:32). Systemet bestod af »jødernes lærdom og egypternes sprog« (1 Ne 1:2). Egyptiske indhuggede tegn blev nu og da brugt i Palæstina i fordums dage til at skrive lydene fra de hebraiske ord.2 Ud fra eksemplerne på skrifttegn i »the Anthon Transcript«,3 som skulle være en kopi af skrifttegnene på de plader, Joseph Smith oversatte, er det tydeligt, at de ikke er formet direkte efter de egyptiske skrifttegn, der almindeligvis blev brugt på Lehis tid. De ligner mere egyptiske hieratiske skrifttegn, et ældre og parallelt system af skrifttegn, der stadig blev brugt af dem, når de anvendte pensel og blæk i stedet for at indgravere i sten.
Det hieratiske system var mere kortfattet end den alfabetiske hebraiske skrift, men også mere tvetydig, fordi størsteparten af tegnene repræsenterede hele, komplekse morfemer eller ord (som i dag kaldes logogrammer) snarere end lyde, der tilsammen danner ord som i et alfabet. Betydningen af hvert logogram måtte læres udenad. Denne flertydighed kan være en del af problemet ved »sammensætningen af vore ord« (Eter 12:25), som Moroni talte om.
En yderligere årsag til »ufuldkommenheder« kan have været, at hieratisk egyptisk hovedsageligt blev brugt til at skrive kursivt, og dets brug til at indgravere på metalplader kunne betyde, at mindre fejl fra gravørens hånd uden et effektivt »viskelæder« ved hånden til at rette kunne føre til fejllæsning af tegnene.
Mange sæt optegnelser
Foruden Nefis store plader blev der på visse tidspunkter brugt supplerende optegnelser til at skabe Mormons fortælling. Han nævnte flere gange sin afhængighed af Almas »egen optegnelse« (Alma 5:2; forskriften til kapitel 7; 35:16). Han brugte også »Helamans optegnelser« og »hans sønners optegnelser« (indledningen til Helamans Bog), og vi læser også om »Nefis optegnelse« (3 Ne 5:10).
Nogle gange brugte Mormon også andre originale optegnelser, hvor han ikke tydeligt identificerede dem. Nogle mulige supplerende optegnelser omfatter:
-
Optegnelsen på Zeniffs plader (Mosi 9-22).
-
Almas personlige forkyndelse i Zarahemla, Gideon og Melek (Alma 5, 7 og 8).
-
Historien om Almas og Amuleks oplevelser i Ammoniha (Alma 9-14).
-
Den detaljerede beretning om Mosijas sønners og deres ledsageres mission blandt lamanitterne (Alma 17-27).
-
Almas taler til sine sønner Helaman, Shiblon og Corianton (Alma 36-42).
Moroni medtog også sin oversættelse og resumé af Eters historie om jereditterne, udarbejdet og med tilføjelser af Moroni som Eters Bog, såvel som uddrag af sin far Mormons lære og breve (Moro 7-9).4
De vigtigste hellige optegnelser blev bevaret på metal for at sikre deres holdbarhed; beretninger ført på mere forgængelige materialer kunne, formodede de, blive ulæselige med tiden (se Jakob 4:2). Anvendelsen af kopier af den hellige skrift på papir til hverdagsbrug antydes af afbrændingen af dem, som Almas konvertitter i Ammoniha havde (se Alma 14:8; sammenlign med Mosi 2:8; 29:4 og Alma 63:12). Metalplader var ikke lette at fremstille (se Morm 8:5) og indgravere på, så der var en begrænset mængde af dem.
Mormon trak på de forskellige materialer, som var tilgængelige for ham, og udfærdigede sin beretning »i overensstemmelse med den kundskab og forståelse, som Gud« havde givet ham (MormO 1:9). Guddommelig hjælp var sommetider direkte og specifik, som da Herren instruerede ham i ikke at medtage en lang gennemgang af Jesu lære til nefitterne (se 3 Ne 26:6-12), men der er ingen angivelse af, at yderligere historisk information blev åbenbaret til ham.
»Og således ser vi«
Mormon sagde flere gange, at hans forkortelse ikke kunne omfatte mere end en brøkdel af det historiske materiale på Nefis store plader (se MormO 1:5; 3 Ne 5:8; 26:6; se også Jakob 3:13-14; 4:1). Hvordan udvalgte han så sit materiale?
Hans primære kriterium nævnes gentagne gange i hans bog. Målet var at sikre, at hans læsere, især de fremtidige beboere af det forjættede land i Amerika og specielt Lehis efterkommere, fattede betydningen for dem af det løfte og den profeti, der blev givet til Lehi: »For så vidt som I holder mine befalinger, skal I have fremgang i landet« (Jar 1:9). Det var faktisk Amarons negative udgave at Lehis erklæring, som Mormon primært giver opmærksomhed: »For så vidt som I ikke vil holde mine befalinger, skal I ikke have fremgang i landet« (Omni 1:6; fremhævelse tilføjet).
Mormons lektier viser dramatisk forskellen på godt og ondt. Folket i hans optegnelse lægger på den ene side vægt på lydighed og dyd i forhold til stædig skurkagtighed på den anden. Han beskriver slyngler, der er helt igennem onde og fortjener deres skæbne, og han beskriver helte, som er prisværdige på næsten alle områder. Karakterer i den grå zone nævnes knap nok. Mormon ønskede ikke at efterlade nogen tvivl i sine læseres sind om, at godt og ondt er fuldstændige modsætninger (bemærk Mormons egne ord om den kontrast i Moroni 7:5-19). Mormon farvede bestemt nogle af sine beskrivelser med inspireret, personlig fortolkning. Denne holdning signaleres ofte med anvendelsen af en vending som »og således ser vi« (fx i Alma 42:4, 7, 14; Hel 3:23-31; 6:34-40).
Mormon og Moroni præsenterer deres forkortede optegnelse til fremtidige læsere som en enestående form for fortolket historie. De videregav den til kommende generationer, ikke som en historikers historie, men som et magtfuldt, moralsk budskab i den hensigt at opdrage læserne i de lektier, som de to mænd havde lært i løbet af deres lange og vanskelige tid i deres folks og i Guds tjeneste. De brugte de bedste kilder på den mest virkningsfulde måde, de kendte. Det arbejde og den hengivenhed, som deres værk viser, har været til gavn for alle mennesker i vore dage.
De har min inderlige tak.