Tjeneste i Kirken
Vi valgte at tjene
Forfatteren bor i Bayern i Tyskland.
Min mand kæmpede mod kræft, men vi accepterede uden tøven kaldet til at tjene i templet i Frankfurt.
Illustration: Ben Sowards
Den 12. december 1994 blev vi ringet op fra Salt Lake City. En venlig stemme fortalte os, at præsident Thomas S. Monson, som dengang var andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, ønskede at tale med os.
»Præsidenten for templet i Frankfurt ønsker at kalde dig til at være sin rådgiver og din hustru som assistent til tempelpræsidentinden,« fortalte præsident Monson min mand Gerhard. Derefter udtrykte præsident Monson bekymring for min mands helbred.
Gerhard havde kæmpet mod kronisk leukæmi i lymfekirtlerne i 11 år. Trods denne udfordring havde Herren kaldet os, og vi sagde ja uden tøven.
Da jeg sagde mit job op som forberedelse til at tjene, spurgte min chef: »Kan jeg beholde dig, hvis jeg giver dig mere i løn?«
»Nej, vi er nødt til at rejse,« svarede jeg og fortalte, at vi havde lovet Herren, at vi ville tjene på mission. »Vi havde tænkt os at tjene om nogle år, men jeg ved ikke, om min mand så stadig vil være i live.«
Da Gerhard gik til en rutinekontrol mindre end to uger efter, sagde lægen til ham: »Bliv her, du har høj risiko for at dø.«
Hans tilstand var forværret. Vi var rystede og kunne ikke forestille os, hvordan vi kunne opfylde vores kaldelse, men vi var fyldt med tro, håb og overbevisning. Vi lagde alt i Herrens hænder. Hvis han havde en opgave til os, ville han sørge for en udvej, så vi kunne gennemføre den.
Den 2. januar 1995 tog vi af sted på vores mission. Pludselig forstod jeg, hvad jeg opgav: Min mor, mine børn, mine børnebørn, min karriere, mit hus og min have. Men da vi næste dag indtog vores plads i templet i Frankfurt, blev en mørk nat til en strålende ny dag for os. Al hverdagens stress forsvandt.
På dette hellige sted fandt vi kærlighed, lys, håb, glæde, varme, tryghed, beskyttelse og den fred, der udstråler fra vor Frelser. Mens vi tjente, mødte vi vidunderlige mennesker fra mange lande. Selv om de talte andre sprog, knyttede kærlighedens sprog os sammen. Vores virke i templet gjorde os meget lykkelige.
Templets ånd og Guds styrke holdt min kære mand oppe i 26 måneder. En dag kort efter vores afløsning fra vores tempelkaldelse besøgte Gerhard hospitalet som en del af sin behandling. Denne gang beholdt lægerne ham der. Nogle måneder efter vendte han hjem til sit himmelske hjem.
Når jeg ser tilbage, ser jeg disse år med tempeltjeneste som en gave fra himlen – jeg tjente side om side med min mand i vor elskede Faders hus, hvor vi opfyldte vores løfte om at tjene på mission sammen. Jeg er af hele mit hjerte taknemlig for den oplevelse.