Når et barn forlader Kirken
Forfatteren bor i Massachusetts i USA.
Vi kan godt glæde os over, at vore børn er velsignet med handlefrihed, selv når de bruger den i en retning, vi ikke bryder os om.
Illustrationer: Iker Ayestaran
Der var gået flere uger, siden min voksne datter var flyttet til en ny by, og jeg fik den samme uro, hver søndag hun ikke nåede i kirke. Ville hun nogensinde vende tilbage til Kirken? Jeg forsøgte af alle evner at få hende derhen: Opmuntring, logik, tryglen, ringe og vække hende, bøn, faste og jeg ringede endda til hendes biskop. Nu boede vi 3200 km fra hinanden, så det var svært for mig at tage med hende, men det prøvede jeg også!
Jeg tænkte hele tiden, at kunne jeg blot dreje situationen lidt, så ville min datter genfinde sin åndelige kurs. Jeg følte, at jeg blot havde brug for den rette person – hendes besøgslærer, biskop, en ven eller et medlem af familien – der kendte hende og kunne sige eller gøre lige det, der ville føre hende tilbage. Men intet virkede. Mit hoved svirrede af uro, og mit hjerte var fyldt af skyld og sorg over, at jeg ikke havde været en bedre forælder.
Der er mange andre, der kender dette. Når børn forlader evangeliets vej, så kan det være meget svært at håndtere for trofaste forældre. En mor var så ked af sin datters valg, at hun fortalte, at det gjorde ondt at trække vejret. En far følte, at hans børn afviste ham og hans måde at leve på. En ung mor var urolig ved tanken om, at hendes små børn en dag ville drage deres forhold til Kirken i tvivl.
Hvordan håndterer vi disse smertelige følelser, når medlemmer af familien vælger at forlade Kirken? Der er flere ting, vi kan gøre.
Lær af andre, der har kæmpet med det
Nogle af de mest retskafne familier i skriften kæmpede med oprørske børn. Sarija og Lehi havde børn, som forkastede deres forældres belæringer (se 1 Ne 2:8-12). Det havde Adam og Eva også (se 1 Mos 4:8). Selv vore himmelske forældre har sørget over, at en tredjedel af deres åndelige børn valgte en anden vej (se L&P 29:36). Den store plan for lykke indeholder handlefrihed. Og det betyder, at selv medlemmer af retskafne familier kan afvise evangeliets principper. Vi kan hente trøst i historierne om familiernes genvordigheder i skrifterne. Vi får en bedre forståelse af handlefrihed og empati, og den forståelse kan fremme vores heling og hjælpe os fremad.
Anerkend, at vore børn også er Guds
En mor blev overvældet af en følelse af skyld og fiasko, da hendes teenagesøn kom i tvivl om sin tro. Mens hun spekulerede på, hvad hun kunne have gjort anderledes som forælder, kom denne nådige indskydelse til hende: »Han er ikke kun dit barn. Jeg elsker ham endnu højere, end du gør, og jeg føler ikke skyld over ham eller nogen andre af mine vildfarne børn.« Fra det øjeblik kunne denne mor slippe skyldfølelsen og i stedet fokusere på, hvor dejligt et Guds barn hendes søn var.
Fokusér på succes
Sommetider kæmper forældre, fordi de ikke helt forstår belæringen om, at »ingen succes kan opveje fiasko i hjemmet«.1 Nu er hverken succes eller fiasko let at definere. Ældste John K. Carmack, tidligere medlem af De Halvfjerds, forklarer således: »Blot fordi denne udtalelse havde til hensigt at inspirere forældre til at blive eller blive ved med at engagere sig i deres børn, bør den ikke tages til indtægt for, at forældre som vitterligt har lagt meget tid, mange kræfter og ofre i at være forældre uden at have høstet det ønskede resultat, har fejlet.«2 Vi er nødt til at glæde os over vore børns gode egenskaber og de glade stunder, vi har delt. Vi kan påskønne princippet om, at vores familie er velsignet med handlefrihed, uanset hvordan de bruger den.
Tilpasning af vore forventninger
Selvom vi håber, at familiens medlemmer følger samme vej, som vi har valgt, så er de nødt til at vælge den selv for at kunne modtage evangeliets velsignelser. Ældste Carmack foreslår, at forældre i stedet for at bekæmpe denne realitet »tilpasser deres forventninger og tilgang og accepterer tingene, som de er, frem for at fortsætte med at urolige sig.«3
En mor følte sig frustreret og ked af det, da hun indså, at hendes søn ikke ville tage på mission. Langt om længe indså hun, at hun var nødt til at slippe tanken om, at hendes søn skulle tage på mission, for at hun kunne blive glad. »Jeg blev endelig i stand til indse, at det ikke handlede om mig,« sagde hun. »Mine børns liv er deres eget. Jeg er kun deres mor. Jeg ejer dem ikke.«
Opnå indsigt
Mange forældre finder trøst og et perspektiv gennem bøn, skriftstudium af skriften og tempelbesøg. En forælder har fortalt om en oplevelse, hun havde med bøn, som lærte hende at huske på, hvor værdifuldt hendes barn er for vor himmelske Fader, hvilket lettede smerten for hende. Bøn kan give nyttig indsigt i, hvad vi kan gøre og sige. Den hjælper os også til at finde trøst.
Skrifterne rummer historier om mennesker, som traf dårlige valg, og hvordan familien håndterede det. »Det er godt, at skrifterne ikke er fulde af historier om perfekte familier, ellers ville det måske helt tage modet fra os til bare at prøve,« har en forælder sagt. Beretningen om Alma den Yngre forsikrer os om, at forældrenes retfærdige bønner bliver hørt (se Mosi 27:14). Lignelsen om den fortabte søn lærer os om glæden ved, at én, som vi troede var fortabt, vender tilbage (Luk 15:20-24).
Tempelbesøg kan også give vigtig indsigt i, hvordan man håndterer familieanliggender. »Jeg tror, at det fortravlede menneske … kan løse problemer både bedre og hurtigere i Herrens hus end noget andet sted,« sagde ældste John A. Widtsoe (1872-1952) fra De Tolv Apostles Kvorum. »I de mest uventede øjeblikke, i eller uden for templet, vil der i form af åbenbaring komme løsninger på de problemer, der plager [os].«4 Når forældre kommer i templet, stilles deres hjerte og sind mere ind mod den fred, de søger.
Fortsæt med at vise kærlighed
Lehi og Sarija elskede utvivlsomt Laman og Lemuel lige så højt, som de elskede Sam, Nefi, Jakob og Josef. Selvom det kan være lettere at enes med familiemedlemmer, som deler vores overbevisning og måde at leve på, er det vigtigt for os at lære at vise vores kærlighed mod dem, som ikke gør.
En kvinde, der var holdt op med at komme i Kirken som ung, har fortalt følgende om, hvordan hendes familie fortsatte med at vise hende kærlighed. I hendes store sidste dages hellige familie fejrede man missioner på meget synlig vis. Fotografierne af alle missionærerne i familien prydede hendes bedstemors stuevæg. Det var »epicentret i familiens univers«, fortalte hun. Hun vidste, at hun aldrig ville tage på mission, og hun følte, at uanset, hvad hun ville udrette af godt i verden, ville hun aldrig få en plads på sin bedstemors væg.
Da hun var 30, besluttede hun sig for at tjene i Fredskorpset. Hun rejste til Madagaskar og lagde al sin energi i at tjene der. Mens hun var af sted, fandt hun ud af, at hendes bedstemor havde hængt et billede af hende op på sin væg. Da hun var færdig i Fredskorpset, omfavnede de hinanden og kneb en tåre. »Tjeneste er tjeneste«, sagde hendes bedstemor. Uanset om vi har en missionærvæg derhjemme eller ej, er der stadig mange måder at vise alle i vores familie på, at de er elskede og værdsatte.
Hold fast i håbet
Samtidig med vi fortsætter med at vise vore kære kærlighed for dem, de nu er, kan vi stadig godt holde fast i håbet om, at de vil vende tilbage til et liv, der er centreret om evangeliet. Det sker ofte, at medlemmer af familien vender tilbage efter en periode ude. Ligesom den fortabte søn indser de, at deres tidligere liv rummede gode budskaber og principper, og de værdier tager de til sig igen. Rent faktisk har profeter lovet, at børn, som er beseglet til deres forældre, vil kunne mærke, at deres retskafne opdragelse rykker i dem, og en dag vil de vende tilbage.5 Sådanne løfter indgyder håb for dem, vi har kær.
Bevar et evigt perspektiv
Vi må huske på, at vi ganske enkelt ikke ved, hvad der vil ske for vore kære. En far til nogle oprørske teenagere har fortalt, at han har lært, at selvom hans sønner ikke lever retskaffent lige nu og her, så bør han ikke formode, at katastrofen er nært forestående. Præsident Dieter F. Uchtdorf, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt, at vi nogle gange tror, at slutningen på historien allerede er skrevet, når vi i virkeligheden kun er i de midterste kapitler.6 Guds tidsregning er så anderledes end vores, og vi ved ikke, hvordan historien ender for den enkelte person.
Hvis vi vidste, at medlemmerne af vores familie engang ville vende tilbage, ville det så ændre handlingen i vores historie i dag? Jeg tror, at vi kan leve med en større grad af fred, kærlighed og accept. Når vi arbejder på, at vores historie skal ende godt, hjælper det at huske på, at vi kan vælge en tilgang til vore kære, som har afsæt i fred og kærlighed frem for vrede og frygt. Paulus skrev: »For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed« (2 Tim 1:7). Og som ældste Carmack tilskyndede os til: »Giv aldrig op. Hvis I ikke føler jer i stand til nå jeres datter eller søn lige nu, kan I i det mindste blive ved med at prøve og fortsætte med at elske dem … Lad jer ikke lamme af skyldfølelser og håbløshed. Søg åndelig hjælp og fred. Vær stærk og modig. Så kommer I igennem det.«7
Min datter er ikke vendt tilbage til Kirken. Men vores mål er klart; vi arbejder begge på at bevare en tæt kontakt. Vi taler ofte sammen, og jeg ved, at hendes opdragelse som sidste dages hellig har hjulpet hende til at blive venlig, disciplineret og betænksom. Selvom jeg aldrig ville have valgt den vej for hende, som hun følger i øjeblikket, så er jeg taknemlig for det, vi lærer langs vejen. Og det giver mig fred at tænke på, at vejen hjem er unik for hver enkelt af os.