Opdrag værdige sønner

Janness Johnson er fra Californien i USA

Illustration: Stan Fellows

For nogle år siden, da jeg var alene med og overvældet af ansvaret for mine fire børn, gjorde en gavmild gave fra min mor og bror mig i stand til at vende tilbage til skolebænken. Når jeg kørte i skole, tænkte jeg på mine håb og drømme for mine børn. Jeg var omvendt til Kirken. Mit største ønske var, at de ville få mulighed for at forkynde evangeliet for andre, så de kunne opleve den glæde, jeg følte.

En morgen, mens jeg kørte i skole, tænkte jeg også på mine to ældste sønner, som der kun var 22 måneder imellem. Hvis de tog på mission, ville den ældste afslutte sin mission samtidig med, at hans bror skulle begynde på sin. Det plagede mig, og jeg anede ikke, hvordan jeg nogensinde skulle kunne hjælpe dem med at betale for deres mission. Jeg var ikke sikker på, hvordan jeg skulle kunne sende den første af sted, for slet ikke at tale om den anden.

Disse tanker plagede mig i fire dage, mens jeg bad om svar. På den femte dag kom svaret: »Opdrag værdige sønner. Penge kan let skaffes, det kan værdige sønner ikke.«

Fred fyldte mit hjerte. Svaret lå så fjernt fra mine monetære bekymringer, at jeg blev helt forskrækket. Mit ansvar var at opdrage værdige børn. Jeg kunne holde familieaften, komme i kirken, få mine børn til seminar og hjælpe mine sønner med deres aktiviteter i Unge Mænd. Jeg kunne gøre bøn, faste og studium af skriften til en del af vores familieliv. Jeg vidste, at gjorde jeg min del ville mine børn få mulighed for at tjene på mission.

Udover vores rutiner havde vi en utrolig hjemmelærer, som elskede vores familie. Han og hans hustru kom trofast hver måned. Han underviste mine børn, gav dem velsignelser og overværede deres sportsarrangementer. Venner tog mine sønner med til stavspræstedømmemøder og på overnatningsture. Der var medlemmer af staven, som gav dem mulighed for at arbejde og tjene penge, naboer, der var lige som ekstra forældre og skolelærere, der lærte dem disciplin og vedholdenhed gennem studie, musik og sport.

Da min ældste søn blev 19 år, var der midler til, at han kunne tage på mission. Det viste sig faktisk, at der var midler nok til, at alle fire børn kunne tage på mission. De tjente i Mexico, Brasilien, i South Carolina og Virginia, de to sidstnævnte i USA. De to yngste tjente oven i købet på samme tid!

Den oplevelse har ofte fået mig til at tænke på Herrens ord til Esajas: »For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje« (Es 55:8).

Bønner besvares, når vi følger de råd, vi modtager, og der følger ofte velsignelser med. Jeg ved, at det ændrede mine børns liv at tjene Herren, og det ændrede livet for dem, de underviste. Deres tjeneste har velsignet vores hjem og det vil den fortsætte med at gøre i generationer fremover.