Så han også må blive stærk
Præsident Henry B. Eyring
Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab
Det er min bøn, at vi må leve op til kaldet om at opløfte andre for at forberede dem til deres herlige tjeneste.
Jeg føler mig velsignet med at være til møde her med dem, som bærer Guds præstedømme. Den hengivenhed, den tro og den uselviske tjeneste, som udvises af dette korps af mænd og drenge er et nutidigt mirakel. I aften taler jeg til præstedømmebærere, både gamle og unge, som helhjertet står sammen om at tjene Herren Jesus Kristus.
Herren skænker sin kraft til dem, som i alle præstedømmeembeder tjener værdigt i deres præstedømmepligter.
Da Wilford Woodruff var præsident for Kirken, beskrev han sin erfaring med embederne i præstedømmet:
»Den første prædiken, jeg nogensinde hørte, hørte jeg i denne kirke. Næste dag blev jeg døbt … Jeg blev ordineret til lærer. Jeg blev straks kaldet på mission … Jeg tjente som lærer under hele den mission Ved en konference blev jeg ordineret til præst … Efter jeg blev ordineret til præst, blev jeg sendt på mission i de sydlige stater. Det var i efteråret 1834. Jeg havde en kammerat med mig, og vi tog af sted uden hverken pung eller taske. Jeg rejste mange mil alene og forkyndte evangeliet, og jeg døbte nogle, som jeg ikke kunne bekræfte i Kirken, fordi jeg kun var præst … Jeg rejste rundt nogen tid og forkyndte evangeliet, inden jeg blev ordineret som ældste …
[Nu] har jeg været medlem af De Tolv Apostle omkring 54 år. Jeg har rejst meget med dem og andre kvorummer i 60 år nu, og jeg vil gerne sige til denne forsamling, at jeg var lige så opretholdt af Guds kraft, da jeg var lærer, og især da jeg arbejdede i vingården som præst, som jeg har været som apostel. Det er der ingen forskel på, så længe vi gør vores pligt.«1
Denne vidunderlige åndelige lighed - indikeres også i Herrens beskrivelse af Det Aronske Præstedømme, som »et tillæg … til det melkisedekske præstedømme.«2 Ordet tillæg betyder, at de to er forbundne. Denne forbindelse er vigtig for, at præstedømmet kan blive den styrke og velsignelse, som det kan være i denne verden og for evigt, for det »er uden dages begyndelse eller års ende.«3
Forbindelsen er enkel. Det Aronske Præstedømme forbereder de unge mænd til en endnu større hellig tillid.
»Det højere, eller det melkisedekske, præstedømmes magt og myndighed er at besidde nøglerne til alle de åndelige velsignelser i Kirken –
at have det privilegium at modtage Himmerigets hemmeligheder, at få himlene åbnet for sig, at nyde fællesskab med den Førstefødtes almindelige forsamling og menighed og at nyde Gud Faderens og Jesu, den nye pagts formidlers, fællesskab og nærvær.«4
Disse præstedømmenøgler kan kun i fuldt omfang udøves af en mand ad gangen, præsidenten og den præsiderende højpræst for Herrens kirke. Og ved præsidentens uddelegering kan enhver mand, der bærer det Melkisedekske Præstedømme, blive begavet med den myndighed og det privilegium at tale og handle i den Almægtiges navn. Der er noget uendeligt ved den kraft. Den vedrører liv og død, familien og Kirken, Guds mægtige væsen og hans evige værk.
Herren forbereder den aronske præstedømmebærer til at blive ældste og tjene med tro, kraft og taknemlighed i det ærværdige Melkisedekske Præstedømme.
For ældster spiller dyb taknemlighed en afgørende rolle for jeres helhjertede præstedømmetjeneste. I vil huske jeres dage som diakon, lærer eller præst, når de, som bærer det højere præstedømme, rækker ud for at opløfte og opmuntre jer på jeres præstedømmerejse.
Enhver bærer af Det Melkisedekske Præstedømme har sådanne minder, men følelsen af taknemlighed kan svinde med årene. Det er mit håb at genopvække den følelse og med den en opsathed på at give alle, I kan, den samme hjælp, som I har modtaget.
Jeg husker en biskop, der behandlede mig, som om jeg allerede havde den præstedømmekraft, som jeg havde potentialet til. Han ringede til mig en søndag, da jeg var præst. Han sagde, at han havde brug for, at jeg gik med ham ud for at besøge nogle medlemmer af menigheden. Han fik det til at lyde, som om det ellers ikke ville blive nogen succes. Han havde ikke brug for mig. Han havde nogle fremragende rådgivere i biskoprådet.
Vi besøgte en ludfattig og sulten enke. Han ønskede, at jeg hjalp ham med at nå ind til hende, udfordre hende til at lægge og holde et budget og love hende, at hun ikke blot ville kunne klare sig selv, men også kunne hjælpe andre.
Dernæst tog vi hen for at trøste to små piger, som levede under svære vilkår. Da vi gik derfra, sagde biskoppen stille til mig: »De børn vil aldrig glemme, at vi besøgte dem.«
Det næste sted så jeg, hvordan man inviterer en mindre aktiv mand til at komme tilbage til Herren ved at overbevise ham om, at medlemmerne i menigheden havde brug for ham.
Biskoppen var den bærer af Det Melkisedekske Præstedømme, som øgede mit udsyn og opløftede mig med sit eksempel. Han lærte mig at have kraften og modet til at komme alle vegne i Herrens tjeneste. Det er længe siden, at han er gået videre til sin himmelske løn, men jeg husker ham stadig, fordi han rakte ud og løftede mig op, da jeg var en uerfaren bærer af Det Aronske Præstedømme. Senere fandt jeg ud af, at han så mig på en lang vej af større præstedømmepligter, som jeg ikke selv kunne se dengang.
Min far gjorde det samme for mig. Han var en erfaren og vis bærer af Det Melkisedekske Præstedømme. En apostel bad ham en gang om at skrive et kort notat om de videnskabelige belæg for jordens alder. Han skrev det omhyggeligt, idet han vidste, at nogle måske havde stærke følelser om, at jorden var langt yngre, end de videnskabelige belæg indikerede.
Jeg husker stadig, at min far rakte mig det, han havde skrevet, og sagde til mig: »Hal, du har den åndelige visdom til at vide, om jeg bør sende dette til apostlene og profeterne.« Jeg mindes ikke meget af det, der stod, men den taknemlighed jeg følte over, at en stor bærer af Det Melkisedekske Præstedømme så en åndelig visdom i mig, jeg ikke selv så, vil jeg altid bære med mig.
En aften, nogle år efter at jeg var blevet ordineret til apostel, ringede Guds profet til mig og bad mig om at læse noget, der var blevet skrevet om Kirkens lære. Han havde brugt aftenen på at læse bogens kapitler. »Jeg kan ikke nå igennem alt det her,« sagde han smågrinende. »Så du skal ikke hvile, mens jeg arbejder.« Og dernæst brugte han næsten de samme ord, som min far havde år forinden: »Hal, du er den, der bør læse dette. Du vil vide, om det er rigtigt at udgive det.«
Det samme mønster med en bærer af Det Melkisedekske Præstedømme, der højner udsynet og indgyder selvtillid, blev vist en aften ved en talefestival, som blev sponsoreret af Kirken. Da jeg var 17 år, blev jeg bedt om at holde tale for et stort publikum. Jeg havde ingen anelse om, hvad der ventede mig. Jeg havde ikke fået et emne, så jeg forberedte en tale, der lå langt udover, hvad jeg vidste om evangeliet. Mens jeg talte, indså jeg, at jeg havde begået en fejl. Jeg kan stadig huske, at jeg efter talen havde en følelse af at have fejlet.
Den efterfølgende og afsluttende taler var ældste Matthew Cowley fra De Tolv Apostles Kvorum. Han var en stor taler – og elsket rundt om i Kirken. Jeg kan stadig huske, at jeg så op på ham fra mit sæde på forhøjningen.
Han begyndte med myndig stemme. Han sagde, at min tale havde fået ham til at føle, at han deltog på en stor konference. Han smilede, mens han sagde det. Min følelse af fiasko fortog sig og blev efterfulgt af tillid til, at jeg måske en dag kunne blive til det, som han syntes at synes, jeg allerede var.
Mindet om den aften ansporer mig stadig til at lytte nøje efter, når en aronsk præstedømmebærer taler. Takket være det, som ældste Cowley gjorde for mig, har jeg altid en forventning om, at jeg vil høre Guds ord. Jeg bliver sjældent skuffet og ofte forbavset, og jeg kan ikke lade være med at smile, som ældste Cowley gjorde.
Der er mange ting, der styrker vore yngre brødre til at vokse med præstedømmet, men intet vil være stærkere end den hjælp, vi giver, som udvikler deres tro og tillid til, at de kan trække på Guds kraft i deres præstedømmetjeneste.
Den tro og tillid bliver ikke hos dem altid på grund af en enkel oplevelse med at være blevet opløftet af en nok så begavet bærer af Det Melkisedekske Præstedømme. Evnen til at trække på den kraft må fremelskes gennem mange udtryk for tillid fra dem, som har mere erfaring i præstedømmet.
De aronske præstedømmebærere har også brug for, at de dagligt og næsten hver time bliver opmuntret og irettesat af Herren selv gennem Helligånden. Og det vil de blive, når de vælger at forblive værdige til det. Det vil afhænge af de valg, de træffer.
Det er derfor, vi må undervise ved eksemplets magt og ved vidnesbyrd om, at de ord, som den store melkisedekske præstedømmebærer, kong Benjamin, talte, er sande.5 Det er kærlige ord, som er udtalt i den Herres navn, hvis præstedømme det er. Kong Benjamin underviser om, hvad det kræver af os at forblive rene nok til at modtage Herrens opmuntring og irettesættelse:
»Og til slut, jeg kan ikke fortælle jer alt det, hvori I kan begå synd; for der er forskellige veje og måder, ja, så mange, at jeg ikke kan tælle dem.
Men så meget kan jeg sige jer, at hvis I ikke vogter jer selv og jeres tanker og jeres ord og jeres handlinger og iagttager Guds befalinger og vedbliver i troen på det, I har hørt angående Herrens komme, helt til jeres livs ende, må I fortabes. Og se, o menneske, husk dette, og gå ikke fortabt.«6
Vi er alle klar over, at fjenden af al retfærdighed sender sine brændende pile af sted som en frygtelig stormvind mod de unge præstedømmebærere, som vi elsker så højt. For os minder de om de tapre unge krigere, som kaldte sig selv for Helamans sønner. De kan overleve, som de unge krigere gjorde, hvis de passer på sig selv, som kong Benjamin formanede dem til at gøre.
Helamans sønner tvivlede ikke. De kæmpede bravt og kom sejrrigt ud af kampene, fordi de troede på deres mødres ord.7 Vi forstår troens kraft hos en kærlig mor. Mødre er også en stor styrke for deres sønner i dag. Vi præstedømmebærere kan og må støtte med vores beslutsomhed om at påtage os det ansvar, at vi, når vi bliver omvendt, rækker ud for at styrke vore brødre.8
Det er min bøn, at enhver bærer af Det Melkisedekske Præstedømme vil tage imod den mulighed, der tilbydes af Herren:
»Og hvis nogen iblandt jer er stærk i Ånden, så lad ham tage den med sig, som er svag, så han kan blive opbygget i al sagtmodighed, så han også må blive stærk.
Tag derfor dem, som er ordineret til det mindre præstedømme, med jer, og send dem i forvejen for at aftale møder og for at berede vejen og for at tage sig af aftaler, som I ikke selv kan tage jer af.
Se, dette er den måde, hvorpå mine apostle i fordums dage opbyggede min kirke for mig.«9
I præstedømmeledere og fædre til aronske præstedømmebærere kan udvirke mirakler. I kan hjælpe Herren med fylde rækkerne af trofaste ældster med unge mænd, som tager imod kaldet om at forkynde evangeliet og gøre med selvtillid. I vil se de mange, I har opløftet og opmuntret, forblive trofaste, gifte sig værdigt i templet og igen opløfte og forberede andre.
Det kræver ikke nye aktivitetsprogrammer, forbedrede undervisningsmaterialer eller bedre sociale medier. Det kræver ikke et kald udover det, I har nu. Præstedømmets ed og pagt giver jer kraft, myndighed og vejledning. Jeg beder om, at I vil tage hjem og studere præstedømmets ed og pagt, som I finder i Lære og Pagter afsnit 84, nøje.
Vi håber alle, at flere unge mænd vil få oplevelser ligesom Wilford Woodruff, der som aronsk præstedømmebærer forkyndte Jesu Kristi evangelium med kraft til omvendelse.
Det er min bøn, at vi må leve op til kaldet om at opløfte andre for at forberede dem til deres herlige tjeneste. Jeg takker af hele mit hjerte de vidunderlige mennesker, som har opløftet og vist mig, hvordan man elsker og opløfter andre.
Jeg vidner om, at præsident Thomas S. Monson besidder alle præstedømmets nøgler på jorden for indeværende. Jeg vidner om, at han gennem livslang tjeneste har været et eksempel for os alle på en bærer af Det Melkisedekske Præstedømme, som rækker ud for at opløfte andre. Jeg er taknemlig for den måde, hvorpå han har opløftet mig og vist mig, hvordan man opløfter andre.
Gud Faderen lever. Jesus er Kristus. Dette er hans kirke og rige. Dette er hans præstedømme. Det har jeg fået kundskab om gennem Helligåndens kraft. I Herren Jesu Kristi navn. Amen.