Der er kraft i bogen
Den største kraft i Mormons Bog er dens indvirkning på at bringe os tættere på Jesus Kristus.
Den 14. juni 1989 forbød Ghanas regering, på grund af nogle fejlinformationer om Kirken, alle aktiviteter for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i landet. Regeringen beslaglagde alle Kirkens ejendomme og al missionering stoppede. Kirkens medlemmer, som henviser til denne periode som »fastfrysningen«, gjorde deres bedste for at efterleve evangeliet uden møder i grenen eller støtte fra missionærerne. Der findes mange inspirerende historier om, hvordan medlemmerne lod evangeliets lys skinne ved at tilbede i deres hjem og se efter hinanden som hjemmelærere og besøgslærere.
Til sidst blev misforståelsen løst, og den 30. november 1990 sluttede fastfrysningen og almindelige kirkeaktiviteter blev genoptaget.1 Siden da har der været et godt forhold mellem Kirken og myndighederne i Ghana.
Medlemmer, som levede under fastfrysningen, er hurtige til at påpege de velsignelser, der kom fra denne usædvanlige periode. Manges tro blev styrket gennem den modgang, de mødte. Men en af velsignelserne ved fastfrysningen kom på en usædvanlig måde.
Nicholas Ofosu-Hene var en ung politibetjent, der var blevet sat til at skulle vogte en af kirkebygningerne under fastfrysningen. Det var hans pligt at overvåge bygningen om natten. Da Nicholas først ankom til kirkebygningen, så han, at der lå ting spredt ud over det hele, papirer, bøger og møbler lå i et rod. Midt i denne uorden så han et eksemplar af Mormons Bog. Han forsøgte at ignorere bogen, fordi han havde fået at vide, at den var ond. Men han følte sig sært tiltrukket af den. Til sidst kunne Nicholas ikke længere ignorere bogen. Han samlede den op. Han følte sig tvunget til at læse den. Han læste hele natten, og tårerne trillede ned ad hans kinder, mens han læste.
Første gang, da han samlede den op, læste han hele 1 Nefi. Anden gang læste han hele 2 Nefi. Da han nåede til 2 Nefi kapitel 25, læste han følgende: »Og vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus, og vi skriver i overensstemmelse med vore profetier, for at vore børn kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder.«2
På det tidspunkt følte Nicholas Ånden så stærkt, at han begyndte at hulke. Det gik op for ham, at han i forbindelse med læsningen havde modtaget adskillige åndelige tilskyndelser, og at denne bog var sand skrift, den mest korrekte han nogensinde havde læst. Han indså, at sidste dages Hellige, i modsætning til, hvad han havde hørt, i høj grad tror på Jesus Kristus. Da fastfrysningen sluttede, og missionærerne vendte tilbage til Ghana, tilsluttede Nicholas sig Kirken sammen med sin hustru og sine børn. Da jeg mødte ham for første gang sidste år, var han politichef og tjente som præsident for Tamala Distrikt i Ghana. Han siger: »Kirken har ændret mit liv … Jeg takker den almægtige Gud for at føre mig til dette evangelium.«3
Alibert Davies, en anden ghaneser, fulgtes med en ven til en af vores kirkebygninger, hvor vennen skulle til et præsidentskabsmøde. Mens han ventede på sin ven, læste han en bog, som han fandt i nærheden. Da mødet sluttede, ønskede Alibert at tage bogen med hjem. Han fik ikke blot lov til at tage den bog, men fik også et eksemplar af Mormons Bog. Da han kom hjem, begyndte han at læse Mormons Bog. Han kunne ikke lægge den fra sig. Han læste i stearinlysets skær til klokken 3. Dette gjorde han i mange nætter, overvældet af det han læste og følte. Alibert er nu medlem af Kirken.
Angelo Scarpulla begyndte sine teologistudier i sit hjemland Italien, da han var 10. Han blev præst og tjente i sin kirke med hengivenhed. På et tidspunkt begyndte hans tro at vakle, og han søgte og fik mulighed for at videreuddanne sig. Men jo mere han studerede, desto mere bekymret blev han. Det, han læste og følte, overbeviste ham om, at der havde været et generelt frafald fra den oprindelige lære, som Jesus og de tidlige apostle forkyndte. Angelo søgte efter Guds sande religion i forskellige trosretninger, men han var utilfreds i mange år.
En dag stødte han på to medlemmer af Kirken, som hjalp missionærerne med at lede efter flere folk at undervise. Han følte sig draget mod dem og lyttede med glæde til deres budskab. Han accepterede villigt et eksemplar af Mormons Bog.
Den aften begyndte han at læse bogen. Han følte sig overvældet af glæde. Gennem Ånden gav Gud Angelo en indre vished om, at han ville finde den sandhed i Mormons Bog, som han havde søgt efter i mange år. Gode følelser strømmede igennem ham. Det, han læste og lærte af missionærerne, bekræftede hans konklusion om, at der havde været et generelt frafald, men han lærte også, at Guds sande kirke var blevet genoprettet på jorden. Kort tid efter blev Angelo døbt ind i Kirken.4 Da jeg mødte ham første gang, var han grenspræsident for Kirkens gren i Rimini i Italien.
Det, som Nicholas, Alibert og Angelo oplevede med Mormons Bog, minder om Parley P. Pratts oplevelse:
»Jeg åbnede [bogen] med stor ivrighed … Jeg læste hele dagen. Det var en byrde for mig at spise, jeg havde ingen lyst til mad. Det var en byrde at sove, da natten kom, for jeg ville hellere læse end sove.
Mens jeg læste, hvilede Herrens ånd over på mig, og jeg vidste og forstod, at bogen var sand på en lige så enkel og umiskendelig vis, som et menneske forstår og ved, at det lever. Min glæde var nu fuld, som den var, og jeg glædede mig tilstrækkeligt til mere end at gøre op for mine sorger, ofre og hårde arbejde i livet.«5
Nogle mennesker har så stærke oplevelser med Mormons Bog første gang, de åbner den, mens vidnesbyrdet om sandheden kommer mere gradvist til andre, når de læser og beder om det. Det var tilfældet for mig. Jeg læste Mormons Bog første gang, da jeg som teenager deltog i seminar. Dette er det eksemplar af Mormons Bog, som jeg læste. Jeg kan ikke fortælle jer, hvor eller hvornår det præcis skete, men på et tidspunkt i løbet af den periode, hvor jeg læste, begyndte jeg at føle noget. Det var en varme, og Ånden kom, hver gang jeg åbnede bogen. Følelserne voksede, mens jeg fortsatte min læsning. Disse følelser har jeg den dag i dag. Hver gang, jeg åbner Mormons Bog, er det ligesom at tænde for en kontakt – Ånden strømmer ind i mit hjerte og sjæl.
For andre kommer et vidnesbyrd om Mormons Bog langsommere efter megen studium og bøn. Jeg har en ven, som læste og søgte efter at vide, om Mormons Bog er sand. Han anvendte opfordringen i Moroni om at spørge Gud med oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt og tro på Kristus om Mormons Bog er sand.6 Men han modtog ikke det lovede åndelige svar med det samme. Men en dag, hvor han var fordybet i sine tanker, mens han kørte, vidnede Ånden for ham om sandheden af Mormons Bog. Han blev så glad og overvældet, at han rullede ruden ned og råbte til ingen og dog hele verden: »Den er sand!«
Uanset om vores vidnesbyrd om Mormons Bog kommer første gang, vi åbner den eller over en længere periode, vil den påvirke os alle vore dage, hvis vi fortsætter med at læse den og anvende dens lære. Præsident Ezra Taft Benson har sagt: »Der er en kraft i den bog, som vil begynde at strømme ind i jeres liv i samme øjeblik, I begynder at studere den seriøst. I vil finde større styrke til at stå imod fristelser. I vil finde styrke, så I kan undgå at blive bedraget. I vil finde kraft til at blive på den lige og snævre sti.«7
Jeg opfordrer alle, som modtager dette budskab, herunder de aronske præstedømmebærere, der er samlet til dette møde i aften, til at opdage Mormons Bogs kraft. Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Læs Mormons Bog. Overvej dens lærdomme. Spørg vor himmelske Fader om den er sand.«8 Under den proces vil I føle Guds ånd i jeres liv. Den Ånd vil være en del af jeres vidnesbyrd om, at Mormons Bog er sand, at Joseph Smith var en Guds profet, og at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er Guds sande kirke på jorden i dag. Dette vidnesbyrd vil hjælpe jer med at modstå fristelse.9 Det vil forberede jer på »det store kald …til flittigt at arbejde i Herrens vingårde.«10 Det vil være et sikkert anker, når beskyldninger eller løgnagtige udsagn bruges for at udfordre jeres tro og vil være en klippefast grund, når I bliver udfordret med spørgsmål, som I ikke kan svare på, i hvert fald ikke lige med det samme. I vil blive i stand til at skelne sandhed fra vildfarelse, og I vil føle Helligåndens forvisning, der bekræfter jeres vidnesbyrd om og om igen, når I bliver ved med at læse Mormons Bog gennem hele jeres liv.
Jeg opfordrer også alle forældre, der hører dette budskab, til at gøre Mormons Bog til en vigtig del af jeres hjem. Da vores børn voksede op, læste vi i Mormons Bog, mens vi spiste morgenmad. Dette er det bogmærke, vi brugte. På forsiden er der et citat fra præsident Benson med løftet om, at Gud vil skænke os velsignelser, når vi læser Mormons Bog.11 På bagsiden er der et løfte fra præsident Marion G. Romney, tidligere rådgiver i Det Første Præsidentskab: »Jeg er helt overbevist om, at hvis forældre i deres hjem vil læse Mormons Bog regelmæssigt og under bøn, både for sig selv og sammen med deres børn, vil den bogs ånd komme til at gennemtrænge deres hjem og alle, som bor der … Modsætningernes ånd vil forsvinde. Forældre vil rådgive deres børn med større kærlighed og visdom. Børnene vil blive mere modtagelige og lytte til deres forældres råd. Retfærdigheden vil øges. Tro, håb og kærlighed – Kristi rene kærlighed – vil fylde vore hjem og vores tilværelse og i kølvandet bringe fred, glæde og lykke.«12
Nu mange år efter vores børn er flyttet hjemmefra og opdrager deres egen familie, kan vi tydeligt se opfyldelsen af præsident Romneys løfte. Vores familie er langt fra perfekt, men vi kan vidne om kraften ved Mormons Bog og de velsignelser, der er kommet af at læse den og stadig kommer i hele vores families liv.
Den største kraft i Mormons Bog er dens indvirkning på at bringe os tættere på Jesus Kristus. Den er et stærkt vidnesbyrd om ham og hans forløsende mission.13 Gennem den kommer vi til at forstå storheden af og kraften i hans forsoning.14 Den underviser os klart om hans lære.15 Og på grund af de storslåede kapitler, der beskriver Kristi besøg hos nefitterne, efter han var opstået, kan vi se og opleve ham elske, velsigne og undervise det folk, og vi vil komme til at forstå, at han vil gøre det samme for os, hvis vi kommer til ham ved at efterleve hans evangelium.16
Brødre, jeg vidner om kraften i Mormons Bog. Om jeg læser den på engelsk, italiensk eller fransk, på tryk eller på en elektronisk enhed, har jeg oplevet den samme vidunderlige ånd strømme fra disse kapitler og vers ind i mit liv. Jeg vidner om dens evne til drage os tættere på Kristus. Jeg beder om, at enhver af os vil udnytte den kraft fuldt ud, som er i denne vidunderlige bog. I Jesu Kristi navn. Amen.