Helbredelsens Mester

Carole M. Stephens

Førsterådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab

I behøver ikke at opleve den sorg, som er forårsaget af synd, smerten forårsaget af andres handlinger eller livets barske realiteter – alene.

Noget af det, som jeg sætter størst pris på, er at rejse – og lære af mine søstre rundt om i verden. Der findes intet bedre end at gå arm i arm, ansigt mod ansigt og hjerte til hjerte med jer.

Under sådan en oplevelse spurgte en hjælpeforeningsleder mig: »Er der noget specifikt, kvinder bør fokusere på?«

Jeg svarede: »Ja!« og tænkte straks på præsident Russell M. Nelsons tale »En inderlig bøn til mine søstre«. Præsident Nelson sagde: »Vi [har] brug for kvinder, der har en grundlæggende forståelse af Kristi lære«.¹

Nefi beskrev Kristi lære på denne måde:

»For den port, som I skal træde ind ad, er omvendelse og dåb med vand; og da får I forladelse for jeres synder ved ild og ved Helligånden …

Og se … jeg [vil] spørge, om alt er gjort? Se, jeg siger jer: Nej, for I er ikke kommet så vidt uden ved Kristi ord med urokkelig tro på ham, idet I helt forlader jer på hans fortjenester, han der er mægtig til at frelse.

Derfor må I trænge jer frem med standhaftighed i Kristus og have et fuldkommen klart håb og en kærlighed til Gud og til alle mennesker. For se, hvis I trænger jer frem, idet I tager for jer af Kristi ord og holder ud til enden, se, så siger Faderen: I skal få evigt liv

… Dette er vejen; og der er ikke givet nogen anden vej eller noget andet navn under himlen, hvorved mennesket kan blive frelst i Guds rige. Og se nu, dette er Kristi lære.«²

Hvorfor har vi brug for en grundlæggende forståelse af disse principper?

Jeg møder ofte sidste dages hellige kvinder, der er desperate efter hjælp, og alligevel vender de sig ikke mod den Ene, som kan give evigtvarende hjælp. De søger alt for ofte efter forståelse i »den store og rummelige bygning«.³

Når vi styrker vores forståelse af Kristi lære, opdager vi hurtigt, at vi udvikler en dybere forståelse af »den store plan for lykke«.⁴ Vi indser også, at vor Frelser, Jesus Kristus, er kernen i planen.

Når vi lærer, hvordan vi anvender Kristi lære i vores individuelle situation, vokser vores kærlighed til vor Frelser. Og vi erkender, at »vi alle uanset åbenbare forskelligheder står i behov for den samme uendelige forsoning.«⁵ Vi indser, at han er vores grundvold – »klippen, vor forløser … en sikker grundvold … hvorpå [vi], hvis [vi] bygger derpå, ikke kan falde.«⁶

Hvordan kan denne lære velsigne os, når vi søger fred og forståelse og stræber efter at udholde vores unikke rejse på jorden med glæde?

Må jeg foreslå, at vi, som Nefi siger, begynder med »urokkelig tro på [Kristus], idet [vi] helt forlader [os] på hans fortjeneste, han, der er mægtig til at frelse«.⁷ Vores tro på Jesus Kristus gør os i stand til at møde enhver udfordring.

Vi opdager faktisk ofte, at vores tro bliver dybere, og vores forhold til vor himmelske Fader og hans Søn bliver forædlet gennem modstand. Lad mig komme med tre eksempler.

For det første har helbredelsens Mester kraften til at forandre vores hjerte og give os permanent lettelse fra den sorg, som vore synder forårsager. Da Frelseren underviste den samaritanske kvinde ved brønden, kendte han til hendes alvorlige synder. »Herren ser [dog] på hjertet«,⁸ og han vidste også, at hun havde et lærevilligt hjerte.

Da kvinden kom til brønden, sagde Jesus – selve personliggørelsen af levende vand – ganske enkelt: »Giv mig noget at drikke.« Vor Frelser vil på samme måde tale til os med en røst, vi genkender, når vi kommer til ham – for han kender os. Han møder os der, hvor vi er. Og på grund af, at han er den, han er, og det, han har gjort for os, forstår han. Fordi han har oplevet vores smerte, kan han give os levende vand, når vi søger det. Han underviste den samaritanske kvinde i dette, da han sagde: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« Da kvinden endelig forstod, handlede hun i tro og sagde: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste.«

Da den samaritanske kvinde havde haft denne oplevelse med Frelseren, »lod [hun] så sin vandkrukke stå og gik ind til byen og sagde til folk:

›Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?‹«

Hun havde modtaget et vidnesbyrd – hun var begyndt at drikke af det levende vand – og hun ønskede at vidne om hans guddommelighed for andre.⁹

Når vi kommer til ham med et ydmygt og lærevilligt hjerte – selv om vores hjerte er bebyrdet med fejltagelser, synder og overtrædelser – kan han forandre os, »fordi han er mægtig til at frelse.«¹⁰ Og med et forandret hjerte kan vi som den samaritanske kvinde gå ind i vores egen by – vore hjem, skoler og arbejdspladser – for at vidne om ham.

For det andet kan helbredelsens Mester trøste og styrke os, når vi oplever smerte på grund af andres uretfærdige handlinger. Jeg har haft mange samtaler med kvinder, der var tyngede af svære byrder. Deres pagtssti fra templet er blevet en svær rejse mod helbredelse. De lider på grund af brudte pagter, et knust hjerte og mistet tillid. Mange er ofre for utroskab og verbalt, seksuelt og følelsesmæssigt misbrug, ofte som et resultat af andre menneskers afhængighed.

De oplevelser har, selv om det ikke er deres fejl, efterladt mange med skyldfølelser og skam. Da de ikke ved, hvordan de skal håndtere de stærke følelser, forsøger mange at begrave dem, hvilket bare skubber dem dybere ned.

Håb og helbredelse finder man ikke i hemmeligholdelsens mørke, men i vor Frelsers, Jesu Kristi, lys og kærlighed.¹¹ Ældste Richard G. Scott kom med dette råd: »Hvis I selv er fri [fra] alvorlig synd, så lid ikke unødigt under konsekvenserne af andres synd … I kan have medfølelse … Men I skal dog ikke påtage jer at føle et ansvar … Når I har gjort, hvad der er rimeligt for at hjælpe en, I holder af, så læg byrden for Frelserens fødder … Når I gør det, vil I ikke alene finde fred, men vil vise jeres tro på Frelserens kraft til at løfte syndens byrder fra en kær gennem hans omvendelse og lydighed.«

Han fortsatte: »Fuldstændig helbredelse vil komme gennem jeres tro på Jesus Kristus og hans kraft og evne til, gennem forsoningen, at helbrede de uretfærdige og ufortjente ar.«¹²

Hvis I befinder jer i denne situation, kan heling være en langvarig proces. Det vil kræve, at I bønsomt søger vejledning og passende hjælp, herunder rådgivning fra korrekt ordinerede præstedømmebærere. Når I lærer at kommunikere åbent, sæt da passende grænser og søg måske professionel rådgivning. Det er vigtigt at bevare det åndelige helbred under denne proces! Husk jeres guddommelige identitet: I er en af vor himmelske Faders elskede døtre. Stol på jeres Faders evige plan for jer. Fortsæt hver dag med at opbygge jeres forståelse af Jesu Kristi lære. Udøv tro hver dag ved at drikke af Frelserens brønd med levende vand. Stol på den begavelse af kraft, der er tilgængelig for hver eneste af os gennem ordinancer og pagter. Og giv Frelserens helbredende kraft og hans forsoning adgang til jeres liv.

For det tredje kan helbredelsens Mester trøste og styrke os, når vi oplever »livets barske realiteter«¹³ såsom katastrofer, psykisk sygdom, sygdom, kronisk smerte og død. Jeg har for nylig lært en bemærkelsesværdig kvinde at kende, hun hedder Josie og er bipolar. Her er en lille del af hendes rejse mod helbredelse, som hun delte med mig:

»Det værste mørke kommer på det, som min familie og jeg har døbt ›gulvdage‹. Det begynder med en overflod af sanseindtryk og pludselig overfølsomhed og modstand over for enhver form for lyd, berøring eller lys. Det er højdepunktet af mental kval. Der er især en dag, som jeg aldrig glemmer.

Det var først på rejsen, hvilket gjorde oplevelsen endnu mere skræmmende. Jeg kan huske, at jeg hulkede, tårerne løb ned ad mine kinder, mens jeg gispede efter luft. Men selv sådan en intens lidelse blegner i sammenligning med den smerte, som fulgte, da jeg så panikken overvælde min mor, der var desperat efter at hjælpe mig.

Med mit knuste sind fulgte hendes sønderknuste hjerte. Men vi vidste ikke, at vi på trods af mørket var meget tæt på at opleve et mægtigt mirakel.

Da en lang time fortsatte, hviskede min mor igen og igen og igen: ›Jeg vil gøre alt for at tage dette fra dig.‹

Selvom mørket blev tættere, og jeg var overbevist om, at jeg ikke kunne klare mere, skete der noget vidunderligt.

En overvældende og vidunderlig kraft overtog pludselig min krop. Med ›en styrke udover min egen‹¹⁴ sagde jeg med stor overbevisning nogle skelsættende ord til min mor som svar på hendes gentagne ønske om at påtage sig min smerte. Jeg sagde: ›Det behøver du ikke. Det er der allerede en, der har gjort.‹«

I den knusende psykiske sygdoms mørke mobiliserede Josie styrken til at vidne om Jesus Kristus og hans forsoning.

Hun blev ikke fuldstændig helbredt den dag, men hun så håbets lys, da mørket var intenst. Og i dag fortsætter Josie ved hjælp af en grundlæggende forståelse for Kristi lære og daglig genopfriskning ved Frelserens levende vand sin rejse mod helbredelse og udøver urokkelig tro på helbredelsens Mester. Hun hjælper andre undervejs. Og hun siger: »Når mørket føles tættest, sætter jeg min lid til mindet om hans inderlige barmhjertighed. Det virker som et vejledende lys, der hjælper mig til at navigere gennem svære tider.«¹⁵

Søstre, jeg vidner om, at -

I ikke behøver at fortsætte med at bære den byrde af sorg, som er forårsaget af synd – alene.

I ikke behøver at bære den smerte, der er forårsaget af andres uretfærdighed – alene.

I ikke behøver at opleve livets barske realiteter – alene.

Frelseren bønfalder:

»Vil I nu ikke vende tilbage til mig og angre jeres synder og blive omvendt, så at jeg kan helbrede jer? …

Hvis I vil komme til mig, skal I få evigt liv. Min barmhjertigheds arm er strakt ud mod jer, og hver den, der vil komme … vil jeg tage imod«.¹⁶

»[Han] vil gøre alt for at tage dette fra dig.« »Det [har han faktisk] allerede gjort.« I Jesu Kristi, helbredelsens Mesters, navn. Amen.