Taknemlighed på sabbatsdagen
Præsident Henry B. Eyring
Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab
For sidste dages hellige er sabbatsdagen en dag til taknemlighed og kærlighed.
Mine kære brødre og søstre, som er spredt rundt om i verden i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, jeg er taknemlig for, at præsident Thomas S. Monson har bedt mig om at tale ved konferencen på denne sabbatsdag. Jeg beder om, at Helligånden vil bære mine ord ind i jeres hjerte.
I dag vil jeg gerne tale om hjertets følelser. Den, jeg vil fokusere på, er taknemlighed – især på sabbatsdagen.
Vi føler taknemlighed for mange ting – en fremmeds venlighed, et måltid, når vi er sultne, et tæt tag over hovedet, når uvejret raser, når et brækket ben vokser sammen, og når en nyfødt skriger af karsken bælg. Mange af os husker at føle os taknemlige i sådanne stunder.
For sidste dages hellige er sabbatten en sådan stund, faktisk en dag, med taknemlighed og kærlighed. I 1831 instruerede Herren de hellige i Jackson County i Missouri om, at deres bønner og taksigelser skulle rettes mod himlen. De tidlige hellige fik en åbenbaring om, hvordan de skulle holde sabbatten, og hvordan man faster og beder.1
De, og vi, blev af Herren fortalt, hvordan man skal tilbede og vise taknemlighed på sabbatten. Som I kan regne ud, så er det, der betyder mest, den kærlighed, vi føler for gavernes givere. Her er Herrens ord om, hvordan man takker og viser kærlighed på sabbatten:
»Derfor giver jeg dem en befaling ved at sige således: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din kraft, dit sind og din styrke; og i Jesu Kristi navn skal du tjene ham …
Du skal takke Herren din Gud i alle forhold.
Du skal bringe Herren din Gud et offer i retfærdighed, nemlig et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd.«2
Og derefter fortsætter Herren med at advare om faren, hvis vi undlader at takke vor himmelske Fader og Jesus Kristus som gavernes givere: »Og i intet forsynder mennesket sig imod Gud, eller mod ingen andre er hans vrede tændt end mod dem, der ikke anerkender hans hånd i alt og ikke adlyder hans befalinger.«3
Mange af jer, der lytter, finder allerede glæde på sabbatten som en dag til at erindre og takke Gud for velsignelser. I husker sikkert den velkendte sang:
Kastes du på bølgen om i livets nat,
føler du, at alle har dig helt forladt,
tæl da Herrens gaver, nævn dem hver især,
og det vil forundre dig, hvor rig du er.
Tæl hans gaver, som du nyder her.
Tæl dem alle, nævn dem hver især.
Se, hvor Herren kærlig, mild og god,
Dagligt lader strømme ud sin nådeflod …
Knuges du af kummer, er din byrde svær;
synes du, at ingen mere har dig kær,
nævn da livets glæder tæl dem en for en,
og at takke Herren, dertil vær ej sen.4
Jeg modtager breve fra og besøg af trofaste sidste dages hellige, som føler sig tynget af svære byrder. Nogle føler, at alt er tabt, i hvert fald for dem. Jeg håber og beder til, at det, jeg nu vil sige om at være taknemlig på sabbatsdagen, kan jage noget af tvivlen på flugt og slå tonen an til en sang i jeres hjerte.
En velsignelse, som vi kan være taknemlige for, er, at vi i det hele taget er her til dette nadvermøde og er sammen med mere end en eller to af hans disciple i hans navn. Nogle må blive hjemme, fordi de ikke kan komme ud af deres seng. Der er nogle, som gerne ville være, hvor vi er, men som i stedet arbejder på hospitaler eller sørger for den offentlige sikkerhed eller forsvarer os med risiko for eget liv i en eller anden ørken eller jungle. Det faktum, at vi er stand til at mødes med blot en enkelt anden hellig og deltage i nadveren vil hjælpe os til at begynde at føle taknemlighed og kærlighed for Guds venlighed.
Takket være Joseph Smith og det gengivne evangelium er der en anden velsignelse, vi kan tælle med, nemlig muligheden vi hver uge har for at deltage i nadveren – den bliver forberedt, velsignet og omdelt af Guds bemyndigede tjenere. Vi kan være taknemlige, når Helligånden over for os bekræfter nadverbønnernes ord, når de udtales af bemyndigede præstedømmebærere, bliver honoreret af vor himmelske Fader.
Af alle de velsignelser, vi kan tælle, er langt den største den følelse af tilgivelse, der kommer, når vi tager nadveren. Vi vil føle større kærlighed til og påskønnelse af Frelseren, hvis uendelige offer muliggjorde, at vi kan blive renset for synd. Når vi tager brød og vand, mindes vi, at han led for os. Og når vi føler taknemlighed for det, han har gjort for os, vil vi mærke hans kærlighed til os og vores kærlighed til ham.
Den velsignelse af kærlighed, vi modtager, vil gøre det lettere for os at holde befalingen om »altid at erindre ham«.5 I kan måske tilmed føle kærlighed og taknemlighed, som jeg gør, for Helligånden, som vor himmelske Fader har lovet altid vil være med os, når vi forbliver trofaste mod de pagter, vi har indgået. Vi kan regne med alle disse velsignelser hver søndag og føle os taknemlige.
Sabbatten er også et perfekt tidspunkt til at mindes den pagt, vi indgik i dåbens vande om at elske og tjene vor himmelske Faders børn. At opfylde det løfte på sabbatten vil omfatte at deltage i en klasse eller et kvorum med hjertets faste forsæt om at opbygge tro og kærlighed blandt vore brødre og søstre, som sidder der med os. Dette løfte vil omfatte at passe vore kaldelser med glæde.
Jeg er taknemlig for de mange søndage, hvor jeg underviste i diakonernes kvorum i Bountiful i Utah så vel som i en søndagsskoleklasse i Idaho. Jeg husker endda de gange, hvor jeg tjente som assistent til min hustru i børnehaven, hvor min primære opgave var at række legetøj til børnene og samle dem op igen.
Der gik mange år, inden jeg gennem Ånden forstod, at min enkle tjeneste for Herren betød noget for vor himmelske Faders børn. Til min overraskelse har nogle af dem husket og takket mig for mine nybegynderforsøg på at tjene dem på vegne af Mesteren på disse sabbatsdage.
Akkurat, som vi sommetider ikke kan se resultatet af vores egen tjeneste på sabbatten, kan vi måske heller ikke se den samlede virkning af Herrens andre tjeneres indsats. Men Herren opbygger stille sit rige gennem sine trofaste og ydmyge tjenere og uden de store fanfarer henimod dets glorværdige, tusindårige fremtid. Det kræver Helligånden at se den voksende storhed.
Da jeg voksede op, holdt vi nadvermøde i en lillebitte gren i New Jersey med blot nogle få medlemmer og en familie, min. For 75 år siden blev jeg døbt i Philadelphia i den eneste kirkebygning, Kirken havde bygget, som vi kunne komme til i Pennsylvania og New Jersey. Men hvor der dengang var en lille gren i Princeton i New Jersey, er der nu to store menigheder. Og det er blot nogle dage siden, at tusindvis af unge mennesker optrådte i forbindelse med fejringen af indvielsen af templet i Philadelphia i Pennsylvania.
Som ung mand blev jeg kaldet som distriktsmissionær, hvor vi om søndagen gik i kirke i den eneste kirkebygning i Albuquerque i New Mexico. I dag er der et tempel og fire stave.
Jeg forlod Albuquerque for at gå i skole i Cambridge i Massachusetts. Der var en kirkebygning og et distrikt, som dækkede det meste af Massachusetts og Rhode Island. Jeg kørte igennem bakkerne i det smukke landskab for at komme til nadvermøde i bittesmå grene, for det meste i lejede lokaler eller ombyggede hjem. I dag ligger et af Guds hellige templer i Belmont i Massachusetts og stave, som strækker sig ud over egnen.
Det, jeg ikke kunne se klart dengang, var, at Herren udøste sin Ånd over folk ved de små nadvermøder. Jeg kunne mærke det, men jeg kunne ikke se, i hvilket omfang eller takt Herren havde til hensigt at opbygge og herliggøre sit rige. En profet så og nedskrev ved åbenbaring det, vi nu selv kan se. Nefi sagde, at vores samlede antal ikke ville blive stort, men at det samlede lys ville blive imponerende:
»Og det skete, at jeg så Guds lams kirke, og dens antal var lille …
Og det skete, at jeg, Nefi, så Guds lams kraft, at den kom ned over de hellige i Lammets kirke og over Herrens pagtsfolk, som var spredt over hele jordens overflade, og de blev udrustet med retfærdighed og med Guds kraft i stor herlighed.«6
I denne uddeling finder man en lignende profetisk beskrivelse af vore forhold og de fremtidige muligheder i Lære og Pagter:
»I har endnu ikke forstået, hvor store velsignelser Faderen har i sine egne hænder og har beredt til jer;
I kan ikke bære alt nu; vær alligevel ved godt mod, for jeg vil lede jer frem. Riget er jeres, og dets velsignelser er jeres, og evighedens rigdomme er jeres.
Og den, der modtager alt med taknemlighed, skal blive gjort herlig; og det, der hører denne jord til, skal blive ham tillagt, endog hundrede fold, ja, mere.«7
Jeg har rundt om i Kirken følt en tiltagende taknemlighed for velsignelserne og en stadigt større kærlighed til Gud. Den synes at accelerere blandt Kirkens medlemmer i tider og på steder, hvor deres tro prøves, hvor de må trygle Gud om hjælp til blot at kunne fortsætte.
Den tid, vi går i møde, vil indeholde svære prøvelser, ligesom Almas folk oplevede under den grusomme Amulon, som lagde tungere byrder på dem, end de kunne bære:
»Og det skete, at Herrens røst kom til dem i deres trængsler og sagde: Løft hovedet og vær ved godt mod, for jeg kender den pagt, som I har sluttet med mig; og jeg vil slutte pagt med mit folk og udfri dem af trældom.
Og jeg vil også lette de byrder, der bliver lagt på jeres skuldre, så I slet ikke kan føle dem på jeres ryg, selv mens I er i trældom; og dette vil jeg gøre, for at I kan stå som vidner for mig herefter, og for at I kan vide med vished, at jeg, Gud Herren, kommer til mit folk i deres trængsler.
Og se, det skete, at de byrder, der blev lagt på Alma og hans brødre, blev gjort lette; ja, Herren styrkede dem, så de kunne bære deres byrder med lethed, og de underordnede sig gladelig og med tålmodighed hele Herrens vilje.«8
I og jeg er vidner om, at når vi har holdt vore pagter med Gud, især når det var svært, har han hørt vore taksigelsesbønner for det, han allerede har gjort for os, og han har besvaret vores bøn om styrke til at holde trofast ud. Og mere end én gang har han gjort os både glade og stærke.
Nu sidder I måske og tænker på, hvad I kan gøre for at leve og tilbede på denne sabbatsdag for at vise taknemlighed og styrke jer selv og andre til de prøvelser, der venter forude.
I kan begynde i dag med en personlig bøn og en familiebøn, hvor I siger tak for alt, Gud har gjort for jer. I kan også bede om at vide, hvad Herren ønsker, at I gør for at tjene ham og andre. I kan i særdeleshed bede om, at Helligånden fortæller jer om en, der er ensom eller i behov for hjælp, som Herren ønsker, at I tager jer af.
Jeg kan love jer, at jeres bønner vil blive besvaret, og når I handler på de svar, I modtager, vil I finde fryd ved sabbatten, og jeres hjerte vil flyde over af taknemlighed.
Jeg vidner om, at Gud Faderen kender og elsker jer. Frelseren, Herren, Jesus Kristus, sonede for jeres synder af kærlighed til jer. De, Faderen og Sønnen, kender jer ved navn, ligesom de kendte profeten Joseph Smiths navn, da de gav sig til syne for ham. Jeg vidner om, at dette er Jesu Kristi Kirke, og at han vil ære de pagter, I indgår og fornyer med ham. Selve jeres væsen vil blive forandret og blive mere som Frelseren. I vil blive styrket mod fristelse og mod følelser af tvivl om sandheden. I vil finde glæde på sabbatten. Dette lover jeg jer i Herren Jesu Kristi navn. Amen.