Gud vil tørre hver tåre bort
Ældste Evan A. Schmutz
De Halvfjerds
Når vi udøver tro på Frelseren, vil han løfte og bære os gennem alle vore trængsler og i sidste ende frelse os i det celestiale rige.
Som en del af vor himmelske Faders plan har han tilladt, at sorg er en del af vores jordiske prøvestand.1 Selvom det kan se ud som om, at de smertelige prøvelser ikke bliver ligeligt fordelt, kan vi være forvisset om, at vi alle i en eller anden udstrækning lider og kæmper. Det er min bøn, at Helligånden vil vejlede os til en større forståelse af, hvorfor det må være sådan.
Når vi betragter livets svære erfaringer igennem den linse, som udgøres af vores tro på Jesus Kristus, bliver vi i stand til at se, at der kan være et godt formål med vores lidelse. Den trofaste kan erfare sandheden af Peters tilsyneladende selvmodsigende ord. Han skrev: »Men skulle I også komme til at lide for retfærdigheden, er I salige.«2 Når vi bruger »hjertet til at forstå«,3 kan vi både øge vores evne til at udholde vore prøvelser tålmodigt og lære – og blive forædlet – af dem. En sådan forståelse giver et svar på det tidløse spørgsmål: »Hvorfor rammer dårlige ting gode mennesker?«
Alle, der lytter i dag, er i en eller anden grad bekendt med ensomhed, fortvivlelse, smerte eller sorg. Uden »troens øje«4 og en forståelse af evig sandhed synes vi ofte, at jordelivets elendighed og lidelse kan skygge for den evige glæde ved at vide, at vor himmelske Faders store plan vitterlig er den evige plan for lykke. Der er ingen anden vej til at modtage en fylde af glæde.5
Gud opfordrer os til at imødegå vore unikke trængsler med tro, så vi kan høste velsignelser og opnå kundskab, som ikke kan erhverves på anden måde. Vi er blevet belært om at holde buddene under alle forhold og vilkår, for den »som er trofast i modgang, hans belønning er større i Himmeriget.«6 Og som vi læser i skriften: »Hvis du er sorgfuld, så påkald Herren din Gud i bøn, så jeres sjæl må blive glad.«7
Apostlen Paulus, som på ingen måde selv var ukendt med prøvelser, trak på sin egen erfaring til at undervise med både dybde og skønhed om det evige perspektiv, der kommer, når vi holder trofast ud i tålmodighed. Han sagde: »For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed.«8 Med andre ord kan vi midt i vore prøvelser vide, at Gud har sørget for en evigt kompenserende belønning.
Paulus’ evne til at omtale sit livs prøvelser, forfølgelse og sorg som »lette« trængsler modsiger, hvor svære de egentligt var, men for ham blev de opslugt i evangeliets evige perspektiv. Paulus’ tro på Jesus Kristus gjorde alt udholdeligt. Fem gange fik han slag, han blev pisket tre gange, han blev stenet en gang, tre gange led han skibbrud, han var ofte i fare for at drukne, i fare blandt røvere, ja endog i fare blandt falske brødre, han led af træthed og smerte, sult og tørst, kulde og mangel på klæder.9
Mange af os har tryglet Gud om at fjerne vores lidelse, og når den lindring, vi har søgt, ikke er kommet, har vi været fristet til at tro, at han ikke lytter. Jeg vidner om, at selv i de stunder hører han vore bønner. Der er en grund til, at han tillader, at vore lidelser fortsætter,10 og han vil hjælpe os med at bære dem.11
I en meget åbenhjertig og eftertænksom passage fortæller Paulus om en ikke nærmere bestemt »torn i kødet«, som volder ham stor smerte og til tre gange at trygle Herren om at tage den fra ham. Som svar på Paulus’ bøn fjernede Herren ikke den torn, men han indgød ham en fred og en forståelse ved at sige: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.« Med denne nye forståelse blev Paulus i stand til at acceptere og være taknemlig for den torn, han havde fået. Han sagde: »Jeg vil … være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig.«12
Når vi anlægger dette evige perspektiv på vores liv, vil vores evne til at holde ud vokse, vi lærer, hvordan man bistår dem, der står i behov for bistand,13 og vi når frem til at påskønne og tilmed sige tak for erfaringer, Gud tillader os at få, som læremestrer mod vejen mod evigt liv.
Når vi kæmper os igennem modgang, kan det være svært at se vores modgang som vejskilte på vores personlige vej i Kristi fodspor. Men uanset om vi befinder os midt i fortvivlelsens mørke dal eller højt på lykkens tinder, kan det at lære af og være medfølende over for andres lidelser være en velsignelse.
Under en stavskonference, som jeg for nylig var med til i Filippinerne, græd mit hjerte, da jeg hørte om den tragedie, der var overgået bror Daniel Apilado. Bror Apilado og hans hustru blev døbt i 1974. De tog imod det gengivne evangelium og blev beseglet i templet. Derefter blev de velsignet med fem smukke børn. Den 7. juli 1997, og mens bror Apilado tjente som stavspræsident, gik der ild i deres lille hus. Bror Apilados ældste søn, Michael, reddede sin far, trak ham ud af den brændende bygning og løb så tilbage for at redde de andre. Det var sidste gang, bror Apilado så sin søn i live. Hans hustru, Dominga, og alle deres fem børn omkom i branden.
Det faktum, at bror Apilado levede et liv efter Guds vilje, da ulykken ramte, forhindrede ikke tragedien, og det gjorde ham heller ikke immun for den sorg, der fulgte. Men hans trofaste efterlevelse af sine pagter og hans udøvelse af tro på Kristus gav ham en forvisning i løftet om, at han ville blive forenet med sin hustru og familie. Det håb blev et anker for hans sjæl.14
Under mit besøg præsenterede bror Apilado, der nu er stavspatriark, mig for sin nye hustru og deres to sønner, Raphael og Daniel. Jesus Kristus kan og vil vitterligt give »lægedom til dem, hvis hjerte er knust«.15
Når jeg fortæller bror Apilados historie, er jeg samtidig bekymret for, at mange kan sammenligne deres sorg og modgang med hans enorme tab og synes, at deres blegner i sammenligning med. Sammenlign ikke, men søg efter at lære og anvende evige principper, når I døjer i jeres lidelsers ovn.
Hvis jeg må tale til jer personligt – alle jer, »som slider jer trætte og bærer tunge byrder«16 – må jeg så antyde, at jeres personlige kampe, jeres personlige sorger, smerter, plager og skrøbeligheder af enhver art, alle er kendt af vor Fader i himlen og hans Søn. Fat mod! Hav tro! Og tro på Guds løfter!
Formålet med Jesu Kristi mission var blandt andet, at han ville »påtage sig sit folks smerter og sygdomme«, »påtage sig deres skrøbeligheder« og »bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder.«17
For helt at tage imod de gaver, som vor Frelser frit stiller til rådighed, må vi alle lære, at lidelsen i sig selv ikke lærer eller giver os noget af varig værdi, medmindre vi bevidst lader os involvere i processen med at lære af vore prøvelser gennem udøvelse af tro.
Ældste Neal A. Maxwell fortalte på et tidspunkt om, hvad han havde lært om meningen med lidelser med disse ord:
»Visse former for lidelse kan, hvis de trofast udholdes, være forædlende …
En del af det at holde trofast ud består i at være sagtmodig nok, midt i trængslerne, til at lære af vores relevante erfaringer. Snarere end blot at passere gennem trængslerne må vi tillade trængslerne at passere gennem os og derved helliggøre os.«18
Hos dem, der udøver stærk og vedvarende tro på Jesus Kristus og hans løfter, har jeg bemærket et sikkert håb om, at der venter bedre ting forude. Dette sikre håb afstiver os, det giver os den styrke og kraft, vi har brug for til at holde ud.19 Når vi kan forbinde vore trængsler med en tillid til løftet om, at der er et formål med vores liv på jorden, og mere specifikt om den belønning, der venter os på himmelske steder, vil vores tro på Kristus vokse, og vi vil finde trøst for vores sjæl.
Så vil vi kunne se lyset for enden af tunnelen. Ældste Jeffrey R. Holland har sagt: »Der findes virkelig lys for enden af tunnelen. Det er verdens Lys, den lysende Morgenstjerne, det ›lys, som aldrig kan formørkes‹ (Mosi 16:9). Det er selve Guds Søn.«20
Vi kan finde styrke ved at vide, at alle de svære oplevelser i dette liv er midlertidige – selv den mørkeste nat bliver til daggry.
Når alt er forbi, og vi har udholdt alt med tro på Jesus Kristus, har vi løftet om, at Gud »vil tørre hver tåre af [vore] øjne.«21
Jeg bærer vidnesbyrd om, at Gud vor Fader og hans Søn, Jesus Kristus, lever, og at de holder deres løfter. Jeg bærer vidnesbyrd om, at Frelseren indbyder os alle til at komme og tage del i hans sonoffer. Når vi udøver tro på ham, vil han løfte og bære os gennem alle vore trængsler og i sidste ende frelse os i det celestiale rige. Jeg opfordrer jer til at komme til Kristus, holde ud i tro, blive fuldkommen gennem ham og have fuldkommen glæde i ham. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.