Hvem skal vi gå til?

Ældste M. Russell Ballard

De Tolv Apostles Kvorum

I sidste ende kommer vi alle til at svare på Frelserens spørgsmål: »Vil I også gå jeres vej?«

For år tilbage besøgte min familie og jeg det hellige land. Et af de minder, der står klarest fra vores rejse, var et besøg på det sted i Jerusalem, hvor nadveren traditionelt blev indstiftet.

Da vi stod på det sted, læste jeg fra Johannes 17, hvor Jesus bønfalder sin Fader for sine disciple:

»Jeg beder for dem … at de kan være ét ligesom vi …

Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig,

at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os.«¹

Jeg blev dybt rørt, da jeg læste de ord og opdagede, at jeg på det hellige sted bad om, at jeg altid måtte være et med min familie og vor himmelske Fader og hans Søn.

Vore dyrebare forhold til familie, venner, Herren og hans genoprettede kirke er blandt det, der betyder mest i livet. Fordi disse forhold er så vigtige, bør de påskønnes, beskyttes og plejes.

En af de mest hjerteskærende hændelser i skriften fandt sted, da »mange af [Herrens] disciple« fandt det svært at godtage hans lære og »forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham.«²

Da de disciple var forsvundet, spurgte Jesus de tolv: »Vil I også gå jeres vej?«³

Peter svarede:

»Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord,

og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.«⁴

I det øjeblik, hvor andre havde fokus på det, de ikke kunne acceptere, valgte apostlene at fokusere på det, de troede og vidste, og derfor blev de hos Kristus.

Da det senere blev pinse, modtog de tolv Helligåndsgaven. De blev frygtløse i deres vidnesbyrd om Kristus og fik en dybere forståelse af Jesu lære.

Det er ikke anderledes i dag. For nogle er Kristi invitation til at tro og forblive tro stadig svær – eller hård at acceptere. Nogle disciple kæmper med at forstå en bestemt retningslinje eller læresætning. Andre tager anstød af noget i vores historie eller i nuværende og tidligere medlemmers og lederes ufuldkommenhed. Andre finder det svært at efterleve en religion, der kræver så meget. Og endelig er nogle blevet »trætte af at gøre godt.«⁵ Af disse og andre årsager vakler nogle af Kirkens medlemmer i deres tro og tænker, at de måske skulle følge dem, »der forlod« Jesus og ikke fulgtes med ham mere.

Hvis nogen af jer vakler i troen, stiller jeg jer det samme spørgsmål, som Peter gjorde: »Hvem skal [I] gå til?« Hvis I vælger at blive mindre aktive eller forlade den genoprettede Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, hvor vil I så tage hen? Hvad vil I gøre? Beslutningen om ikke længere at følges med Kirkens medlemmer og Herrens udvalgte ledere vil få en varig virkning, som ikke altid kan ses med det samme. Der kan være nogle læresætninger, retningslinjer eller et stykke historie, som går på tværs af jeres overbevisning, og det kan være, at I føler, at den eneste måde at løse den indre konflikt på er ved at forlade de hellige. Hvis I lever lige så længe, som jeg har indtil nu, vil I opdage, at tingene har det med at løse sig selv. En inspireret indsigt eller åbenbaring kan kaste et nyt lys over et emne. Husk, at genoprettelsen ikke er én begivenhed, den er stadig i gang.

Opgiv aldrig de store sandheder, der er blevet åbenbaret gennem profeten Joseph Smith. Hold aldrig op med at læse, granske og anvende de af Kristi læresætninger, der er indeholdt i Mormons Bog.

Giv altid Herren tilstrækkelig med tid gennem oprigtige forsøg på at forstå, hvad Herren har åbenbaret. Som min kære ven og tidligere kollega, ældste Neal A. Maxwell, engang sagde: »Vi må ikke antage … at noget er uforklarligt, blot fordi det er uforklarligt for os.«⁶

Så inden I træffer det åndeligt risikable valg at gå, opfordrer jeg jer til at stoppe op og tænke nøje efter, inden I opgiver det, der førte jer til jeres vidnesbyrd om Jesu Kristi genoprettede kirke til at begynde med. Stop op og tænk over, hvad I har følt her, og hvorfor I følte det. Tænk over de gange, hvor Helligånden har båret vidnesbyrd for jer om evige sandheder.

Hvor vil I gå hen og finde andre, der deler jeres tro på himmelske Forældre, der elsker jer personligt, som lærer os, hvordan vi vender tilbage til deres evige nærhed?

Hvor vil I gå hen og blive undervist om en Frelser, som er jeres bedste ven, som ikke alene led for jeres synder, men som også led »smerter og trængsler og fristelser af enhver art«, så »hans indre kan fyldes med barmhjertighed, hvad angår kødet, så han, hvad angår kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder«,⁷ herunder, tror jeg, den skrøbelighed at miste troen?

Hvor vil I gå hen og lære mere om vor himmelske Faders plan for vores evige lykke og fred, en plan, der er fyldt med vidunderlige muligheder, lærdomme og vejledning på vores jordiske og evige rejse? Husk, at frelsesplanen giver livet på jorden mening og anviser en kurs.

Hvor vil I gå hen og finde en detaljeret og inspireret kirkeorganisationsstruktur, hvorigennem I undervises og støttes af mænd og kvinder, som er dybt engagerede i at tjene Herren ved at tjene jer og jeres familie?

Hvor vil I gå hen og finde levende profeter og apostle, som er kaldet af Gud til at give jer andre kilder til råd, forståelse, trøst og inspiration på vor tids udfordringer?

Hvor vil I gå hen og finde mennesker, der lever efter en række foreskrevne værdier og standarder, som I deler og ønsker at videregive til jeres børn og børnebørn?

Og hvor vil I gå hen og opleve den glæde, der kommer gennem templets frelsende ordinancer og pagter?

Brødre og søstre, det kan være en udfordring at godtage og efterleve Kristi evangelium. Sådan har det altid været, og sådan vil det altid være. Livet kan svare til en bjergvandring op ad et stejlt og vanskeligt spor. Det er naturligt og normalt at holde en pause ind i mellem for at få vejret og genoverveje ruten og vores hastighed. Det er ikke alle, der behøver at standse op, men der er intet galt i at gøre det, når omstændighederne fordrer det. Det kan rent faktisk være positivt for dem, der drager fuld fordel af muligheden for at blive genopfrisket af Kristi evangeliums levende vand.

Faren kommer, når man vælger at vandre væk fra den sti, der leder til livets træ.⁸ Sommetider kan vi lære, studere og vide, og andre gange er vi nødt til at tro, stole og håbe på.

I sidste ende kommer vi alle til at svare på Frelserens spørgsmål: »Vil I også gå jeres vej?«⁹ Vi er alle nødt til at søge vores eget svar på det spørgsmål. For nogle er svaret enkelt, for andre er det svært. Jeg foregiver ikke at vide, hvorfor det at tro falder nogen mere naturligt, end det gør for andre. Jeg er bare taknemlig for at vide, at svarene altid er der, og hvis vi søger dem – virkelig søger dem i en reel hensigt og af et oprigtigt, bønsomt hjerte – vil vi med tiden finde svarene på vore spørgsmål, når vi fortsætter ad evangeliets sti. I mit virke i Kirken har jeg kendt nogle, som drev bort og kom tilbage, efter deres tro var blevet prøvet.

Det er mit inderlige håb, at vi vil indbyde et stadigt større antal Guds børn til at finde og forblive på den evangeliske sti, så de også kan »spise af frugten, som [er] mere ønskværdig end al anden frugt.«¹⁰

Det er min dybfølte bøn, at vi vil opmuntre, acceptere, forstå og elske dem, som kæmper med deres tro. Vi må aldrig negligere nogen af vore brødre og søstre. Vi befinder os alle forskellige steder på vejen, og vi er nødt at hjælpe hinanden i forhold til det.

Akkurat som vi bør åbne armene i en velkommende ånd mod vore nyomvendte, så bør vi også omfavne og støtte dem, der har spørgsmål, og som vakler i troen.

For at bruge en anden metafor beder jeg om, at enhver, der overvejer at forlade det »gode skib Zion«, hvor Gud og Kristus står ved roret, vil stoppe op og tænke omhyggeligt over det, før de gør det.

Husk på, at selvom det gode gamle skib måske ryger ud i storme og høje bølger, så er Frelseren ombord, og han er i stand til at stilne stormen ved at sige: »Ti stille, hold inde!« Må vi indtil da ikke frygte, og må vi have den urokkelige tro på, at »både storm og sø adlyder ham«.¹¹

Brødre og søstre, jeg lover jer i Herrens navn, at han aldrig vil forlade sin kirke, og at han aldrig vil lade nogen af os i stikken. Husk Peters svar på Frelserens spørgsmål og ordene:

»Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord,

og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.«¹²

Jeg vidner om, at »der … ikke … gives noget andet navn eller nogen anden vej eller noget andet middel, hvorved frelse kan blive menneskenes børn til del, undtagen i og ved Kristi … navn.«¹³

Jeg vidner også om, at Jesus Kristus har kaldet apostle og profeter i vor tid og genoprettet sin Kirke med læresætninger og befalinger som et »tilflugt[ssted] fra uvejret og fra vreden«, der helt sikkert vil komme, medmindre jordens indbyggere vil omvende sig og vende tilbage til ham.¹⁴

Jeg vidner desuden om, at Herren opfordrer »alle til at komme til sig og tage del i hans godhed, og han afviser ingen, som kommer til ham, sort og hvid, træl og fri, mand og kvinde … og alle er lige for Gud«.¹⁵

Jesus er vor Frelser og Forløser, og hans gengivne evangelium vil føre os sikkert tilbage til vor himmelske Forældres nærhed, hvis vi holder os på evangeliets sti og følger i hans fodspor. Dette vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.