Den retfærdige dommer
Ældste Lynn G. Robbins
De Halvfjerds’ Præsidium
Der er kun en måde at dømme retfærdigt på, ligesom Jesus Kristus gjorde, og det er ved at være, som han er.
Jesus Kristus var i sit liv på jorden en kærlig dommer og usædvanlig vis og tålmodig. Han kendes i skrifterne som »den retfærdige dommer« (2 Tim 4:8; Moses 6:57), og hans råd til os er, at vi også skal »døm[me] en retfærdig dom« (se JSO, Matt 7:1-2 (i Guide til Skrifterne)) og »stol[e] på den Ånd, der leder til at gøre det gode … og til at dømme retfærdigt« (L&P 11:12).
Dette råd til de tolv nefitiske disciple vil hjælpe os til at dømme som Herren: »Og vid I, at I skal være dette folks dommere i overensstemmelse med den dom, som jeg giver jer, og som skal være retfærdig. Hvad slags mænd burde I derfor være? Sandelig siger jeg til jer: Ligesom jeg er« (3 Ne 27:27; fremhævelse tilføjet). Vi glemmer nogle gange, at da han gav os rådet om at være ligesom ham, var det i sammenhæng med, hvordan vi dømmer retfærdigt.
Uretfærdig dom
Et skændigt eksempel på uretfærdig dom finder vi i lignelsen om det vildfarne får, da farisæerne og de skriftkloge uberettiget dømte både Frelseren og dem, han spiste middag med, ved at sige: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem« (Luke 15:2) uden at ænse, at de selv var syndere. Fordi farisæerne og de skriftkloge havde et fordømmende hjerte, kendte de aldrig til glæden ved at redde det vildfarne får.
Det var også »de skriftkloge og farisæerne«, der bragte »en kvinde, der var grebet i ægteskabsbrud« (Joh 8:3) frem for Frelseren for at se, om han ville dømme hende ifølge moseloven (se v. 5). I kender resten af historien, hvordan han ydmygede dem for deres uretfærdige dom, og hvordan de blev dømt af deres egen samvittighed og gik væk »én efter én« (v. 9). Han sagde derefter til kvinden: »Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere. Og kvinden priste Gud fra den time og troede på hans navn« (JSO, Joh 8:11 (i den engelske sdh-udgave af Bibelen)).
Den naturlige mand eller kvinde i os alle har en tendens til at fordømme andre og dømme uretfærdigt eller selvretfærdigt. Det skete endog for Jakob og Johannes, to af Frelserens apostle. De blev rasende, da folkene i en samaritansk landsby behandlede Frelseren respektløst (se Luk 9:51-54):
»Da [de] så det, spurgte de: ›Herre, vil du have, at vi skal sige, at der skal falde ild ned fra himlen og fortære dem?‹
Men han vendte sig om og satte dem i rette«
(v. 54-55).
Vore dages »almindelig[e] dommer« (L&P 107:74), vores biskopper og grenspræsidenter, bør undgå enhver lignende lyst til at fordømme, ligesom Jakob og Johannes gjorde på det tidspunkt. En retfærdig dommer bør reagere på bekendelser med kærlighed og forståelse. En ung, der har begået en fejltagelse, bør forlade biskoppens kontor og føle Frelserens kærlighed gennem biskoppen og være omsluttet af forsoningens glæde og helbredende kraft – og aldrig føle sig gjort til skamme eller foragtet. Ellers kan biskoppen uforvarende drive det vildfarne får længere ud i ødemarken (se Luk 15:4).
Disciplinering
Men medfølelse ophæver ikke behovet for disciplinering. Ordet disciplinering kommer af det latinske ord »discere«, at lære eller »discipulus«, en, der lærer, hvilket gør en discipel til en studerende eller en tilhænger.1 At disciplinere på Herrens måde er at undervise kærligt og tålmodigt. I skrifterne bruger Herren ofte ordet revse, når han taler om disciplinering (se for eksempel Mosi 23:21; L&P 95:1). Det engelske ord for revse chasten kommer af det latinske ord »castus«, der betyder kysk eller ren og at rense.2
I denne verden er det en jordisk dommer, der dømmer en mand, så han bliver låst inde i et fængsel. I modsætning til det, så lærer Mormons Bog os, at når vi bevidst synder, bliver vi vores »egne dommere« (Alma 41:7) og overgiver os selv til det åndelige fængsel. Ironisk nok har den almindelige dommer i dette tilfælde nøglerne, der låser op for fængslets porte, »for med revselsen bereder jeg en vej til deres udfrielse fra alle former for fristelser, og jeg har elsket jer« (L&P95:1; fremhævelse tilføjet). En retfærdig dommers fremgangsmåde er barmhjertig, kærlig og forløsende, ikke fordømmende.
Den unge Joseph Smith blev disciplineret med fire års prøvetid, før han fik guldpladerne, »fordi du har ikke overholdt Herrens bud.«3 Senere, da Joseph mistede de 116 manuskriptsider, blev han disciplineret igen. Selvom Joseph var meget angerfuld, fratog Herren ham stadig hans privilegier for en kort stund, fordi »dem, som jeg elsker, revser jeg også, så deres synder må blive tilgivet dem« (L&P 95:1).
Joseph sagde: »Englen frydede sig, da han gav mig Urim og Tummim tilbage … og sagde, at Gud fandt behag i min trofasthed og ydmyghed og elskede mig for min anger og flid med hensyn til bøn.«4 Fordi Herren gerne ville lære Joseph en hjertegribende lektie, krævede han et hjerteskærende offer af ham – offer er en vigtig del af disciplinering.
Offer
»I oldtiden betød det at ofre, at man gjorde noget eller nogen hellig«,5 hvilket igen forbinder det til definitionen af det engelske ord chasten – »at rense.« På samme måde kom tilgivelse i det gamle Israel gennem et syndoffer eller et skyldoffer eller et offer.6 Offeret pegede ikke blot »mod det store og sidste offer« (Alma 34:14), men hjalp med at fremkalde en større taknemlighed for Frelserens forsoning. En uvillighed til at ofre som en del af vores bodfærdighed er en hån eller forklejnelse af hans større offer for den samme synd og en bagatellisering af hans lidelse – et hjerteløst tegn på utaknemlighed.
På den anden side er den søde ironi ved offer, at vi faktisk får noget, der har evig værdi – hans barmhjertighed og tilgivelse og i sidste ende »alt det, som … Fader[en] har« (L&P 84:38). Som en del af omvendelsesprocessen kan et offer også virke som en helbredende salve til at hjælpe med at erstatte »samvittighedsnag« (Alma 42:18) med »fred med samvittigheden« (Mosi 4:3). Uden et offer kan en person finde det svært at tilgive sig selv på grund af en vedvarende opmærksomhed på, at noget er blevet holdt tilbage.7
Forælderen som en retfærdig dommer
Mens få af os vil blive kaldet til at være en almindelig dommer, så gælder princippet om at dømme retfærdigt for os alle, især for forældre, der har en daglig mulighed for at bruge disse principper med deres børn. Effektiv undervisning af ens børn er selve kernen i at være en god forælder, og kærlig disciplinering er selve kernen i at være en retfærdig dommer.
Præsident Joseph F. Smith sagde: »Hvis børn er trodsige og vanskelige at styre, så vær tålmodige med dem, indtil I kan vinde dem gennem kærlighed … og da kan I forme deres karakter, som I vil.«8
Det er indsigtsfuldt, at profeterne, når de underviser om at disciplinere børn, henviser til altid at have kristuslignende egenskaber. Lære og Pagter giver os dette velkendte råd om disciplinering:
»Ingen magt eller indflydelse kan eller bør fastholdes i kraft af præstedømmet, uden at det sker ved overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed og sagtmodighed og ved uskrømtet kærlighed,
ved venlighed og sand kundskab, som uden hykleri og uden svig i høj grad vil udvikle sjælen.
Irettesæt i tide med skarphed, når du bliver tilskyndet af Helligånden, og udvis derefter et større mål af kærlighed« (L&P 121:41-43).
Skrifterne lærer os, at vi skal irettesætte, »når [vi] bliver tilskyndet af Helligånden«, ikke når vi tilskyndes af vrede. Helligånden og vrede er uforenelige, fordi »den, der har stridens ånd, er ikke af mig, men er af Djævelen, som er faderen til strid, og han ophidser menneskers hjerte til at strides med vrede, den ene mod den anden« (3 Ne 11:29). Præsident George Albert Smith sagde, at »uvenlige ting siges normalt ikke under Herrens inspiration. Herrens Ånd er venlig, den er tålmodig, næstekærlig, kærlig, overbærende og langmodig …
Men hvis vi er i besiddelse af en ånd, der finder fejl … på en ødelæggende måde, kommer det aldrig som følge af ledsagelse fra vor himmelske Faders Ånd og er altid skadelig
… Venlighed er den kraft, som Gud har givet os til at åbne hårde hjerter og underlægge os stædige sjæle.«9
Vores børns sande identitet
Da Frelseren besøgte nefitterne, gjorde han noget ekstraordinært med børnene:
»Og det skete, at han underviste og betjente børnene i den mængde … og han løste deres tunge, og de talte store og forunderlige ting til deres fædre …
Og de både så og hørte disse børn; ja, selv spædbørn åbnede deres mund og udtrykte forunderlige ting« (3 Ne 26:14, 16).
Måske var det, Herren gjorde ved at åbne munden på spædbørn, mere at åbne de forbløffede forældres øjne og ører. Disse forældre havde fået den ekstraordinære gave, det var at få et glimt af evigheden og se deres børns sande identitet og førjordiske fylde. Ville det ikke for evigt ændre den måde, forældrene så og behandlede deres børn på? Jeg kan godt lide denne variation af et Goethe-citat: »Den måde, du ser på [et barn], er den måde, du behandler dem på, og den måde, du behandler dem på, er sådan, som de bliver.«10 At mindes et barns sande identitet er forsynets gave, der på guddommelig vis inspirerer en retfærdig dommers forståelse.
Konklusion
Præsident Thomas S. Monson har lært os: »Lad aldrig et problem, der skal løses, blive vigtigere end en person, der skal vises kærlighed.«11 Hvor er det princip vigtigt for at blive en retfærdig dommer, især med vores egne børn.
Der er kun en måde at dømme retfærdigt på, ligesom Jesus Kristus gjorde, og det er ved at være, som han er. Derfor: »Hvad slags mænd [eller kvinder] burde I derfor være? Sandelig siger jeg til jer: Ligesom jeg er« (3 Ne 27:27). I Jesu Kristi navn. Amen.