Vær ambitiøse for Kristus

Ældste Kazuhiko Yamashita

De Halvfjerds

Vi er ambitiøse for Kristus, når vi trofast tjener, ydmygt accepterer, ædelt udholder, inderligt beder og værdigt deltager.

Mine kære brødre og søstre, i dag vil jeg tale til de unge i Kirken, inklusive vore fantastiske missionærer. Selvfølgelig er brødre og søstre, der er unge af hjertet, meget velkomne til at høre med.

Den 21. august sidste år indviede præsident Russell M. Nelson det smukke tempel i Sapporo – det tredje tempel i Japan. Templet i Sapporo er blevet bygget i det nordlige Japan i et område kaldet Hokkaido. Ligesom Utah blev Hokkaido grundlagt af hårdtarbejdende pionerer.

I 1876 blev en berømt underviser ved navn dr. William Clark¹ inviteret til at komme til Hokkaido for at undervise. Han boede kun i Japan i otte måneder, men hans kristne ånd efterlod et varigt indtryk hos hans unge ikke-kristne elever. Inden han tog af sted, gav han sine elever et budskab, som er blevet udødeliggjort i en bronzestatue.² Han sagde. »Drenge, vær ambitiøse! – Vær ambitiøse for Kristus.«³ Hans formaning om at »være ambitiøse for Kristus« kan være en vejledning for de sidste dages hellige i dag i deres daglige beslutninger.

Hvad betyder det at »være ambitiøs for Kristus? At være ambitiøs for Kristus betyder, at man er motiveret, fokuseret og engageret i hans værk. At være ambitiøs for Kristus vil sjældent medføre, at man bliver genstand for offentlig hæder. At være ambitiøs for Kristus betyder, at vi tjener med trofasthed og flid i vore menigheder uden beklagelser og med glæde i hjertet.

Vore missionærer i hele verden er smukke eksempler på dem, som virkelig er ambitiøse for Kristus. For nogle få år siden tjente søster Yamashita og jeg i Nagoya-missionen i Japan. Vores missionærer var så ambitiøse for Kristus. En af disse missionærer var en ung mand, der hed ældste Cowan.

Ældste Cowan sammen med præsident og søster Yamashita

Ældste Cowan havde ikke noget højre ben på grund af et cykeluheld som ung. Få uger efter han var ankommet til missionen, modtog jeg et opkald fra hans kammerat. Ældste Cowans benprotese var blevet ødelagt, mens han havde cyklet. Vi tog ham med hen til et sted, der kunne reparere protesen, og under private former så jeg for første gang hans ben. Det gik op for mig, hvor mange smerter han havde haft. Hans protese blev ordnet, og han vendte tilbage til sit område.

Men som ugerne gik, blev protesen ved med at gå i stykker. Den medicinske vejleder i området anbefalede, at ældste Cowan blev sendt hjem og eventuelt fik en ny opgave. Jeg fulgte ikke dette råd, fordi ældste Cowan var en dygtig missionær, og han havde et stærkt ønske om at blive i Japan. Ældste Cowan begyndte dog gradvist at nå sin fysiske grænse. På trods af dette knurrede eller klagede han ikke.

Igen blev jeg rådet til at lade ældste Cowan tjene et sted, der ikke krævede, at han cyklede. Jeg grundede over situationen. Jeg tænkte på ældste Cowan og hans fremtid, og jeg bad omkring sagen. Jeg følte mig tilskyndet til, at lade ældste Cowan vende hjem og vente på en anden opgave. Jeg ringede til ham og udtrykte min kærlighed og bekymring og fortalte ham om min beslutning. Han sagde ikke noget. Jeg kunne blot høre ham græde i den anden ende af telefonen. Jeg sagde: »Ældste Cowan, du behøver ikke at svare mig lige nu. Jeg ringer tilbage i morgen. Vær sød at overveje min anbefaling med oprigtig bøn.«

Da jeg ringede til ham næste morgen, sagde han ydmygt, at han ville følge mit råd.

Under mit sidste interview med ham spurgte jeg ham om følgende: »Ældste Cowan, anmodede du på din missionsansøgning om at blive sendt til en mission, hvor du ikke skulle cykle?«

Han svarede: »Ja, præsident, det gjorde jeg.«

Jeg svarede: »Ældste Cowan, du blev kaldet til Nagoya-missionen i Japan, hvor du ville komme til at cykle. Fortalte du dette til din stavspræsident?«

Hans svar overraskede mig. Han sagde: »Nej, det gjorde jeg ikke, for jeg var fast besluttet på, at hvis det var stedet, som Herren kaldte mig til, ville jeg tage i fitnesscenteret og træne min krop, så jeg ville være i stand til at cykle.«

Sidst i vores interview spurgte han mig med tårer i øjnene: »Præsident Yamashita, hvorfor kom jeg til Japan? Hvorfor er jeg her?«

Jeg svarede ham uden at tøve: »Ældste Cowan, jeg kender en grund til, at du kom her. Du kom for min skyld. Jeg er kommet til at forstå, hvilken imponerende ung mand, jeg har tjent sammen med. Jeg er velsignet ved at kende dig.«

Jeg kan med glæde fortælle, at ældste Cowan vendte hjem til sit kærlige hjem og blev kaldet til at tjene i en mission, hvor han kunne bruge en bil til at komme rundt. Jeg er ikke kun stolt af ældste Cowan, men også af alle de missionærer over hele verden, som villigt tjener uden at knurre eller at beklage sig. Tak, ældster og søstre for jeres tro, fokus og jeres stærke ambitioner for Kristus.

Mormons Bog indeholder mange beretninger om folk, som var ambitiøse for Kristus. Alma den Yngre forfulgte kirken og medlemmerne, da han var en ung mand. Han gennemgik sidenhen en voldsom forandring i hjertet og tjente som en stærk missionær. Han søgte Herrens vejledning, og han velsignede sine kammerater, når de tjente med ham. Herren styrkede ham, og han overkom de prøvelser, han fik.

Denne Alma gav sin søn Helaman følgende råd:

»At hver den, der sætter sin lid til Gud, bliver støttet under sine prøvelser og sine besværligheder og sine trængsler …

Hold Guds befalinger …

Rådfør dig med Herren i alle dine gerninger, så vejleder han dig til din gavn.«⁴

Vores anden søn tilbragte det meste af sin ungdom væk fra Kirken. Da han fyldte 20, havde han en oplevelse, der gav ham et ønske om at ændre sit liv. Med kærlighed, bøn og hjælp fra sin familie og medlemmer af Kirken og i sidste ende gennem medfølelse og barmhjertighed fra Herren, vendte han tilbage til Kirken.

Han blev senere kaldet til at tjene på mission i Seattle i staten Washington. I begyndelsen oplevede han stor modløshed. Hver aften i de første tre måneder gik han ud på toilettet og græd. Ligesom ældste Cowan forsøgte han at forstå: »Hvorfor er jeg her?«

Da han havde tjent i et år, modtog vi en e-mail, der var et svar på vore bønner. Han skrev: »Lige nu kan jeg virkelig føle Guds og Jesu kærlighed. Jeg vil arbejde hårdt for at blive ligesom de tidlige profeter. Selvom jeg også oplever en masse vanskeligheder, er jeg oprigtigt glad. At tjene Jesus er virkelig det bedste nogensinde. Der er intet så vidunderligt som dette. Jeg er så glad.«

Han følte, ligesom Alma gjorde: »Og åh, hvilken glæde og hvilket forunderligt lys så jeg ikke; ja, min sjæl blev fyldt af glæde, lige overordentlig stor som min smerte havde været.«⁵

I vores liv oplever vi prøvelser, men hvis vi er ambitiøse for Kristus, kan vi fokusere på ham og føle glæde, selv midt i dem. Vor Forløser er det ultimative eksempel. Han forstod sin hellige mission og var lydig mod Gud Faderens vilje. Hvor er det en velsignelse at erindre hans vidunderlige eksempel hver uge, når vi deltager i nadveren.

Mine kære brødre og søstre, vi er ambitiøse for Kristus, når vi trofast tjener, ydmygt accepterer, ædelt udholder, inderligt beder og værdigt deltager.

Må vi være ambitiøse for Kristus, mens vi accepterer vore vanskeligheder og prøvelser med tålmodighed og tro og finder glæde på vores vej i pagten.

Jeg vidner om, at Herren kender jer. Han kender jeres problemer og bekymringer. Han kender jeres ønske om at tjene ham med hengivenhed og ja, selv ambition. Må han vejlede og velsigne jer, når I gør dette. I Jesu Kristi navn. Amen.