Fjerde sal, sidste dør
Præsident Dieter F. Uchtdorf
Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab
Gud »belønner dem, som oprigtigt søger ham,« så vi må blive ved med at banke på. Søstre, giv ikke op. Søg Gud af hele jeres hjerte.
Mine kære søstre, kære venner, hvor er vi velsignede ved igen at samles til denne verdensomspændende konference under ledelse af vores kære profet og præsident, Thomas S. Monson. Præsident, vi elsker dig, og vi støtter dig! Vi ved, at du elsker søstrene i Kirken.
Jeg elsker at overvære dette vidunderlige møde for Kirkens søstre ved generalkonferencen.
Søstre, når jeg ser på jer, kan jeg ikke lade være med at tænke på de kvinder, der har haft så stor indflydelse i mit liv: Min bedstemor og mor, som var de første, der tog imod invitationen til at komme og se, hvad Kirken handler om.1 Der er min elskede hustru, Harriet, som jeg blev forelsket i første gang, jeg så hende. Der er Harriets mor, som tilsluttede sig Kirken, kort tid efter hun mistede sin mand til kræft. Der er min søster, min datter, mit barnebarn og mit oldebarn – alle disse personer har haft en forædlende indflydelse på mig. De bringer virkelig solskin ind i mit liv. De inspirerer mig til at blive en bedre mand og en mere opmærksom kirkeleder. Hvor ville mit liv være anderledes uden dem!
Det, der måske gør mig mest ydmyg, er at vide, at den samme indflydelse bliver gentaget millioner af gange over hele Kirken gennem troende kvinder med evner, talenter, intelligens og vidnesbyrd som jer.
Nuvel, måske føler nogle af jer ikke værdige til så megen ros. I tænker måske, at I er for ubetydelige til at have så meningsfuld indflydelse på andre. Måske betragter I jer slet ikke som en »troens kvinde«, fordi I nogle gange kæmper med tvivl eller frygt.
I dag ønsker jeg at tale til alle, der nogensinde har haft den følelse – og det omfatter sikkert os alle på et eller andet tidspunkt. Jeg ønsker at tale om tro – hvad det er, hvad det kan og ikke kan gøre, og hvad vi må gøre for at aktivere troens kraft i vores tilværelse.
Sådan er tro
Tro er en stærk overbevisning om noget, vi tror – en overbevisning så stærk, at den bevæger os til at gøre noget, vi ellers ikke ville gøre. »Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.«2
Selv om det giver mening for troende mennesker, er det ofte forvirrende for ikke-troende. De ryster på hovedet og spørger: »Hvordan kan nogen være sikre på noget, de ikke kan se?« For dem er det tegn på, at religion er irrationel.
Hvad de ikke forstår er, at der er flere måder at se på end med vore øjne, flere måder at føle på end med vore hænder og flere måder at høre på end med vore ører.
Det er lidt ligesom den lille piges oplevelse, da hun var ude at gå med sin bedstemor. Fuglenes sang var herlig for den lille pige, og hun gjorde sin bedstemor opmærksom på hver eneste lyd.
»Hørte du det?« spurgte den lille pige igen og igen. Men hendes bedstemor hørte ikke så godt og kunne ikke opfatte alle lydene.
Til sidst knælede bedstemoderen ned og sagde: »Jeg er ked af det min ven. Bedstemor hører ikke så godt.«
Frustreret tog den lille pige sin bedstemors ansigt i sine hænder, så hende direkte i øjnene og sagde: »Bedstemor, lyt bedre!«
Der er lektioner i denne beretning for både den ikke-troende og den troende. Blot fordi vi ikke kan høre noget, betyder det ikke, at der ikke er noget at høre. To personer kan lytte til det samme budskab eller læse det samme skriftsted, og den ene kan føle Åndens vidnesbyrd, mens den anden ikke gør.
På den anden side er det i vores indsats for at hjælpe vore kære til at opleve Åndens røst og den omfattende, evige og inderlige skønhed i Jesu Kristi evangelium måske ikke den bedste måde at fortælle dem, at de skal »lytte bedre«.
Et måske bedre råd – for enhver, som ønsker at opnå mere tro – er at lytte anderledes. Apostlen Paulus opfordrer os til at finde den røst, der taler til vores ånd, ikke kun til vore ører. Han sagde: »[Personen uden Ånden] tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok.«3 Eller måske bør vi overveje ordene fra Den lille prins af Saint-Exupéry, som sagde: »Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.«4
Troens kraft og begrænsninger
Sommetider er det ikke let at udvikle tro på noget åndeligt, mens vi lever i en fysisk verden. Men det er indsatsen værd, for troens kraft i vores liv kan være stor. Skrifterne lærer os, at gennem tro blev verdener dannet, vande blev delt, døde blev oprejst, og floder og bjerge blev flyttet fra deres kurs.5
Alligevel kan nogen spørge: »Hvis tro er så stærk, hvorfor kan jeg så ikke få svar på en bøn fra hjertet? Jeg har ikke brug for at dele vandene eller flytte et bjerg. Jeg har blot brug for, at min sygdom forsvinder, eller at mine forældre tilgiver hinanden, eller at en evig partner dukker op på mit dørtrin med en buket blomster i den ene hånd og en forlovelsesring i den anden. Hvorfor kan min tro ikke udrette det?«
Tro er meget stærk, og den kan ofte føre til mirakler. Men uanset hvor megen tro vi har, er der to ting, som tro ikke kan. Tro kan ikke bestemme over en anden persons handlefrihed.
En kvinde bad i årevis om, at hendes vildfarne datter ville vende tilbage til Kristi fold, og følte sig modløs over, at hendes bønner tilsyneladende forblev ubesvarede. Det var især smertefuldt, når hun hørte beretninger om andre vildfarne børn, som havde omvendt sig fra deres overtrædelser.
Problemet var ikke mangel på bønner eller mangel på tro. Hun behøvede blot at forstå, at hvor smertefuldt det end må være for vor Fader i himlen, så vil han ikke tvinge nogen til at vælge retfærdighedens sti. Gud tvang ikke sine egne børn til at følge ham i den førjordiske verden. Hvor meget mindre vil han da tvinge os nu, mens vi rejser gennem dette liv på jorden?
Gud vil opfordre, overtale. Gud vil utrætteligt række ud med kærlighed, inspiration og opmuntring. Men Gud vil aldrig tvinge – det vil undergrave hans store plan for vores evige udvikling.
Det andet, som tro ikke kan gøre, er at påtvinge Gud vores vilje. Vi kan ikke tvinge Gud til at opfylde vore ønsker – uanset hvor meget ret vi tror, vi har, eller hvor oprigtigt vi beder. Tænk på Paulus’ oplevelse, han som utallige gange bønfaldt Herren om at lette en personlig prøvelse, som han kaldte »en torn i kødet«. Men det var ikke Guds vilje. Med tiden erkendte Paulus, at hans prøvelse var en velsignelse, og han takkede Gud for ikke at besvare sine bønner, sådan som han havde håbet på.6
Tillid og tro
Nej, hensigten med tro er ikke at ændre Guds vilje, men at gøre os i stand til at handle ifølge Guds vilje. Tro er tillid – tro på, at Gud ser det, vi ikke kan, og at han ved, hvad vi ikke gør.7 Nogle gange er det ikke nok at stole på vores eget syn.
Det lærte jeg som pilot i et flyselskab på dage, hvor jeg måtte flyve ind i en tyk tåge eller i skyer og kun kunne se nogle få meter fremad. Jeg måtte stole på instrumenter, som fortalte mig, hvor jeg var, og hvor jeg var på vej hen. Jeg måtte lytte til flylederens stemme. Jeg måtte følge vejledningen fra en anden med mere præcise oplysninger, end jeg havde. En person, som jeg ikke kunne se, men som jeg havde lært at stole på. En person, der kunne se det, jeg ikke kunne. Jeg måtte udvise tillid og handle derefter for at komme sikkert frem til mit mål.
Tro vil sige, at vi ikke blot stoler på Guds visdom, men at vi også stoler på hans kærlighed. Det betyder at stole på, at Gud elsker os fuldkomment, at alt, hvad han gør – hver eneste velsignelse han giver, og hver eneste velsignelse han en tid måtte holde tilbage – er for vores evige lykkes skyld.8
Med den slags tro, selv om vi måske ikke forstår, hvorfor visse ting sker, eller hvorfor visse bønner forbliver ubesvarede, kan vi vide, at alt til sidst vil give mening. »Alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud.«9
Alt vil falde på plads. Alt vil blive godt.
Vi kan være sikre på, at svar vil komme, og vi kan være overbevist om, at vi ikke blot vil være tilfredse med svarene, men vi vil også være overvældede af vor himmelske Faders nåde, barmhjertighed, gavmildhed og kærlighed til os, hans børn.
Bliv ved med at banke på
Indtil det tidspunkt vandrer vi ved enhver tro, vi måtte have,10 og søger altid at styrke vores tro. Sommetider er det ikke en nem opgave. De, der er utålmodige, ikke har forpligtet sig eller er ligeglade, kan finde, at tro kan være flygtig. De, der let bliver modløse eller distraherede, kan knap nok opleve den. Tro kommer til den ydmyge, den flittige og den udholdende.
Den kommer til dem, som betaler prisen i trofasthed.
Denne sandhed illustreres af to unge missionærers oplevelse i Europa. De tjente i et område, hvor der var få dåb af nyomvendte. Jeg formoder, at det ville være forståeligt, hvis de tænkte, at det, de gjorde, ikke ville betyde meget.
Men disse to missionærer havde tro, og de var beslutsomme. De havde indstillingen, at hvis ingen lyttede til deres budskab, ville det ikke være, fordi de ikke havde gjort deres bedste.
En dag havde de en følelse af, at de skulle besøge beboerne i en velholdt fireetagers ejendom. De begyndte på første sal og bankede på hver dør, idet de præsenterede deres frelsende budskab om Jesus Kristus og genoprettelsen af hans kirke.
Ingen på første sal ville lytte til dem.
Hvor let ville det ikke være at sige: »Vi prøvede. Lad os stoppe her. Lad os gå igen og prøve en anden bygning.«
Men disse to missionærer havde tro, de var villige til at arbejde, og de bankede på hver eneste dør på anden sal.
Igen ville ingen lytte.
På tredje sal var det det samme. Og sådan gik det også på fjerde sal – det vil sige, indtil de bankede på den sidste dør på fjerde sal.
Da døren åbnedes, smilede en ung pige til dem og bad dem vente, mens hun talte med sin mor.
Hendes mor var kun 36 år og havde for nylig mistet sin mand. Hun havde ikke lyst til at tale med mormonmissionærer. Hun bad sin datter om at sende dem væk.
Men datteren bønfaldt hende. Disse unge mænd var så søde, sagde hun. Og det ville kun tage nogle få minutter.
Så modstræbende sagde moderen ja. Missionærerne præsenterede deres budskab og gav dem en bog, som moderen kunne læse – Mormons Bog.
Da de var gået, besluttede moderen, at hun i det mindste ville læse et par sider.
Hun læste hele bogen i løbet af nogle dage.
Kort tid efter trådte denne familie med en enlig mor ned i dåbens vande.
Da den lille familie besøgte deres lokale gren i Frankfurt, lagde en diakon mærke til, hvor smuk en af døtrene var, og tænkte ved sig selv: »Disse missionærer gør et godt stykke arbejde!«
Den unge diakons navn var Dieter Uchtdorf. Og den charmerende unge pige – som havde bønfaldet sin mor om at lytte til missionærerne – har det smukke navn Harriet. Alle, som møder hende, når hun ledsager mig på mine rejser, elsker hende. Hun har velsignet mange mennesker med sin kærlighed til evangeliet og sin strålende personlighed. Hun er virkelig mit livs solstråle.
Jeg har ofte i mit hjerte udtrykt taknemlighed for de to missionærer, som ikke standsede på første sal! Mit hjerte har ofte rakt ud i påskønnelse for deres tro og gerninger. Jeg har ofte takket for, at de blev ved – selv på fjerde sal og sidste dør.
Der skal lukkes op for jer
Lad os i vores søgen efter varig tro, i vores jagt efter at få forbindelse med Gud og hans hensigter huske Herrens løfte: »Bank på, så skal der blive lukket op for jer.«11
Vil vi give op efter at have banket på en dør eller to? En etage eller to?
Eller bliver vi ved med at søge, indtil vi har nået fjerde sal og sidste dør?
Gud »lønner dem, som søger ham«,12 men den belønning ligger normalt ikke bag den første dør. Så vi er nødt til at blive ved med at banke på. Søstre, giv ikke op. Søg Gud af hele jeres hjerte. Udøv tro. Gå i retskaffenhed.
Jeg lover, at hvis I vil gøre det – selv til fjerde sal, sidste dør – vil I modtage de svar, I søger. I vil finde tro. Og en dag vil I blive fyldt med lys, der bliver »klarere og klarere, indtil den fuldkomne dag«.13
Mine elskede søstre i Kristus, Gud er virkelig.
Han lever.
Han elsker jer.
Han kender jer.
Han forstår jer.
Han kender den stille bøn i jeres hjerte.
Han har ikke forladt jer.
Han vil ikke svigte jer.
Det er mit vidnesbyrd og min apostolske velsignelse til jer hver især, at I selv vil mærke denne himmelske sandhed i jeres hjerte og sind. Lev i tro, kære venner, kære søstre, og »Herren, [vor] … Gud, [vil] lade jer blive tusind gange så mange og velsigne jer, som han har lovet jer.«14
Jeg efterlader jer min tro, min overbevisning og mit sikre og urokkelige vidnesbyrd om, at dette er Guds værk. I vor elskede Frelsers, Jesu Kristi, hellige navn. Amen.