Sjælens oprigtige ønske

Carol F. McConkie

Førsterådgiver i Unge Pigers hovedpræsidentskab

Hvert øjeblik med dyrebar bøn kan være hellig tid sammen med vor Fader, i Sønnens navn og ved Helligåndens kraft.

I de jordiske kampe er vi aldrig ladt alene til at udføre vores arbejde, kæmpe vore kampe eller til at stå over for modgang eller ubesvarede spørgsmål. Jesus Kristus underviste med en lignelse om, »at [menneskene] altid skulle bede og ikke blive trætte«. Han fortalte om en dommer, som ikke ærede Gud og var ligeglad med mennesker. En enke kom gentagne gange til ham og bad om at få ret over for sin modpart. I lang tid ville dommeren ikke hjælpe hende. Men på grund af hendes trofaste, konstante henvendelse tænkte dommeren til sidst: »Jeg [vil] dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær.«

Så forklarede Jesus:

»Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? …

Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart.«

Og så stiller Herren dette spørgsmål: »Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?«¹

Bøn er afgørende for at udvikle tro. Når Herren kommer igen, vil han så finde et folk, som ved, hvordan man beder i tro, og som derfor er forberedt til at modtage frelse? »For enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.«² Vi er børn af en kærlig himmelsk Fader, og vi kan glæde os over en personlig samtale med ham, når vi beder af »et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt, idet [vi] har tro på Kristus,«³ og derefter handler i overensstemmelse med de svar, vi modtager ved Helligåndens tilskyndelser. I tro beder vi, lytter vi, og adlyder vi, så vi kan lære at blive ét med Faderen og Sønnen.⁴

En bøn i tro åbner vejen for at modtage storslåede himmelsendte velsignelser. Frelseren lærte os:

»Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.

For enhver, der beder, får; og den, der søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for.«⁵

Hvis vi forventer at modtage, må vi bede, søge og banke på. Joseph Smith læste fra skrifterne i sin søgen efter sandheden: »Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.«⁶ Som svar på hans bøn i tro blev himlene åbnet. Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, nedsteg i herlighed og talte til Joseph Smith som indledning til tidernes fyldes uddeling. For os er mirakuløs helbredelse, effektiv beskyttelse, guddommelig kundskab, frigørende tilgivelse og dyrebar fred nogle af de svar, der kommer, når vi udtrykker vores sjæls oprigtige ønske i tro.⁷

Vi beder til vor Fader i Jesu Kristi navn ved Helligåndens kraft, og dermed inddrager vi alle tre medlemmer af Guddommen i vore ytringer.

Vi beder til vor himmelske Fader og kun ham, fordi han er »Gud i himlen, som er uendelig og evig, fra evighed til evighed … der formede himlen og jorden og alt, hvad der er i dem«. Som vores Skaber gav han befalinger om, at vi »skulle elske og tjene ham, den eneste levende og sande Gud, og at han skulle være det eneste væsen, som [vi] skulle tilbede«.⁸

Når I beder til vor himmelske Fader i tro, »så vil han trøste jer i jeres trængsler … [og I kan] tag[e] for jer af hans kærlighed«.⁹ Præsident Henry B. Eyring har fortalt, at hans fars bønner, mens han var ved at dø af kræft, lærte ham om det dybe personlige forhold mellem Gud og hans børn:

»Når smerten blev for intens, fandt vi ham om morgenen på sine knæ ved siden af sengen. Han havde været for svag til at komme op i sengen igen. Han fortalte os, at han havde spurgt vor himmelske Fader om, hvorfor han skulle lide så meget, når han altid havde prøvet at være god. Han fortalte, at der kom et venligt svar: ›Gud har brug for tapre sønner.‹

Så han blev ved og kæmpede videre i tillid til, at Gud elskede ham, lyttede til ham og ville løfte ham op. Han blev i en tidlig alder velsignet med at vide og aldrig glemme, at en kærlig Gud ikke er længere væk end en bøn.«¹⁰

Vi beder i Jesu Kristi navn, fordi vores frelse er i Kristus, og »der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved«.¹¹ Vi kommer til Faderen i Jesu Kristi hellige navn,¹² fordi han er vores talsmand hos Faderen, og han taler vores sag.¹³ Han led, blødte og døde for at herliggøre sin Fader, og hans barmhjertige bøn på vore vegne baner vejen for os hver især til at få fred i dette liv og evigt liv i den kommende verden. Han ønsker ikke, at vi lider længere eller udholder flere prøver end nødvendigt. Men han ønsker, at vi vender os mod ham og tillader ham at lette vore byrder, helbrede vores hjerte og rense vores sjæl gennem hans rensende kraft. Vi ønsker aldrig at misbruge hans navn med en remse eller gentagne ord. Oprigtige bønner, der fremsiges i Jesu Kristi hellige navn, er et udtryk for vores hengivne kærlighed, vores evige taknemlighed og vores urokkelige ønske om at bede, som han bad, at gøre, som han gjorde, og at blive som ham.

Vi beder ved Helligåndens kraft, for »den, som beder i Ånden, beder i overensstemmelse med Guds vilje«.¹⁴ Når vi beder med tro, kan Helligånden lede vore tanker, så vore ord er i harmoni med Guds vilje. »Bed ikke for at kunne ødsle det bort på jeres lyster, men bed med urokkelig fasthed om, at I ikke vil give efter for nogen fristelse, men at I vil tjene den sande og levende Gud.«¹⁵

»Det er ikke kun vigtigt, at vi ved, hvordan vi skal bede, det er lige så vigtigt, at vi ved, hvordan vi modtager svar på vore bønner, er forstandige, er opmærksomme, og bliver i stand til at kunne se klart og få en målrettet forståelse af Guds vilje og hensigt med os.«¹⁶

Præsident Eyring sagde: »Jeg har fået svar på bønner. Disse svar har været tydeligst, når det, jeg ønskede, blev bragt til tavshed af et altoverskyggende behov for at vide, hvad Gud ønskede. Først da kan svaret fra en kærlig himmelsk Fader blive formidlet til sindet af den stille, sagte stemme og blive skrevet i hjertet.«¹⁷

Da Frelseren trådte ind i Getsemane have, var hans sjæl fortvivlet til døden. Den eneste, han kunne vende sig til i sin smerte, var sin Fader. Han bad: »Hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi.« Men han tilføjede: »Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.«¹⁸ Selvom Frelseren var syndfri, var han kaldet til at »lide smerter og trængsler og fristelser af enhver art«, herunder sit folks sygdomme og svagheder. »[Han] lider … hvad angår kødet, så han kan påtage sig sit folks synder, så han kan slette deres overtrædelser i overensstemmelse med hans magt til at udfri.«¹⁹ Tre gange bad han: »Fader, ske din vilje.«²⁰ Bægeret blev ikke fjernet. I ydmyg, trofast bøn blev han styrket til at gå fremad og fuldføre sin guddommelige mission med at forberede vores frelse, så vi kunne omvende os, tro, adlyde og opnå evighedens velsignelser.

De svar, vi modtager i bøn, er måske ikke, hvad vi ville ønske. Men i vanskelige tider bliver vore bønner en livline af kærlighed og inderlig barmhjertighed. Vi kan under en bøn blive styrket til at gå fremad og fuldføre alt, hvad vi er blevet bedt om at gøre. Til sine hellige, som lever i hårde tider, har Herren sagt: »Lad derfor jeres hjerter finde trøst … for alt er i mine hænder; vær rolig og vid, at jeg er Gud.«²¹

Hvad enten vi beder personligt, i familien, i kirken eller i templet, om vi beder med et sønderknust hjerte og angerfuld ånd for at søge tilgivelse, himmelsk visdom eller blot styrken til at holde ud, beder vi altid med hjertet fyldt, bestandigt henvendt i bøn til Gud for vores velfærd og også for velfærden for dem, der er omkring os. Oprigtige ønsker, der fremføres i en ånd af taknemlighed for velsignelser i overflod og taknemlighed for erfaringer i livet, indgyder urokkelig tro på Kristus i vores hjerte, »et klart håb og en kærlighed til Gud og til alle mennesker«.²²

Bøn er en gave fra Gud. Vi behøver aldrig at føle os fortabt eller alene. Jeg vidner om, at hvert øjeblik med dyrebar bøn kan være hellig tid sammen med vor Fader, i Sønnens navn og ved Helligåndens kraft. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.