Er jeg god nok? Vil jeg klare det?
Af ældste J. Devn Cornish
De Halvfjerds
Hvis I virkelig prøver og ikke rationaliserer eller gør oprør – omvender jer ofte og beder om nåde – vil I helt sikkert være »gode nok«.
Kære søstre og brødre, hvilken velsignelse det er for os at samles og blive undervist af Herrens tjenere. Er det ikke vidunderligt, at der er så mange måder, hvorpå vor himmelske Fader vejleder og velsigner os? Han ønsker virkelig, at vi skal komme hjem.
Som ung nyuddannet læge blev jeg på grund af en række af velsignelser optaget i et ambitiøst og konkurrencepræget pædiatrisk videreuddannelsesforløb. Da jeg mødte de andre studerende, følte jeg, at jeg var den mindst intelligente og dårligst forberedte af alle. Jeg følte, at jeg på ingen måde kunne hamle op med resten af gruppen.
I begyndelsen af den tredje måned sad jeg sent en aften på sygeplejerskekontoret på hospitalet, hvor jeg skiftevis hulkede for mig selv og faldt i søvn, mens jeg forsøgte at skrive indlæggelsespapirerne for en lille dreng med lungebetændelse. Jeg havde aldrig følt mig så modløs i mit liv. Jeg anede ikke, hvordan man behandler lungebetændelse hos en 10-årig. Jeg begyndte at spekulere over, hvad jeg lavede der.
I det øjeblik lagde en af de ældre reservelæger sin hånd på min skulder. Han spurgte mig, hvordan jeg havde det, og jeg begyndte at fortælle om mine frustrationer og frygt. Hans svar ændrede mit liv. Han fortalte mig, hvor stolt han og de andre reservelæger var af mig, og hvordan de følte, at jeg ville blive en fremragende læge. Kort sagt troede han på mig på et tidspunkt, hvor jeg ikke troede på mig selv.
Ligesom med min egen oplevelse spørger medlemmerne ofte: »Er jeg en god nok person?« eller »Vil jeg virkelig komme i det celestiale rige?« Selvfølgelig findes der ikke sådan noget som »at være god nok.« Ingen af os kunne nogensinde »optjene« eller »fortjene« vores frelse, men det er normalt at spekulere på, om vi er acceptable for Herren, som er sådan, som jeg forstår disse spørgsmål.
Vi kan nogle gange, når vi er i kirke, blive modløse, selv af oprigtige opfordringer til at forbedre os selv. Vi tænker i vores stille sind: »Jeg kan ikke gøre alt dette« eller »jeg bliver aldrig så god som alle de her mennesker.« Måske føler vi, ligesom jeg følte den nat på hospitalet.
Mine kære brødre og søstre, vi skal stoppe med at sammenligne os selv med andre. Vi plager os selv unødigt ved at konkurrere og sammenligne. Vi dømmer fejlagtigt vores selvværd ud fra det, vi har eller ikke har, og ud fra andres meninger. Hvis vi skal sammenlige, lad os da sammenligne, hvordan vi var tidligere med, hvordan vi er i dag – og endda med, hvordan vi ønsker at være i fremtiden. Den eneste mening om os, der betyder noget, er, hvad vor himmelske Fader tænker om os. Spørg ham oprigtigt, hvad han mener om jer. Han vil elske og irettesætte os, men aldrig tage modet fra os. Det er Satans trick.
Lad mig være direkte og tydelig. Svaret på spørgsmålene: »Er jeg god nok?« og »vil jeg klare det?« er: »Ja! Du vil blive god nok« og »ja, du vil klare det, så længe du bliver ved med at omvende dig og ikke rationaliserer eller gør oprør.« Himlens Gud er ikke en hjerteløs dommer, som søger efter hvilken som helst undskyldning for at smide os ud af spillet. Han er vor fuldkomne, kærlige Fader, som længes mere end noget andet efter at få alle sine børn tilbage og bo hos ham som familier for evigt. Han gav virkelig sin enbårne Søn, så vi ikke fortabes, men får evigt liv!1 Tro og fat håb og trøst af denne evige sandhed. Vor himmelske Fader ønsker, at vi klarer det! Dette er hans gerning og herlighed.2
Jeg elsker den måde, som præsident Gordon B. Hinckley udtrykte dette princip. Jeg hørte ham ved flere lejligheder sige: »Brødre og søstre, alt, hvad Herren forventer af os, er, at vi prøver, men I skal virkelig prøve!«3
At »virkelig prøve« betyder at gøre det bedste, vi kan, idet vi erkender, hvor vi har brug for at forbedre os og så prøve igen. Ved at gøre dette gentagne gange kan vi komme tættere og tættere på Herren; vi føler hans Ånd mere og mere;4 og vi vil modtage mere af hans nåde eller hjælp.5
Jeg tror, at vi til tider ikke anerkender, hvor meget Herren ønsker at hjælpe os. Jeg elsker det, som ældste David A. Bednar har sagt:
»De fleste af os forstår, at forsoningen er til for syndere. Men jeg er ikke så sikker på, at vi ved og forstår, at forsoningen også er for hellige …
Forsoningen skænker os hjælp til at overvinde og undgå det dårlige og at handle og blive god …
›Det [er] ved Herrens nåde, at enkeltpersoner …modtager styrke og hjælp til at udføre gode gerninger, som de ellers ikke ville kunne udrette … Denne nåde er en opbyggende kraft‹ (Bible Dictionary, »Grace«; fremhævelse tilføjet) eller himmelsk hjælp, som enhver af os så inderligt har brug for til at kvalificere os til det celestiale rige.«6
Det eneste, vi skal gøre for at modtage denne himmelske hjælp, er at spørge efter den og derpå handle på de retfærdige tilskyndelser, vi modtager.
Den gode nyhed er, at hvis vi oprigtigt har omvendt os, vil vores tidligere synder ikke hindre os i at blive ophøjet. Moroni fortæller os om overtræderne på sin tid: »Men så ofte som de med oprigtig hensigt omvendte sig og stræbte efter tilgivelse, blev de tilgivet.«7
Og Herren selv sagde om synderen:
»Hvis han bekender sine synder for dig og mig og omvender sig i sit hjertes oprigtighed, skal I tilgive ham, og jeg vil også tilgive ham.
Ja, og så ofte som mit folk omvender sig, vil jeg tilgive dem deres overtrædelser imod mig.«8
Hvis vi oprigtigt omvender os, vil Gud virkelig tilgive os, selv når vi har begået den samme synd om og om igen. Som ældste Jeffrey R. Holland har sagt: »Uanset … hvor mange chancer, du synes, du er gået glip af, hvor mange fejl du har begået … så vidner jeg om, at du aldrig kommer så langt væk, at den guddommelige kærligheds arme ikke kan nå dig. Det er umuligt for dig at falde uden for rækkevidden af Kristi forsonings uendelige lys.«9
Dette betyder på ingen måde, at synd er i orden. Synd har altid konsekvenser. Synd skader og sårer altid både synderen og dem, som er påvirket af hans eller hendes synder. Og sand omvendelse er aldrig let.10 Desuden skal I forstå, at selvom Gud fjerner skylden og skammen for vores synder, når vi oprigtigt omvender os, fjerner han ikke alle konsekvenserne af vores synder med det samme. Nogle gange forbliver de hos os resten af vores liv. Og den værste form for synd er overlagt synd, hvor man siger: »Jeg kan synde nu og så omvende mig senere.« Jeg mener, at dette er en alvorlig hån af Jesu Kristi offer og lidelser.
Herren selv har sagt: »For jeg, Herren, kan ikke se på synd med den mindste grad af billigelse.«11
Og Alma erklærede: »Se, jeg siger dig: Ugudelighed har aldrig været lykke.«12
En af grundene til, at Almas udsagn er så sandt, er, at når vi gentager synd, tager vi afstand fra Ånden, bliver modløse og holder op med at omvende os. Men jeg gentager, at på grund af Frelserens forsoning kan vi omvende os og blive fuldstændig tilgivet, så snart vores omvendelse er oprigtig.
Vi kan ikke rationalisere i stedet for at omvende os. Det vil ikke virke, at vi retfærdiggør vores synder ved at sige: »Gud ved, at det er svært for mig, så han accepterer mig, som jeg er.« »At virkelig prøve« betyder, at vi bliver ved, indtil vi fuldt ud når Herrens standard, som er tydeligt defineret i de spørgsmål, vi bliver stillet, når vi skal have en tempelanbefaling.
Den andet, der helt sikkert vil holde os ude af himlen og adskille os fra den hjælp, vi har brug for nu, er oprør. I Moses’ bog lærer vi, at Satan blev nedstyrtet fra himlen på grund af oprør.13 Vi gør oprør, hver gang vi siger i vores hjerte: »Jeg har ikke brug for Gud, og jeg behøver ikke at omvende mig.«
Som børnelæge på en intensiv afdeling ved jeg, at hvis man afviser livsreddende behandling uden årsag, kan det unødigt forårsage fysisk død. Når vi gør oprør mod Gud, afviser vi på samme måde vores eneste hjælp og håb, som er Jesus Kristus, hvilket forårsager åndelig død. Ingen af os kan gøre dette ved vores egen kraft. Ingen af os vil nogensinde være »gode nok« uden Jesu Kristi fortjeneste og barmhjertighed,14 men fordi Gud respekterer vores handlefrihed, kan vi heller ikke blive frelst uden at prøve. Sådan virker balancen mellem nåde og gerninger. Vi kan have håb i Kristus, fordi han ønsker at hjælpe og forandre os. Faktisk hjælper han jer allerede. Bare stop op, og reflekter, og anerkend hans hjælp i jeres liv.
Jeg vidner for jer, at hvis I virkelig prøver og ikke rationaliserer eller gør oprør – omvender jer ofte og beder om Kristi nåde eller hjælp – vil I helt sikkert være »gode nok«, det vil sige acceptable for Herren. I vil komme i det celestiale rige og blive fuldkommengjort i Kristus, og I vil modtage de velsignelser og den herlighed og glæde, som Gud ønsker for enhver af sine dyrebare børn, herunder jer og mig. Jeg vidner om, at Gud lever, og at han ønsker, at vi kommer hjem. Jeg vidner om, at Jesus lever. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.