Herren Jesus Kristus lærer os at bede

Ældste Juan A. Uceda

De Halvfjerds

Når I beder, beder I så virkelig, eller siger I bare bønner?

I 1977 tjente jeg som fuldtidsmissionær i Cusco i Peru. Min kammerat og jeg fik tilladelse til at tage alle missionærer i Cusco med til de storslåede ruiner i Machu Picchu.

Ved slutningen af vores besøg ved ruinerne ønskede nogle af missionærerne at tage til Inkabroen, som er en del af en bjergsti. Med det samme følte jeg i mit hjerte, at Ånden ikke ønskede, at jeg gik derhen. Stien var på en bjergside med et fald på 600 m. Flere steder var stien kun bred nok til, at en enkelt person kunne passere ad gangen. Min kammerat og jeg fortalte dem, at vi ikke ville tage hen til Inkabroen.

Men de andre missionærer insisterede på, at vi tog derhen. Plageriet blev mere intenst og på trods af, hvad Ånden havde sagt til mig, gav jeg efter for gruppepresset og sagde til dem, at vi kunne tage hen til broen, men kun hvis vi var meget forsigtige.

Vi gik ind på stien, der førte til Inkabroen. Jeg gik bagerst, og i starten gik vi alle langsomt, sådan som vi havde aftalt. Så begyndte missionærerne at gå meget hurtigt og endda løbe. De ignorerede mine anmodninger om at sætte farten ned. Jeg følte mig forpligtet til at indhente dem for at fortælle dem, at vi skulle vende om. Jeg var langt bag dem, og jeg måtte løbe stærkt for at indhente dem.

Da jeg kom rundt om et hjørne til en passage, der var for smal til, at to kunne gå ved siden af hinanden, så jeg en missionær, der stod med ryggen mod klipperne. Jeg spurgte, hvorfor han stod der. Han fortalte mig, at han havde fået en tilskyndelse om at blive på det sted et øjeblik, og at jeg skulle fortsætte.

Jeg følte, at det hastede med at indhente de andre foran os, så han hjalp mig med at komme forbi ham, og jeg var i stand til at komme lidt længere ned ad stien. Jeg bemærkede, at der flere steder på jorden var helt grønt. Jeg satte min fod på jorden og opdagede, idet jeg faldt, at der ikke var nogen grund under det grønne. Jeg greb desperat ud efter nogle grene, der var under stien. Et øjeblik kunne jeg se Urumba-floden, som krydser inkaernes hellige dal, ca. 600 m under mig. Jeg følte, at mine kræfter havde forladt mig, og at det kun var et spørgsmål om tid, før jeg ikke længere kunne holde fast. I det øjeblik bad jeg intenst. Det var en meget kort bøn. Jeg åbnede min mund og sagde: »Fader, hjælp mig!«

Grenene var ikke stærke nok til at holde min kropsvægt. Jeg vidste, at enden var nær. I det samme øjeblik, hvor jeg var ved at falde, følte jeg en fast hånd tage mig ved armen og hive mig op. Med denne hjælp var jeg i stand til at hive mig selv op på stien. Det var missionæren, der var blevet tilbage, som reddede mig.

Men i virkeligheden var det vor Fader i himlen, der reddede mig. Han hørte min stemme. Jeg hørte Åndens stemme tre gange tidligere, der bad mig om ikke at gå til Inkabroen, men jeg havde ikke adlydt den stemme. Jeg var i chok, jeg var bleg, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Så kom jeg i tanke om, at de andre missionærer var foran os, så vi ledte efter dem, indtil vi fandt dem og fortalte dem om, hvad der var sket med mig.

Vi vendte tilbage til Machu Picchu meget forsigtigt og i stilhed. På tilbagevejen var jeg stille, og tanken kom til mit sind, at han havde været opmærksom på min stemme, men jeg havde ikke været opmærksom på hans. Der var en stor smerte i mit hjerte over ikke at have adlydt hans stemme og på samme tid en stor taknemlighed over hans barmhjertighed. Han udøvede ikke retfærdighed over mig, men i hans store barmhjertighed havde han reddet mit liv (se Alma 26:20).

Sidst på dagen, da det var tid til min personlige bøn, bad jeg fra hjertet til »barmhjertighedens fader og al trøsts Gud« (2 Kor 1:3). Jeg bad »af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt, idet [jeg havde] tro på Kristus« (Moro 10:4).

Da jeg havde bedt tidligt den morgen, havde jeg bedt med mine læber, og da jeg var ved at omkomme, bad jeg fra hjertet til ham. Jeg funderede over mit liv indtil da. Jeg fandt frem til, at vor Fader i himlen i mange tilfælde havde været barmhjertig mod mig. Han lærte mig mange lektier den dag i Machu Picchu i Cusco i Peru. En af de største lektier var, at jeg altid, altid skulle bede »af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt, [idet jeg udøver] tro på Kristus.«

Ved en lejlighed skete det, at da Jesus Kristus »var et sted og bad, at en af disciplene sagde til ham, da han holdt op med at bede: Herre, lær os at bede« (Luk 11:1). Så lærte han sine disciple at bede. Og i dag lærer han jer og mig at bede, når vi ser ham i vores sind bedende i Getsemane, mens han siger: »Dog, ske ikke min vilje, men din« (Luk 22:42). Når I beder, ønsker I så helt oprigtigt »ske ikke min vilje, men din«?

Paulus beskriver, hvordan Jesus bad, »mens han levede på jorden«, især i Getsemane: »[Han] opsendte … under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt (Hebr 5:7). Når I beder, beder I så virkelig, eller siger I bare bønner? Er I overfladiske med jeres bønner?

Jesus bad intenst og talte med sin Fader. »Det skete … og også Jesus blev døbt, og mens han bad, at himlen åbnedes« (Luk 3:21). Når I beder, føler I, at himlen bliver åbnet? Hvornår var sidste gang, at I følte den forbindelse med himlen?

Jesus forberedte sig selv på at tage store beslutninger ved at bede til sin Fader.

»Han [gik] engang op på bjerget for at bede, og han tilbragte natten i bøn til Gud.

Da det blev dag, kaldte han sine disciple til sig, og blandt dem udvalgte han tolv« (Luk 6:12-13).

Forbereder I jer selv på at tage store beslutninger ved at bede til jeres Fader? Forbereder I jer selv til en stund i bøn?

Da Jesus kom til det amerikanske kontinent, lærte han folket at bede. »Og Jesus sagde til dem: Bliv ved med at bede, og de holdt ikke op med at bede« (3 Ne 19:26).

Jesus inviterer os til at »bed[e] altid« (L&P 10:5). Jesus ved, at vor himmelske Fader hører os og giver, hvad der er bedst for os. Hvorfor er det, at vi nogle gange ikke ønsker at modtage? Hvorfor?

I det øjeblik, vi siger: »Fader i himlen«, hører han vore bønner og er opmærksom på os og vore behov. Og hans øjne og ører er nu forbundet med jer. Han læser vores sind, og han føler vores hjerte. I kan ikke skjule noget for ham. Det vidunderlige er, at han vil se på jer med øjne af kærlighed og barmhjertighed – en kærlighed og barmhjertighed vi ikke kan forstå fuldt ud. Men kærlighed og barmhjertighed er hos ham i det øjeblik, I siger: »Fader i himlen«.

Så en bønnestund er et meget, meget helligt øjeblik. Han er ikke en, der siger: »Nej, jeg vil ikke høre på jer nu, fordi I kommer kun til mig, når I har problemer.« Kun mennesker gør det. Han er ikke en, der siger: »Åh, I kan ikke forestille jer, hvor travlt jeg har nu.« Kun mennesker siger det.

Det er mit håb og min bøn, at vi alle må bede, sådan som Jesus har lært os at bede, i Herrens, Jesu Kristi, navn. Amen.