Ingen større glæde end at vide, at de ved det

Ældste K. Brett Nattress

De Halvfjerds

Jeg ved ikke, om der er noget i denne verden, som kunne give større lykke og glæde end at vide, at vore børn kender Frelseren.

Brødre og søstre, jeg har for nylig tænkt over dette spørgsmål: »Hvis alt det, vores børn vidste om evangeliet, kom fra jer – som deres eneste kilde – hvor meget ville de så vide?« Spørgsmålet gælder alle dem, som elsker, vejleder og påvirker børn.

Findes der en større gave, vi kan give vore børn, end at plante et minde dybt i deres hjerte om, at vi ved, at vor Forløser lever? Ved de, at vi ved det? Og vigtigere endnu ved de selv, at han lever?

Da jeg var dreng, var jeg min mors mest besværlige barn at opdrage. Jeg havde overmåde meget energi. Min mor fortæller, at hendes største frygt var, at jeg ikke ville leve længe nok til at blive voksen. Jeg var bare for aktiv.

Jeg husker som dreng, at jeg sad ved et nadvermøde sammen med min familie. Min mor havde lige fået nogle nye skrifter. Disse nye skrifter kombinerede alle standardværkerne i en bog, og i midten var der papir til noter.

Under mødet spurgte jeg, om jeg måtte holde hendes skrifter. Med håbet om at fremme min ærbødighed rakte hun mig dem. Da jeg kiggede i hendes skrifter, opdagede jeg, at hun havde skrevet et personligt mål i afsnittet med noter. Som forklaring på hendes mål må jeg fortælle jer, at jeg er nummer to ud af seks børn, og mit navn er Brett. Min mor havde kun skrevet et mål med rødt: »Tålmodighed med Brett!«

Lad mig fortælle jer om vores familiestudium, blot som endnu et bevis for at hjælpe jer til at forstå den udfordring mine forældre stod med i vores familie. Hver morgen læste min mor i Mormons Bog for os under morgenmaden. Min storebror, Dave, og jeg sad stille, men uærbødigt. For at være helt ærlige så lyttede vi ikke. Vi læste det, der stod på æsken med cornflakes.

Til sidst besluttede jeg en morgen at konfrontere min mor. Jeg erklærede: »Mor, hvorfor gør du dette mod os? Hvorfor læser du i Mormons Bog hver morgen?« Jeg kom da med en udtalelse, som jeg skammer mig over. Faktisk kan jeg ikke tro, at jeg sagde det. Jeg sagde: »Mor, jeg lytter ikke!«

Hendes kærlige svar var et afgørende øjeblik i mit liv. Hun sagde: »Søn, jeg var til et møde, hvor præsident Marion G. Romney underviste om velsignelserne ved skriftstudium. Under det møde fik jeg et løfte om, at hvis jeg ville læse Mormons Bog for mine børn hver dag, ville jeg aldrig miste dem.« Hun så mig så direkte ind i øjnene og sagde absolut stålsat: »Og jeg vil ikke miste dig!«

Hendes ord gennemborede mit hjerte. Til trods for mine ufuldkommenheder var jeg værd at redde! Hun underviste mig i den evige sandhed om, at jeg er søn af en kærlig himmelsk Fader. Jeg lærte, at uanset hvad, så er jeg det værd. Det var et fuldkomment øjeblik for en ufuldkommen, lille dreng.

Jeg er for evigt taknemlig for min engleagtige mor og for alle engle, der elsker børn fuldkomment til trods for deres ufuldkommenheder. Jeg tror fuldt og fast, at alle søstre – jeg vil kalde dem »engle« – er mødre i Zion, uanset om de er gift eller har børn her på jorden.

For mange år siden erklærede Det Første Præsidentskab: »Moderskabet er noget nær det guddommelige. Det er den højeste og helligste tjeneste, noget menneske kan påtage sig. Det sætter hende, der ærer det hellige kald og tjeneste, på niveau med engle.«¹

Jeg er taknemlig for engle overalt i Kirken, der frygtløst og kærligt erklærer evige sandheder for vor himmelske Faders børn.

Jeg er taknemlig for den gave, der hedder Mormons Bog. Jeg ved, at den er sand! Den rummer fylden af Jesu Kristi evangelium. Jeg kender ikke nogen, der flittigt læser i Mormons Bog hver dag med ren hensigt og med tro på Kristus, som har mistet deres vidnesbyrd og er faldet fra. Moronis profetiske løfter frembærer nøglen til at kende sandheden af alt – deriblandt evnen til at skelne og undgå modstanderens bedrag (se Moro 10:4-5).

Jeg er også taknemlig for en kærlig himmelsk Fader og for hans Søn, Jesus Kristus. Frelseren viste os det perfekte eksempel på, hvordan man lever i en ufuldkommen og uretfærdig verden. »Vi elsker, fordi han elskede os først« (1 Joh 4:19). Hans kærlighed til os kan ikke måles. Han er vores mest tro ven. Hans sved faldt »som bloddråber« for jer og også for mig (Luk 22:44). Han tilgav det, der syntes utilgiveligt. Han elskede den, der syntes umulig at elske. Han gjorde det, intet menneske kunne gøre: Han gav os forsoningen til at overvinde hele menneskehedens overtrædelser, smerter og sygdom.

På grund af Jesu Kristi forsoning kan vi leve med løftet om, at uanset hvad vores kampe måtte være, kan vi altid have håb i ham, »der er mægtig til at frelse« (2 Ne 31:19). På grund af hans forsoning kan vi have glæde, fred, lykke og evigt liv.

Præsident Boyd K. Packer har sagt: »Bortset fra de meget få, som forfalder til fortabelse, er der ingen vane, intet misbrug, intet oprør, ingen overtrædelse, intet frafald og ingen forbrydelse, som er undtaget løftet om fuldkommen tilgivelse. Det er løftet i Kristi forsoning.«²

En af de mest utrolige begivenheder i menneskets historie er Frelserens besøg, hvor han betjente de fordums beboere på det amerikanske kontinent. Forestil jer, hvordan det må have været at være der. Når jeg har tænkt over hans kærlige og ømme omsorg for de hellige, der var samlet ved templet, har jeg tænkt på hvert eneste barn, som jeg elsker mere end selve livet. Jeg har forsøgt at forestille mig, hvad jeg ville føle ved at se vores små, personligt se Frelseren invitere alle børn til at komme til ham, se Frelserens udstrakte arme, stå, mens hvert barn, et efter et, blidt mærker sårene i hans hænder og fødder og derefter se hver af dem stå og bære vidnesbyrd om, at han lever! (Se 3 Ne 11:14-17; se også 17:21; 18:25). At vores børn ville vende sig og sige: »Mor, far, det er ham!«

Jeg ved ikke, om der er noget i denne verden, som kunne give større lykke og glæde end at vide, at vores børn kender Frelseren, at vide, at de kender den »kilde de kan se hen [til] for at få forladelse for deres synder.« Det er derfor, at vi som medlemmer af Kirken »prædiker om Kristus«, og vi bærer vidnesbyrd om Kristus (2 Ne 25:26).

Det er derfor, vi beder sammen med vores børn hver eneste dag.
Det er derfor, at vi læser i skrifterne med dem hver eneste dag.
Det er derfor, at vi lærer dem at tjene andre, så de kan gøre krav på velsignelsen ved at finde sig selv, når de mister sig selv i tjeneste for andre (se Mark 8:35; Mosi 2:17).

Når vi hengiver os til disse enkle anvisninger for at leve som Kristi discipel, giver vi vores børn styrke, kærlighed til Frelseren og guddommelig vejledning og beskyttelse, når de møder modstanderens mægtige vinde.

Evangeliet handler virkelig om den ene. Det handler om ét vildfarent får (se Luk 15:3-7), det handler om én samaritansk kvinde ved brønden (se Joh 4:5-30), og det handler om én fortabt søn (se Luk 15:11-32).

Og det handler om én lille dreng, der kan påstå, at han ikke lytter.

Det handler om os hver især – hvor ufuldkomne vi end er – der bliver et med Frelseren, som han er et med sin Fader (se Joh 17:21).

Jeg vidner om, at vi har en kærlig himmelsk Fader, der kender vores navn! Jeg vidner om, at Jesus Kristus er den levende Guds Søn. Han er den Enbårne og vores talsmand hos Faderen. Jeg vidner også om, at frelse kommer i og ved hans navn – og på ingen anden måde.

Det er min bøn, at vi vil tilegne vores hjerte og hænder til at hjælpe alle vor himmelske Faders børn til at kende ham og føle hans kærlighed. Når vi gør det, lover han os evig glæde og lykke i denne verden og i den verden, der kommer. I Jesu Kristi navn. Amen.