Unge
Bøn for fred
Forfatteren bor i Arizona i USA.
Mine forældre deltog ofte i møder efter kirke, derfor så jeg efter mine tre yngre brødre og hjalp dem med at lave frokost – selvom de ofte var utålmodige og sultne. Hvis de begyndte at slås, kunne jeg almindeligvis løse det lille problem hurtigt. Men sommetider var det svært at stifte fred, når striden først var startet, for jeg blev oprørt.
En eftermiddag var det særlig svært for mine brødre at forliges. Det, jeg gjorde for at bilægge striden, syntes blot at gøre tingene værre, for jeg var vred. Så jeg lavede bare min egen frokost og lod være med at tale til dem. Så sagde jeg: »Jeg vil bede. Kan vi få et øjebliks ro?« Da de havde sat sig ned, velsignede jeg maden. Inden jeg afsluttede, tilføjede jeg: »Og vil du ikke nok hjælpe os med at være fredsstiftere?«
Til at begynde med virkede det, som om de ikke hørte det og begyndte at slås igen. Jeg blev irriteret, men vidste, jeg var nødt til at være så kærlig og rolig, som jeg kunne, for jeg havde lige bedt om fred. Efter et minut følte jeg mig meget rolig. Jeg spiste uden at sige noget, og drengene holdt op med at slås. Jeg indså, at den fred, jeg følte, var et svar på en enkel bøn. Jeg havde bedt om at være fredsstifter, og vor himmelske Fader havde hjulpet mig til at forblive rolig, da det havde været så let at råbe. Jeg ved, at han virkelig kan give os fred.