Et hjem, hvor Herrens Ånd er
I vil finde nogle af jeres største glæder i jeres bestræbelser på at gøre jeres hjem til et sted for tro på Herren Jesus Kristus og et sted, der er gennemsyret af kærlighed.
Mine kære brødre og søstre, jeg er taknemmelig for at være blevet bedt om at tale til jer ved denne aprilkonference i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. På denne dato i 1830 organiserede Joseph Smith Kirken under Herrens ledelse. Det skete i familien Whitmers hjem nær Fayette i New York. Der var seks medlemmer og omkring 50 andre interesserede mennesker til stede den dag.
Selvom jeg ikke ved, hvad profeten Joseph sagde, eller hvordan han så ud, da han stod foran den lille gruppe, så ved jeg, hvad disse folk med tro på Jesus Kristus følte. De følte Helligånden, og de følte, at de var et helligt sted. De følte helt sikkert, at de var forenede.
Denne mirakuløse følelse er, hvad vi alle ønsker i vores hjem. Det er en følelse, der kommer af at gøre, som Paulus beskrev det, som »Ånden vil«.1
Min hensigt i dag er at undervise om det, jeg ved, om hvordan vi oftere kan kvalificere os til den følelse og indbyde den til at forblive længere i vores familie. Som I af erfaring ved, er det ikke let at gøre. Strid, stolthed og synd skal holdes i ave. Kristi rene kærlighed må komme ind i hjertet hos vores familie.
Adam og Eva, Lehi og Sarija og andre forældre, vi kender fra skrifterne, fandt, at det var en svær udfordring. Men der er opmuntrende eksempler på vedholdende lykke i familier og hjem til at berolige os. Og disse eksempler lader os se, hvordan det kan ske for os og vores familie. I husker sikkert beretningen fra 4 Nefi:
»Og det skete, at der ikke var nogen strid i landet på grund af Guds kærlighed, som boede i folkets hjerte.
Og der var ingen misundelse eller stridigheder eller optøjer eller utugtigheder eller løgne eller mord eller nogen slags uterlighed, og visselig kunne der ikke findes noget lykkeligere folk blandt alle de folk, der var blevet skabt ved Guds hånd.
Der fandtes ingen røvere eller mordere, ej heller var der lamanitter eller nogen form for -itter; men de var alle ét, Kristi børn og arvinger til Guds rige.
Og hvor velsignede var de ikke! For Herren velsignede dem i alle deres gerninger; ja, de blev velsignet og havde fremgang, indtil et hundrede og ti år var gået; og det første slægtled fra Kristus var gået bort, og der var ingen strid i hele landet.«2
Som I ved, varede den lykkelige tid ikke evigt. Beretningen i 4 Nefi beskriver de eventuelle symptomer på åndeligt forfald blandt en gruppe gode mennesker. Det er et mønster, der gennem tiderne har vist sig blandt hele folkeslag, i forsamlinger og mest bedrøveligt i familier. Ved at studere det mønster kan vi se, hvordan vi kan beskytte og tilmed øge følelsen af kærlighed i vores familie.
Her er forfaldets mønster, som det viste sig efter 200 år med den fuldkomne fred, som evangeliet bringer:
Stolthed sneg sig ind.
Folket stoppede med at dele det, de havde, med hinanden.
De begyndte at se sig selv som værende i klasser, der var over eller under hinanden.
Deres tro på Jesus Kristus begyndte at blive mindre.
De begyndte at hade.
De begyndte at begå alle slags synder.
Kloge forældre vil være årvågne nok til at lægge mærke til disse symptomer, når de viser sig i deres familie. De vil selvfølgelig blive bekymrede. Men de vil vide, at den underliggende grund er Satans indflydelse, der prøver at lede gode folk ned ad en sti til synd, så de derved mister Helligåndens indflydelse. Så den kloge forælder vil se, at muligheden ligger i at lede hvert barn, og sig selv, til mere fuldt ud at tage imod Herrens indbydelse om at komme til ham.
I oplever måske begrænset succes ved at kalde et barn til at omvende sig fra for eksempel stolthed. I kan måske prøve at overtale børn til at dele det, de har, mere gavmildt. I kan bede dem om at holde op med at føle, at de er bedre end de andre i familien. Men så kommer I til det symptom, der tidligere er beskrevet som: »Deres tro på Jesus Kristus begyndte at blive mindre.«
Deri ligger nøglen til at lede jeres familie til at rejse sig til det åndelige sted, I ønsker for dem – og hvor I ønsker at være sammen med dem. Når I hjælper dem til at vokse i deres tro på, at Jesus Kristus er deres kærlige Forløser, vil de føle et ønske om at omvende sig. Når de gør det, vil ydmyghed begynde at erstatte stolthed. Når de begynder at føle, hvad Herren har givet dem, vil de ønske at dele mere gavmildt. Rivaliseringen for at være kendt eller for anerkendelse vil svinde. Had vil blive drevet ud af kærlighed. Og ligesom det skete for folket, der blev omvendt af kong Benjamin, så vil ønsket om at gøre godt til sidst styrke dem mod fristelsen til at synde. Kong Benjamins folk bar vidnesbyrd om, at de »ikke mere [havde] tilbøjelighed til at gøre ondt«.3
Så at opbygge tro på Jesus Kristus er begyndelsen til at afvende åndelig nedgang i jeres familie og i jeres hjem. Der er større sandsynlighed for, at troen medfører omvendelse end jeres forkyndelse mod hvert symptom på åndeligt forfald.
I leder bedst ved eksemplets magt. Jeres familie og andre må se jer vokse i jeres egen tro på Jesus Kristus og hans evangelium. I har for nylig fået stor hjælp. Forældre i Kirken er blevet velsignet med inspireret materiale til familier og enkeltpersoner. Når I bruger det, vil I opbygge jeres tro og jeres børns tro på Herren Jesus Kristus.
Voks i tro
Jeres tro på Frelseren er vokset ved at følge præsident Russell M. Nelsons forslag om at læse Mormons Bog igen. I markerede skriftsteder og ord, der henviste til Frelseren. Jeres tro på Jesus Kristus voksede. Men ligesom en ny plante, så vil en sådan tro på Jesus Kristus visne, medmindre I fortsat beslutter jer for at grunde og bede for at øge den.
Jeres eksempel på at vokse i tro bliver måske ikke fulgt af alle medlemmer af jeres familie nu. Men I kan få håb fra Alma den Yngres oplevelse. I sit smertefulde behov for omvendelse og tilgivelse huskede han sin fars tro på Jesus Kristus. Jeres børn husker måske jeres tro på Frelseren på et tidspunkt, hvor de står i desperat behov for omvendelse. Alma sagde om et sådant øjeblik:
»Og det skete, at mens jeg således blev martret med pinsel, mens jeg blev revet op ved erindringen om mine mange synder, se, da erindrede jeg også at have hørt min far profetere for folket angående en Jesus Kristus, Guds Søn, som skulle komme for at sone for verdens synder.
Se, da mit sind greb fat om denne tanke, råbte jeg i mit hjerte: O Jesus, du Guds Søn, hav barmhjertighed med mig, som er i bitterheds galde og er omsluttet af dødens evigtvarende lænker.
Og se nu, da jeg tænkte dette, kunne jeg ikke mere erindre mine smerter, ja, jeg blev ikke mere revet op ved erindringen om mine synder.«4
Bed med kærlighed
Udover jeres eksempel på at vokse i tro, kan det, at I beder sammen som familie, spille en afgørende rolle for at gøre hjemmet til et helligt sted. En person vælges som regel til at bede på vegne af familien. Når bønnen tydeligt rettes til Gud på vegne af de personer, der knæler og lytter, vokser troen hos dem alle. De kan føle udtryk for kærlighed til vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Og når den person, der beder, nævner dem, der knæler i den kreds, som har brug for hjælp, kan alle føle kærlighed til dem og til hver person i familien.
Selv når familiemedlemmer ikke bor hjemme, kan bøn opbygge kærlighedsbånd. Bøn i familien kan nå hele verden rundt. Mere end en gang har jeg fundet ud af, at en i familien langt væk har bedt på samme tidspunkt om den samme ting, som jeg gjorde. For mig kan den gamle talemåde: »Den familie, der beder sammen, bliver sammen«, udvides til: »Den familie, der beder sammen, er sammen, selv når de er langt fra hinanden.«
Undervis om tidlig omvendelse
Fordi ingen af os er fuldkomne, og fordi vi nemt kan føle os såret, kan familien kun blive et helligt tilflugtssted, når vi omvender os tidligt og oprigtigt. Forældre kan vise et eksempel. Man kan hurtigt og oprigtigt omvende sig fra hårde ord eller uvenlige tanker. Et enkelt »Undskyld« kan hele sår og indbyde begge til tilgivelse og kærlighed.
Profeten Joseph Smith var et forbillede for os, da han stod over for ondskabsfulde angreb, forrædere og endda uoverensstemmelser i sin familie. Han tilgav dem hurtigt, selvom han vidste, at angriberen måske ville angribe igen. Han bad om tilgivelse, og han gav den frit.5
Dyrk missionærånden
Mosijas sønner var fast besluttede på at tilbyde evangeliet til alle. Deres ønske kom fra deres personlige oplevelse med omvendelse. De kunne ikke bære tanken om, at nogen person skulle lide på grund af følgerne af synd, ligesom de havde gjort. Så de udstod årevis af afvisning, trængsler og farer for at tilbyde deres fjender Jesu Kristi evangelium. I processen fandt de glæde over de mange, der omvendte sig og oplevede glæden ved tilgivelse gennem Jesu Kristi forsoning.
Vores familie vil vokse i deres ønske om at dele evangeliet, når de føler glæden ved tilgivelse. Den kan endda komme, når de fornyr deres pagter, når de tager nadveren. Missionærånden vil vokse i vores hjem, når børn og forældre føler glæden ved tilgivelse til nadvermødet. Både forældre og børn kan ved deres eksempel på ærbødighed hjælpe hinanden til at føle den glæde. Den glæde kan nå langt og forandre vores hjem til en missionærskole. Alle tjener måske ikke på en mission, men alle vil føle ønsket om at fortælle andre om evangeliet, som har fået dem til at føle tilgivelse og fred. Og uanset om man lige for tiden tjener som fuldtidsmissionær eller ej, så kan alle føle glæden ved at tilbyde andre evangeliet.
Besøg templet
For både forældre og børn er templet den bedste mulighed for at få en følelse for og en kærlighed til himmelske steder. Det er især sandt, når børn er små. Børn er født med Kristi lys. Selv en baby kan føle, at et tempel er helligt. Fordi forældre elsker deres små børn, repræsenterer templet for dem håbet om, at de kan have deres børn hos sig og elske dem i deres evige familie – for evigt.
Nogle af jer har fotografier af templer i jeres hjem. Efterhånden, som der kommer templer over hele verden, er det muligt for mange mennesker at besøge tempelgrunden med deres familie. Nogle er måske endda i stand til at komme til åbent hus, når templet bliver bygget. Forældre kan spørge børn, hvordan de havde det med at være nær eller inde i et tempel.
Alle forældre kan bære vidnesbyrd om, hvad et tempel har betydet for ham eller hende. Præsident Ezra Taft Benson, der elskede templer, talte ofte om, hvordan han så sin mor omhyggeligt stryge sit tempeltøj.6 Han talte om et minde, han havde, da han som dreng så sin familie tage hjemmefra for at tage i templet.
Da han var Kirkens præsident, kom han i templet den samme dag hver uge. Han udførte altid tempelordinancer for en forfader. Det kom i høj grad fra hans forældres eksempel.
Mit vidnesbyrd
I vil finde nogle af jeres største glæder i jeres bestræbelse på at gøre jeres hjem til et sted for tro på Herren Jesus Kristus, og et sted, der er gennemsyret af kærlighed, Kristi rene kærlighed. Evangeliets gengivelse begyndte med et ydmygt spørgsmål, der blev overvejet i et ydmygt hjem, og det kan fortsætte i vores hjem, når vi fortsætter med at grundfæste og udøve evangeliske principper der. Det har været mit håb og mit største ønske, siden jeg var en lille dreng. I har alle set glimt af et sådant hjem. Mange af jer har med Herrens hjælp skabt det.
Nogle har helhjertet prøvet at få den velsignelse, men den er endnu ikke blevet skænket jer. Mit løfte til jer er et, som et medlem af De Tolv Apostles Kvorum engang gav mig. Jeg havde sagt til ham, at på grund af nogle valg, som nogle i vores slægt havde truffet, tvivlede jeg på, at vi kunne være sammen i den næste verden. Han sagde, så godt som jeg husker det: »Du bekymrer dig om det forkerte problem. Du skal bare leve værdigt til det celestiale rige, så bliver familiearrangementerne mere vidunderlige, end du kan forestille dig.«
Jeg tror, at han ville give dette glade håb til alle os dødelige, der har gjort alt, vi kan for at kvalificere os selv og vores familie til evigt liv. Jeg ved, at vor himmelske Faders plan er en plan for lykke. Jeg bærer vidnesbyrd om, at hans plan gør det muligt for os alle, der har gjort sit bedste, at blive beseglet som en familie for evigt.
Jeg ved, at de præstedømmenøgler, der blev gengivet til Joseph Smith, er blevet overdraget i en ubrudt linje til præsident Russell M. Nelson. Disse nøgler gør det muligt at besegle familier i vore dage. Jeg ved, at vor himmelske Fader elsker os, sine åndelige børn, med en fuldkommen kærlighed. Jeg ved, at vi på grund af Jesu Kristi forsoning kan omvende os, blive renset og blive værdige til at bo i en kærlig familie for evigt med vor himmelske Fader og med hans elskede Søn, Jesus Kristus. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.