Jesu Kristi forsoning

Tad R. Callister

Afløst for nylig som Søndagsskolens hovedpræsident

Frelserens forsoning er ikke kun uendelig i omfang, men også tilpasset den enkelte.

På denne tid af året glæder vi os især over Frelserens forsoning og reflekterer over den. Det er i sandhed den mest guddommelige, bevidsthedsudvidende og inderlige lære, som denne verden eller dette univers nogensinde har kendt. Det er den, der giver vores liv håb og formål.

Men hvad er Jesu Kristi forsoning? På en måde er den en række af guddommelige begivenheder, der begyndte i Getsemane have, fortsatte på korset og kulminerede med Frelserens opstandelse fra graven. Den er motiveret af en ubegribelig kærlighed til os alle. Den krævede en person, der var syndfri, der havde uendelig magt over elementerne – selv døden, en der besad en grænseløs evne til at lide konsekvenserne af alle vores synder og lidelser, og som virkelig steg ned under det alt sammen.¹ Dette var Jesu Kristi mission, dette var hans forsoning.

Men hvad var formålet med den? Det var at gøre det muligt for os at vende tilbage til Guds nærhed, blive mere som ham og få en fylde af glæde. Det blev gjort ved at overvinde fire hindringer:

Fysisk død
Åndelig død forårsaget af Adam og af vores synder
Vores trængsler og skrøbeligheder
Vores svagheder og ufuldkommenheder

Men hvordan kan Frelseren udføre dette uden at bryde retfærdighedens love?

Forestil jer et øjeblik, at en mand, der overvejer et spændende frit fald, tager en forhastet beslutning og hopper spontant ud fra et lille fly. Da han har gjort det, går det hurtigt op for ham, hvor tåbelig hans handling er. Han vil gerne lande sikkert, men der er en forhindring: Tyngdeloven. Han bevæger sine arme med en forbløffende hastighed i håbet om at kunne flyve, men forgæves. Han anbringer sin krop i en vandret eller svævende position for at sænke farten, men tyngdeloven er ubønhørlig og ubarmhjertig. Han prøver at overtale denne grundlæggende naturlov: »Det var en fejltagelse. Jeg gør det aldrig mere.« Men hans bønner falder for døve øren. Tyngdeloven kender ikke til medfølelse, den gør ingen undtagelser. Men heldigvis føler manden pludselig noget på sin ryg. Da hans ven i flyet fornemmede den tåbelige handling, havde han anbragt en faldskærm der, lige før han hoppede. Han finder udløsersnoren og trækker i den. Lettet svæver han sikkert ned på jorden. Man kan spørge: »Blev tyngdeloven overtrådt, eller virkede faldskærmen inden for den lov og kunne sørge for en sikker landing?«

Springe i faldskærm til en sikker landing

Når vi synder, er vi ligesom den tåbelige mand, der sprang ud fra flyet. Uanset hvad vi laver på egen hånd, er der kun et styrt i vente. Vi er underlagt retfærdighedens lov, som er lige så nøjeregnende og utilgivelig som tyngdeloven. Vi kan kun blive frelst, fordi Frelseren gennem sin forsoning barmhjertigt sørger for en slags åndelig faldskærm. Hvis vi har tro på Jesus Kristus og omvender os (hvilket vil sige, at vi gør vores del og trækker i udløsersnoren), så frigives Frelserens beskyttende kræfter på vores vegne, og vi kan lande åndeligt uskadte.

Dette er dog kun muligt, fordi Frelseren overvandt de fire hindringer, der kan hindre vores åndelige udvikling.

1. Døden. Han overvandt døden gennem sin herlige opstandelse. Apostlen Paulus har sagt: »For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus.«²

2. Synd. Frelseren overvandt synd og skyld for alle dem, der omvender sig. Så dyb og omfattende er hans rensende kraft, at Esajas lovede: »Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne.«³

Jeg har lejlighedsvist mødt gode hellige, der har haft problemer med at tilgive sig selv, som uskyldigt, men ukorrekt, har lagt begrænsninger på Frelserens forløsende magt. De har uforvarende omdannet en uendelig forsoning til en begrænset, der på en eller anden måde kommer til kort over for netop deres synd eller svaghed. Men det er en uendelig forsoning, fordi den omfatter og favner alle synder og svagheder, såvel som ethvert misbrug eller enhver smerte andre forårsager.

Truman G. Madsen kom med disse trøstende ord:

»Hvis der er nogle af jer, der er blevet narret til den opfattelse, at I er kommet for langt væk … at I har fået syndens gift, der gør det umuligt nogensinde igen at blive det, I kunne have været – så hør på mig.

Jeg bærer vidnesbyrd om, at I ikke kan synke dybere, end Jesu Kristi lys og gennemgribende intelligens kan nå. Jeg bærer vidnesbyrd om, at så længe der er en gnist af vilje til at omvende sig og række ud, så er han der. Han steg ikke kun ned til jeres tilstand. Han steg ned under den, ›så han kunne være i alt og gennem alt, sandhedens lys‹ (L&P 88:6).«⁴

En grund til, det er så væsentligt at forstå Frelserens forsoning og dens uendelige konsekvenser, er, at der med større forståelse følger et større ønske om at tilgive os selv og andre.

Selv om vi måske tror på Kristi rensende kraft, rejser dette spørgsmål sig ofte: »Hvordan ved jeg, om jeg har fået tilgivelse for mine synder?« Hvis vi mærker Ånden, så er det vores vidnesbyrd om, at vi har fået tilgivelse, eller at den rensende proces er ved at finde sted. Præsident Henry B. Eyring har sagt: »Hvis I har fornemmet Helligåndens påvirkning … kan I se det som et bevis for, at forsoningen er virksom i jeres liv.«⁵

Nogle spørger: »Jamen, hvis jeg er blevet tilgivet, hvorfor føler jeg så stadig skyld?« Måske skal mindet om den skyldfølelse i Guds barmhjertighed fungere som et slags åndeligt »stopsignal«, der i det mindste i et stykke tid hyler, når vi møder flere fristelser: »Gå ikke ned ad den vej. Du kender den smerte, som den bringer.« I den forstand tjener den som en beskyttelse, ikke en straf.

Er det muligt at huske vores synder og stadig være fri for skyldfølelse?

Alma huskede sine synder, selv år efter han havde omvendt sig. Men da han råbte til Jesus om barmhjertighed, sagde han: »Jeg [kunne] ikke mere erindre mine smerter, ja, jeg blev ikke mere revet op ved erindringen om mine synder.«⁶

Hvordan kunne han huske sine synder, men ikke føle smerte eller skyld? Fordi når vi omvender os, bliver vi »født af Gud.«⁷ Vi bliver, som der står i skrifterne, »nye skabninger«⁸ i Kristus. Med fuldkommen ærlighed kan vi nu sige: »Jeg er ikke den mand eller kvinde, der begik disse tidligere synder. Jeg er nu et nyt og forandret væsen.«

3. Trængsler og skrøbeligheder. Alma profeterede, at Kristus »skal gå omkring og lide smerter og trængsler og fristelser af enhver art«. Hvorfor? »Så hans indre kan fyldes med barmhjertighed … så han, hvad angår kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder.«⁹

Hvordan opnår han dette? Somme tider fjerner han trængsler, somme tider styrker han os til at udholde dem, og somme tider giver han os et evigt perspektiv, så vi bedre kan forstå deres midlertidige natur. Da Joseph Smith havde vansmægtet i fængslet i Liberty i omtrent to måneder, råbte han til sidst: »O Gud, hvor er du?«¹⁰ I stedet for straks at give lindring, svarede Gud: »Min søn, lad der være fred i din sjæl, din modgang og dine trængsler skal kun vare et øjeblik, og så skal Gud, hvis du udholder dem vel, ophøje dig i det høje.«¹¹

Joseph forstod nu, at denne bitre erfaring blot var en prik i det evige spektrum. Med dette udvidede perspektiv skrev han fra den selvsamme fængselscelle til de hellige: »Lad os derfor, inderligt elskede brødre, med glæde gøre alt, hvad der står i vor magt, og måtte vi da med største vished være stille for at se Guds frelse.«¹² Takket være Frelserens forsoning kan vi have et evigt perspektiv, der giver vores prøvelser mening og et håb om lindring for os.

4. Svagheder og ufuldkommenheder. Takket være sin forsoning har Frelseren en magtfuld kraft, der somme tider omtales som nåde,¹³ der kan hjælpe os til at overvinde vores svagheder og ufuldkommenheder og således bistå os i vores stræben efter at blive mere som ham.

Moroni sagde således: »Ja, kom til Kristus, og bliv fuldkommengjort i ham … så I ved hans nåde kan blive fuldkomne i Kristus.«¹⁴ Der lader til at være mindst to kanaler eller midler, hvorpå vi kan benytte os af denne magtfulde kraft, der kan forfine os, ja tilmed fuldkommengøre os.

For det første de frelsende ordinancer. I skrifterne står der: »Guddommelighedens kraft [tilkendegives] i dets ordinancer.«¹⁵ Somme tider kan vi komme til at tænke på ordinancer som en tjekliste, at de er nødvendige for ophøjelse, men i virkeligheden udløser hver eneste en guddommelig kraft, der hjælper os til at blive mere som Kristus. For eksempel:

Når vi bliver døbt og modtager Helligåndsgaven, bliver vi gjort rene – og bliver derved mere hellige ligesom Gud.
Desuden kan vores sind, gennem Helligånden, blive oplyst og vores hjerte blødgjort, så vi kan tænke og føle mere som ham.
Og når vi besegles som ægtefæller, arver vi retten til »troner, riger, fyrstendømmer og magter«¹⁶ som gaver fra Gud.

Endnu en kanal for denne magtfulde kraft er Åndens gaver. Takket være Kristi forsoning er vi berettigede til at modtage Helligåndsgaven og dens dertil hørende åndelige gaver. Disse gaver er guddommelige egenskaber, så derfor bliver vi, hver gang vi opnår en af Åndens gaver, mere ligesom Gud. Det er utvivlsomt derfor, at skrifterne i flere tilfælde indskærper os at søge disse gaver.¹⁷

Præsident George Q. Cannon sagde: »Ingen mand bør sige: ›Dette kan jeg ikke gøre noget ved, det ligger i min natur.‹ Det retfærdiggøres ikke af den årsag, at Gud har lovet at … give gaver, der kan udrydde [vores svagheder] … Hvis nogen af os er ufuldkomne, så er det vores pligt at bede om den gave, der kan fuldkommengøre os.«¹⁸

Kort sagt giver Frelserens forsoning os liv i stedet for død, »hovedpynt i stedet for aske,«¹⁹ helbredelse i stedet for skade og fuldkommenhed i stedet for svaghed. Det er himlens modgift mod denne verdens hindringer og kampe.

I sin sidste uge i jordelivet sagde Frelseren: »I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.«²⁰ Eftersom Frelseren udførte sin forsoning, er der ingen udefrakommende kraft, begivenhed eller person, ingen synd, død eller skilsmisse, der kan forhindre os i at opnå ophøjelse, forudsat vi holder Guds bud. Med den viden kan vi trænge os fremad med glæde og absolut forvisning om, at Gud er med os i denne himmelske stræben.

Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at Frelserens forsoning ikke kun er uendelig i omfang, men også er tilpasset den enkelte, at den ikke kun kan få os tilbage til Guds nærhed, men også kan gøre os i stand til at blive som ham – det overordnede mål for Kristi forsoning. Om dette bærer jeg mit taknemmelige og sikre vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen.