2019
Ældste James R. Rasband
maj 2019


Ældste James R. Rasband

Generalautoritet og halvfjerdser

Ældste James R. Rasband

Da ældste James R. Rasband blev kaldet til et stavspræsidentskab for mange år siden, følte han sig uforberedt. »Det må være en fejl,« tænkte han.

Han følte sig tilsvarende utilstrækkelig, da han som 19-årig trådte ind på missionærskolen som forberedelse til en fuldtidsmission i Seoul i Sydkorea. »Hvordan skal jeg dog klare det?« undrede han sig.

I begge situationer var svaret det samme: »Bliv ved. Glæden kommer.« Eller med hans mors ord: »Herren er lige løbet tør for fuldkomne mennesker. Tag bare fat på arbejdet.«

Ældste Rasband føler noget af den tøven nu, hvor han begynder på sin nye kaldelse som generalautoritet og halvfjerdser, men han kender svaret: »Vor himmelske Fader har blot brug for, at vi går i gang og fortæller andre det helbredende og glædelige budskab om hans Søn og om hans Søns sonoffer.«

Ældste James Richard Rasband er født den 20. marts 1963 i Seattle i Washington i USA som søn af James E. og Ester Rasband. Han voksede op i Pebble Beach i Californien i USA i et hus, der lå knap 200 meter fra havet.

Ældste Rasband og Mary Diane Williams mødte hinanden som førsteårsstuderende på Brigham Young University. De skrev til hinanden, mens han studerede fem måneder i Israel og senere, mens han virkede i Seoul-missionen i Korea. De blev gift i templet i Los Angeles i Californien den 11. august 1984. De har fire børn.

Efter sin mission færdiggjorde han en bachelor i engelsk og mellemøstlige studier på BYU i 1986 og tog derefter en juraeksamen fra Harvard Law School i 1989. Efter at have praktiseret fem år som sagfører i Seattle vendte han tilbage til BYU i 1995 for at undervise på J. Reuben Clark Law School. Han var dekan for jurastudiet fra 2009 til 2016, hvor han blev akademisk prorektor på BYU.

Ældste Rasband har tjent som områdehalvfjerdser, stavspræsident, rådgiver i et stavspræsidentskab, højrådsmedlem, biskop og Unge Mænds præsident i menigheden.