Søg kundskab ved Ånden

Ældste Mathias Held

De Halvfjerds

Vi bør lære at skelne sandheden ikke kun med vores rationelle sind, men også gennem Åndens meget stille og sagte røst.

Kære søskende, Herren har gentagne gange bedt os om at »stræb[e] efter at lære, ja, ved studium og også ved tro«.¹ Vi kan få lys og forståelse ikke kun ved vores sinds logiske fornuftslutninger, men også ved Helligåndens vejledning og inspiration.

Denne yderligere kilde til kundskab har ikke altid været en del af mit liv.

Min kære hustru, Irene, og jeg tilsluttede os Kirken for 31 år siden, da vi var nygifte. Vi er begge vokset op i Colombia, men få måneder efter vi blev gift, førte min karriere os til Tyskland. Vi var meget unge og havde store håb og forventninger. Det var en særlig spændende og lykkelig tid for os.

Mens jeg fokuserede på min karriere, følte Irene, at vi ville få en slags budskab fra himlen, uden at vide hvordan eller hvornår. Så hun begyndte at lade alle slags dørsælgere med encyklopædier, støvsugere, kogebøger, køkkenapparater og så videre komme ind i vores hjem og ventede hver gang på det særlige budskab.

En aften fortalte hun mig, at to unge mænd i mørke jakkesæt havde banket på vores dør, og at hun havde fået et meget klart og tydeligt indtryk om, at hun skulle lukke dem ind. De sagde, at de ønskede at tale med hende om Gud, men ville komme tilbage igen, når jeg også var hjemme. Kunne dette være det ventede budskab?

De begyndte at besøge os, og under deres vejledning læste vi i skrifterne og begyndte at forstå Jesu Kristi afgørende betydning som vor Frelser og Forløser. Vi beklagede inden længe, at vi var blevet døbt som spædbørn, eftersom det ikke havde været en bevidst pagt. Men at blive døbt igen ville også betyde, at vi ville blive medlem af denne nye kirke, så vi havde først virkelig brug for at forstå alt om den.

Men hvordan kunne vi vide, om det, missionærerne fortalte os om Mormons Bog, om Joseph Smith og om frelsesplanen, virkelig alt sammen var sandt? Vi havde godt nok forstået af Herrens ord, at vi kunne »kende dem på deres frugter.«² Så på meget systematisk vis begyndte vi at undersøge Kirken ved at kigge efter disse frugter med vores meget rationelle sinds forståelse. Hvad så vi? Jo, vi så –

venlige og glade mennesker og dejlige familier, der forstod, at det er meningen, at vi skal føle glæde i dette liv og ikke kun lidelse og elendighed.
en kirke, der ikke har betalt præsteskab, men en hvori medlemmerne selv tager imod opgaver og ansvar.
en kirke, hvori Jesus Kristus og familier er fokus for alt, hvor medlemmerne faster en gang om måneden og bidrager for at hjælpe de fattige og trængende, hvor sunde vaner dyrkes, som lærer os at afholde os fra skadelige stoffer.

Desuden –

kunne vi lide den vægt, der blev lagt på personlig udvikling, på uddannelse, på hårdt arbejde og selvhjulpenhed.
lærte vi om det bemærkelsesværdige humanitære program.
var vi imponerede over generalkonferencerne med den vidunderlige musik og de meget åndelige principper, der blev talt om.

Med alt det, vi så, kunne vi ikke finde nogen fejl ved Kirken. Tværtimod holdt vi virkelig meget af alt det, vi så. Dog kunne vi stadig ikke beslutte os for at blive døbt, fordi vi ønskede at vide alt, før vi gjorde det.

Men selv i al vores ubeslutsomhed forberedte Herren os tålmodigt, han formede os, og han hjalp os til at opdage, at vi skulle lære at skelne sandheden ikke kun med vores rationelle sind, men også gennem Åndens meget stille og sagte røst, som især taler til vores hjerte.

Den røst og den deraf følgende følelse kom en aften efter 10 måneder, hvor vi havde lært om evangeliet, da vi i Mosija 18 læste: »Eftersom I nu nærer ønske om at … bære hinandens byrder … og at trøste dem, der står i behov for trøst … hvis dette er jeres hjertes ønske, hvad har I da imod at blive døbt i Herrens navn?«³

Disse skriftsteder i Mormons Bog trængte ind i vores hjerte og sjæl, og vi følte og vidste pludseligt, at der egentlig ikke var nogen grund til ikke at blive døbt. Vi indså, at de ønsker, der nævnes i disse vers, også var vores hjertes ønsker, og at det var disse ting, der virkelig betød noget. De var vigtigere end at forstå alt, fordi vi allerede vidste nok. Vi havde altid stolet på en kærlig himmelsk Faders vejledende hånd og havde tillid til, at han fortsat ville vejlede os.

Så samme dag satte vi en dato for vores dåb, og inden længe blev vi endelig døbt!

Hvad lærte vi af den oplevelse?

For det første at vi kan have fuldstændig tillid til en himmelsk Fader, der konstant prøver at hjælpe os til at blive den person, han ved, vi kan blive. Vi havde fået en bekræftelse på sandheden af hans ord, da han sagde: »Jeg vil give menneskenes børn linje på linje, forskrift på forskrift, lidt her og lidt der; og velsignede er de, der lytter til mine forskrifter … for de skal lære visdom; for til den, der modtager, vil jeg give mere.«⁴

Og for det andet lærte vi, at der udover vores rationelle sind findes endnu en dimension at opnå kundskab på, som kan give os vejledning og forståelse. Det er hans hellige Ånds stille, sagte røst, der taler til vores hjerte og også til vores sind.

Jeg kan godt lide at sammenligne dette princip med vores synsevne. Vor Fader i himlen har givet os ikke blot et, men to fysiske øjne. Vi kan se tilstrækkeligt med kun et øje, men det andet øje giver os endnu et perspektiv. Når begge perspektiver sættes sammen i vores hjerne, frembringer de et tredimensionalt billede af vores omgivelser.

På samme måde har vi fået to kilder til information, gennem vores fysiske og åndelige evner. Vores sind frembringer én opfattelse gennem vores fysiske sanser og gennem vores fornuft. Men ved Helligåndsgaven har Faderen også givet os endnu et perspektiv, som i virkeligheden er det vigtigste og det sande, fordi det kommer direkte fra ham. Men eftersom Åndens hvisken ofte er meget diskret, er mange mennesker ikke bevidst opmærksomme på denne yderligere kilde.

Når disse to perspektiver derpå forbindes i vores sjæl, viser der sig et fuldstændigt billede af tingene, som de virkelig er. Faktisk kan visse »realiteter«, som de udelukkende ser ud i vores mentale forståelse, gennem Helligåndens yderligere perspektiv afsløres som bedrag eller tydeligt forkerte. Husk Moronis ord: »Ved Helligåndens kraft kan I kende sandheden af alt.«⁵

I mine 31 år som medlem af Kirken har jeg mange gange oplevet, at hvis vi kun stoler på vores rationelle sind og fornægter eller undlader den åndelige forståelse, vi kan modtage gennem Helligåndens hvisken og tilskyndelser, er det, som om vi går gennem livet med kun et øje. Men i overført betydning har vi faktisk fået to øjne. Kun kombinationen af begge syn kan give os det sande og fulde billede af alle sandheder og af alt det, vi oplever i vores liv, såvel som den hele og fulde forståelse af vores identitet og formål som børn af en levende himmelsk Fader.

Det minder mig om det, præsident Russell M. Nelson lærte os for et år siden, da han sagde: »I den kommende tid vil det ikke være muligt at overleve åndeligt uden Helligåndens vejledende, anvisende, trøstende og konstante indflydelse.«⁶

Jeg har med absolut sikkerhed erfaret, at –

vi har en kærlig Fader i himlen, og at vi alle var enige om at komme ned på denne jord som del af en guddommelig plan.
Jesus er Kristus; han lever og er min Frelser og Forløser.
Joseph, en ydmyg bondedreng, blev kaldet som og blev den mægtige profet, der indledte denne, tidernes fyldes uddeling, med alle dens nøgler, dens kraft og Guds hellige præstedømmes myndighed.
Mormons Bog er endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus, og at det er meningen, at familier skal blive sammen for evigt.
vor Herre, Jesus Kristus, leder denne, sin genoprettede kirke, gennem vores levende profet, præsident Russell M. Nelson, i dag.

Disse og mange andre dyrebare sandheder er blevet åndelige byggesten for det, Gud er ved at hjælpe mig til at blive. Og jeg ser frem til de mange nye lærdomme, han stadig ønsker, at jeg, og I, modtager, mens vi går gennem dette vidunderlige liv og »lære[r], ja, ved studium og også ved tro«.

Jeg ved, at disse ting er sande og vidner om dem i Jesu Kristi navn. Amen.