Kvorummet: Et tilhørssted

Ældste Carl B. Cook

De Halvfjerds’ Præsidium

Herren ønsker, at I etablerer et stærkt kvorum. Når han indsamler sine børn, har de brug for et sted, hvor de hører til og kan udvikle sig.

I 2010 var Andre Sebako en ung mand, der søgte efter sandhed. Selvom han aldrig før havde bedt en oprigtig bøn, besluttede han sig for at prøve. Kort tid efter mødte han missionærerne. De gav ham et uddelingskort med et billede af Mormons Bog. Andre følte noget og spurgte, om missionærerne ville sælge ham bogen. De sagde, at han kunne få bogen gratis, hvis han ville komme til kirke.¹

Andre kom til den dengang nyligt dannede Mochudi Gren i Botswana i Afrika alene. Men grenen var en kærlig, sammenknyttet gruppe bestående af omkring 40 medlemmer.² De bød Andre velkommen med åbne arme. Han fik missionærlektionerne og blev døbt. Det var skønt!

Men hvad så? Hvordan ville Andre forblive aktiv? Hvem ville hjælpe ham med at udvikle sig på pagtsstien? Et svar på det spørgsmål er hans præstedømmekvorum!³

Alle præstedømmebærere, uanset deres situation, drager fordel af et stærkt kvorum. Mine unge brødre, der bærer Det Aronske Præstedømme, Herren ønsker, at I skaber et stærkt kvorum, et tilhørssted for alle unge mænd, et sted hvor Herrens Ånd er til stede, et sted hvor alle kvorumsmedlemmer er velkomne og værdsat. Når Herren indsamler sine børn, har de brug for et sted, hvor de hører til og kan udvikle sig.

Alle jer, der er medlemmer af et kvorumspræsidentskab, skal føre an, når I søger inspiration⁴ og udvikler kærlighed til og broderskab blandt alle kvorummets medlemmer. I giver særlig opmærksomhed til dem, der er nye medlemmer, der er mindre aktive eller som har særlige behov.⁵ Med præstedømmets kraft opbygger I et stærkt kvorum.⁶ Og et stærkt, forenet kvorum gør en verden til forskel i en ung mands liv.

Da Kirken bekendtgjorde det nye hjemmecentrerede fokus på evangelisk læring,⁷ tænkte nogle på medlemmer som Andre, og spurgte: »Hvad med de unge, der kommer fra en familiesituation, hvor evangeliet ikke bliver studeret, og hvor der ikke er et miljø med evangelisk indlæring og efterlevelse i hjemmet? Bliver de efterladt?«

Nej! Ingen må blive efterladt! Herren elsker hver unge mand og unge pige. Vi, som præstedømmebærere, er Herrens hænder. Vi er kirkestøtten til den hjemmecentrerede indsats. Når der er begrænset støtte i hjemmet, våger præstedømmekvorummer og andre ledere og venner over og støtter hver person og familie efter behov.

Jeg har set det virke. Jeg har oplevet det. Da jeg var seks år, blev mine forældre skilt, og min far forlod min mor med fem små børn. Min mor begyndte at arbejde for at forsørge os. Hun havde i en periode brug for et ekstra job, og derudover yderligere uddannelse. Hun havde meget lidt tid til at drage omsorg for os. Men bedsteforældre, onkler, tanter, biskopper og hjemmelærere trådte til for at bistå min kære mor.

Og jeg havde et kvorum. Jeg er så taknemmelig for mine venner – mine brødre – der elskede og støttede mig. Mit kvorum var et tilhørssted. Nogle vil måske have tænkt, at jeg ikke havde den store chance, at jeg havde ugunstige udsigter på grund af min familiesituation. Måske havde jeg det. Men præstedømmekvorummer ændrede de odds. Mit kvorum støttede mig og velsignede mig umådeligt.

Der findes folk som er uden den store chance og har ugunstige udsigter rundt omkring os. Vi har det muligvis alle på den ene eller anden måde. Men alle her har et kvorum, et sted hvor vi både kan få styrke og give styrke. Kvorummet er »en for alle og alle for en«.⁸ Det er et sted, hvor vi underviser hinanden, tjener andre og opbygger enhed og broderskab, når vi tjener Gud.⁹ Det er et sted, hvor der sker mirakler.

Jeg vil gerne fortælle om nogle af de mirakler, der skete i Andres kvorum i Mochudi. Når jeg deler dette eksempel, så se efter principper, der styrker alle præstedømmekvorummer, der anvender dem.

Da Andre var blevet døbt, var han sammen med missionærerne, mens de underviste fire andre unge mænd, der også blev døbt. Nu var der fem unge mænd. De begyndte at styrke hinanden og grenen.

En sjette unge mand, Thuso, blev også døbt. Thuso delte evangeliet med tre af sine venner og efter kort tid, var der ni.

Jesu Kristi disciple bliver ofte samlet på denne måde – nogle få ad gangen, når de inviteres af deres venner. I fordums tid, da Andreas fandt Frelseren, gik han hurtigt hen til sin bror Simon og »tog ham med hen til Jesus.«¹⁰ På samme måde gav Filip, kort tid efter han blev en af Kristi følgere, sin ven Nathanael invitationen: »Kom og se.«¹¹

I Mochudi tilsluttede en 10. ung mand sig kort efter Kirken. Missionærerne fandt den 11. Og den 12. unge mand blev døbt, da han havde set evangeliets virkning på sine venner.

Medlemmerne af Mochudi Gren var henrykte. Disse unge mænd var »omvendt til Herren og … optaget i Kristi kirke«.¹²

Mormons Bog spillede en afgørende rolle i deres konvertering.¹³ Thuso husker: »Jeg begyndte at læse Mormons Bog … hver gang jeg havde lidt tid, derhjemme, i skolen, alle steder.«¹⁴

Oratile blev draget mod evangeliet på grund af sine venners eksempler. Han har forklaret: »De lod til at forandre sig øjeblikligt … Jeg tænkte, at det … var forbundet med den lille … bog, de var begyndt at bære rundt på i … skolen. Jeg kunne se, hvilke gode mænd de var blevet … [Jeg] ønskede også at ændre mig.«¹⁵

Alle 12 unge mænd blev indsamlet og døbt i løbet af to år. De var alle det eneste medlem af Kirken i deres familie. Men de blev støttet af deres kirkefamilie, heriblandt præsident Rakwela,¹⁶ deres grenspræsident, ældste og søster Taylor,¹⁷ et seniormissionærpar, og andre af grenens medlemmer.

Bror Junior,¹⁸ en kvorumsleder, inviterede de unge mænd hjem søndag eftermiddag og vejledte dem. De unge mænd læste skrifterne sammen og havde regelmæssige familieaftener.

Bror Junior tog dem med på besøg hos grensmedlemmer, folk, der blev undervist af missionærerne, og alle andre, der havde brug for besøg. Alle 12 unge mænd kravlede ind i bror Juniors truck. Han satte dem af ved hjem i grupper på to eller tre og hentede dem igen senere.

Selvom de unge mænd kun var ved at lære om evangeliet og følte, at de ikke vidste meget, bad bror Junior dem om at dele en eller to ting, de vidste, med de personer, de besøgte. Disse unge præstedømmebærere underviste, bad og hjalp med at våge over Kirken.¹⁹ De opfyldte deres præstedømmeansvar og oplevede glæden ved at tjene.

Andre sagde: »Vi spillede sammen, grinede sammen, græd sammen og blev et broderskab.«²⁰ Faktisk kalder de sig selv »En gruppe af brødre«.

Sammen satte de et mål om, at de alle ville tjene på en mission. Da de var det eneste medlem af Kirken i deres familie, måtte de overvinde mange forhindringer, men de hjalp hinanden igennem dem.

En efter en modtog de deres missionskaldelser. De, der tog afsted først, skrev breve hjem til dem, der stadig forberedte sig, og fortalte om oplevelser og opmuntrede dem til at tjene. Elleve af de unge mænd tjente som missionær.

Disse unge mænd delte evangeliet med deres familie. Mødre, søstre, brødre, venner, såvel som folk, de underviste på deres mission, blev omvendt og døbt. Mirakler skete og utallige blev velsignet.

Jeg kan høre nogle af jer tænker, at måske kan sådan et mirakel kun ske et sted som Afrika, en frugtbar mark, hvor Israels indsamling foregår hastigt. Men jeg vidner for jer om, at de principper, der blev anvendt i Mochudi Gren, er sande alle vegne. Hvor end I befinder jer, kan jeres kvorum vokse gennem aktivering og at dele evangeliet. Når bare en discipel rækker ud til en ven, kan en blive til to. To kan blive til fire. Fire kan blive til otte. Og otte kan blive til tolv. Grene kan blive til menigheder.

Frelseren sagde: »For hvor to eller tre [eller flere] er forsamlet i mit navn … dér vil jeg være midt iblandt dem«.²¹ Vor himmelske Fader forbereder sindet og hjertet hos folk omkring os. Vi kan følge tilskyndelser, række en venskabelig hånd ud, dele sandhed, indbyde andre til at læse Mormons Bog og elske og støtte dem, når de lærer vor Frelser at kende.

Det er næsten 10 år siden, at gruppen af brødre fra Mochudi begyndte deres rejse sammen, og de er stadig en gruppe af brødre.

Katlego sagde: »Vi er måske adskilt af afstand, men vi er der stadig for hinanden.«²²

Det er min bøn, at vi vil acceptere Herrens indbydelse til at være forenet med ham i vores præstedømmekvorum, så hvert kvorum kan være et tilhørssted, et samlingssted, et sted der vokser.

Jesus Kristus er vor Frelser, og dette er hans værk. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.