For de lidt ældre
Lad dit lys skinne (en historie om at leve, som vi prædiker)
En ny og spændende opgave
I 1976 blev jeg fuldtidsansat i CES for at arbejde med Seminar og Institut i vort dejlige land. Det var en spændende opgave med mange udfordringer og bekymringer. Jeg så, hvor meget vores dejlige unge mennesker i Kirken havde behov for yderligere vejledning og kundskab for at sikre sig et bedre fodfæste i evangeliet. Så det var krævende. Jeg havde mange mål med min nye kaldelse og arbejde.
Der var jo tid nok, så hvorfor ikke
Men i begyndelsen så jeg ikke, hvor meget tid denne opgave havde for mig, så jeg spurgte min chef i Salt Lake City om, hvor meget tid, jeg skulle forvente det vil tage om dagen, og i begyndelsen forventede han ikke mere end få timer. Jeg bad derfor om lov til at bruge nogle timer til at virke som sælger og kontaktede et spansk lommetørklædefirma, som søgte en agent her i Danmark. Jeg fik kontakt med dem, og da der gik nogle måneder uden jeg hørte fra dem, tænkte jeg det nok ikke havde nogen interesse for dem, så jeg glemte alt om den sag.
En invitation
Men så fik jeg et brev fra et firma i Barcelona, der fremstillede lommetørklæder og som gerne ville have, at jeg kom til Barcelona mellem jul og nytår den første kommende juleferie. Min første tanke var, at det måske alligevel nok var et større firma, end jeg først tænkte. Julen kom og jeg forberedte mig på nogle dage i Spanien. Jeg blev modtaget i lufthavnen af deres salgschef, og vi kørte direkte til fabrikken, der lå i midten af byen.
En spændende rundvisning
Jeg fik et chok da jeg så, hvor stor fabrikken var. 3 gange så stor som Magasin på Kongens Nytorv, og det var bare fabrikken i Barcelona. Det meste af den dag gik med at vise mig rundt fra at vise mig, hvordan den rå bomuld kom ind i den ene ende af fabrikken på et samlebånd og ud af den anden ende som færdige lommetørklæder. Som tekstilmand var det jo meget interessant for mig at se. Den næste dag så jeg så den by, ejeren havde bygget til sine arbejdere, der alle havde fået ganske gratis et lille rækkehus stillet til rådighed. Tredje- dagen fløj vi i ejerens private fly til en by i bjergegnen i det nordlige Spanien, hvor der lå en fabrik, hvor alle byens indbyggere også havde fået stillet et hjem til rådighed. Men på denne fabrik lavede de kun håndsyede lommetørklæder. Meget smukke ting.
Det tog også hele den dag, og den sidste dag jeg var i Spanien, blev jeg vist rundt i hele byen, hilste på en stor gruppe missionærer, men så om aftenen spiste vi på byens bedste restaurant.
Noget af en middag
Da vi satte os til bords, blev jeg først tilbudt et glas alkohol, som jeg ikke vidste hvad var, men sagde nej tak til og forklarede, at jeg ikke drak alkohol eller røg eller drak kaffe eller te.
Så fik vi en forret og hovedret, og dessert – og hver gang der kom noget nyt ind på bordet, var det med alkohol og store cigarer – og hver gang sagde jeg nej tak og forklarede, hvorfor jeg ikke nød den slags ting. Så skulle vi da lige have en kop god kaffe og snakke lidt sammen om fremtiden. Nu var jeg virkelig ved at blive vred, med vrede og skarpe ord gjorde jeg opmærksom på en gang til, hvorfor jeg ikke nød den slags ting, og hvis det blev omtalt én gang til, ville jeg bare rejse mig, og så kunne de sende prisen for, hvad det havde kostet, så ville jeg betale det hele, men ikke én gang til, for så ville jeg rejse mig og gå.
Jeg var blevet vejet
Så var der en lang pause, og salgschefen kikkede længe på mig, så lagde han cigaren væk, så på mig igen og sagde: »Det, du har fortalt mig her, hr. Kristoffersen, ved vi alt om. For vi har haft en privatdetektiv på dig i ca. tre måneder, og vi ved alt om dig, din økonomi, dit medlemskab af din kirke, dine tidligere job, dit ægteskab osv. – vi ved alt om dig! Og jeg undskylder mange gange, fordi vi har behandlet dig på denne måde. Det har været virkelig dyrt for os, men vi troede ikke, der var nogen, der havde så pæne papirer. Jobbet er dit, hvis du ønsker det!
Ak ja
Jeg var målløs. Jeg fik jobbet, men solgte aldrig et eneste lommetørklæde. De var alt for dyre.