Det er rart at vide, men det er ikke nok
Her er nogle beretninger fra nogle af de første medlemmer af Kirken, der havde hørt vidnesbyrd fra vidnerne til Mormons Bog.
Illustrationer: Dan Burr
At høre vidnesbyrd fra vidnerne til Mormons Bog må lige efter selv at se guldpladerne eller en engel, være noget af det bedste. Mange af de første medlemmer af Kirken havde den mulighed.
Her følger nogle beretninger fra flere medlemmer, der talte med vidnerne til Mormons Bog. Vi vil dog, som præsident Russell M. Nelson har sagt, se, at det at få et vidnesbyrd om Mormons Bog er »fint, men det er ikke nok!«1
Rebecca Williams: »Deres ord står til troende«
Rebecca Swain Williams hørte flere af vidnerne til Mormons Bog i Ohio i begyndelsen af 1830. Hun bar sit vidnesbyrd for sin far og sine brødre: »Jeg har hørt den samme historie fra flere i familien Smith og fra de tre vidner selv. Jeg har ved offentlige møder hørt dem erklære, at de så en hellig engel komme ned fra himlen med pladerne og lægge dem foran dem.«
Da Rebeccas familie afviste hendes vidnesbyrd, dukkede hun sig ikke. Hun fortsatte med at elske dem, bede for dem og sætte pris på sin fars gode råd. Hun fortsatte også med at bære vidnesbyrd for ham om, at vidnerne til Mormons Bog talte sandt: »De er retskafne mænd og deres ord står til troende … De har set en Guds engel og talt med ham.«2
I slutningen af 1830’erne, hvor der var stor uenighed i Kirken, forblev Rebecca trofast og valgte at efterleve forskrifterne i Mormons Bog.3
William McLellin: »Tvunget … til at anerkende sandheden«
En morgen i 1831 hørte en ung skolelærer ved navn William McLellin, at nogle mænd på vej mod Missouri ville prædike om en ny bog, der blev beskrevet som »en åbenbaring fra Gud.« Han skyndte sig hen for at høre dem. Han lyttede til David Whitmer, der vidnede om, at han havde »set en hellig engel, der havde gjort ham bekendt med sandheden af denne optegnelse.« Han havde et stærkt ønske om at vide, om deres vidnesbyrd var sandt. Han fulgte dem 650 km til Independence i Missouri, hvor han mødte og interviewede andre vidner, deriblandt Martin Harris and Hyrum Smith.4
William interviewede Hyrum i timevis. »Jeg udspurgte om omstændighederne omkring fremkomsten af optegnelsen,« skrev William. Næste morgen, og efter at have bedt om at blive ledt til sandheden, indså han, at han »som en ærlig mand var tvunget til at anerkende sandheden og gyldigheden af Mormons Bog.«5
I de år, der fulgte, blev Williams tro prøvet og styrket af hans valg og den forfølgelse, de sidste dages hellige led. Da de hellige i Jackson County i Missouri blev angrebet, blev Williams ven Hiram Page, et af otte vidner, slået og pisket af mænd, der sagde, at de ville lade ham gå, hvis han fornægtede Mormons Bog. »Hvordan skal jeg fornægte, hvad jeg ved er sandt?« havde Hiram svaret, og så tævede de ham igen.
William blev styrket af Hirams vidnesbyrd – og var forståeligt nok rædselsslagen for at blive gennemtæsket. Da William hørte, at mænd i området tilbød en dusør for ham og Oliver Cowdery, forlod de byen og søgte ly i skovene med David Whitmer. Der interviewede William to af de tre vidner. »Jeg har aldrig haft et syn i mit liv,« sagde han, »men I siger, at I har og derfor ved det med sikkerhed. Nu ved I, at vores liv er i konstant fare, hvis pøbelen får fat i os. Sig mig i al gudsfrygt, er Mormons Bog sand?«
»Broder William,« svarede Oliver, »Gud sendte sin hellige engel for at forkynde sandfærdigheden af oversættelsen, og derfor ved vi det. Og selvom pøbelen skulle slå os ihjel, må vi alligevel dø for at hævde, at den er sand.«
David tilføjede: »Oliver har sagt dig den rene og skær sandhed, for vi kunne ikke bedrages. Jeg må vitterligt erklære dig, at den er sand!«6
David, Martin, Hiram, Oliver og William fik hver især viden om, at Joseph Smith oversatte Mormons Bog ved Guds kraft. De vidste, at det evangelium, der var nedfældet på guldpladerne, var sandt. Men senere lod de frustrationer over Joseph gnave sådan i sig, at de holdt op med at efterleve lærdommene i Mormons Bog.
Da profeten Joseph Smith havde vidnet deres valg, bar han ikke alene vidnesbyrd om, at Mormons Bog var sand, men sagde, at »Mormons Bog var den mest korrekte bog på jorden og vor religions slutsten, og at et menneske ville komme Gud nærmere ved at efterleve forskrifterne i den end i nogen anden bog.«7
Sally Parker: »Stærk i troen«
Sally Parker var nabo til Lucy Mack Smith i Kirtland i Ohio. »Hun fortalte mig hele historien,« skrev Sally. Da hun spurgte Lucy, om hun havde set pladerne, svarede Lucy nej, det var ikke hendes lod at se dem, men hun havde løftet og håndteret dem, og jeg tror på alt, hun sagde, for jeg har boet otte måneder ved siden hende, og hun var en de fineste kvinder.«
I 1838 hørte Sally også Hyrum Smith bære sit vidnesbyrd: »Han sagde, at han havde set pladerne med sine egne øjne og rørt dem med sine hænder.«8
I slutningen af 1830’erne, hvor mange forlod Kirken, begræd Sally Parker at miste så mange trosfæller og fornyede sit forsæt om at leve efter forskrifterne i Mormons Bog. »Jeg har i sinde at holde fast i den tro, der er som et sennepsfrø,« skrev Sally. »Jeg føler dets kraft i mit hjerte nu. Jeg er lige så stærk i troen, som jeg var, da vi blev døbt og mit sindelag er det samme. Jeg har tænkt mig at holde fast i evangeliet, til jeg dør.«9
Rhoda Greene: »Han havde Guds Ånd«
Lucy Mack Smith talte ved en generalkonference i 1845, efter alle vidnerne til Mormons Bog i hendes familie enten var døde af sygdom eller blevet slået ihjel. Hun fortalte en historie fra sønnens Samuels første mission.
Samuel, der var et af de otte vidner, var kommet på besøg hos Rhoda Greene, hvis mand var på mission for en anden kirke. Samuel spurgte Rhoda, om hun ville have en bog. »Det er Mormons Bog, som min bror Joseph oversatte fra guldplader, der lå gemt i jorden,« forklarede han.
Rhoda tog imod et eksemplar af bogen for at læse den og vise den til sin mand. Da Samuel senere vendte tilbage, fortalte Rhoda ham, at bogen ikke havde hendes mands interesse, så hun kunne ikke købe den. Bedrøvet tog Samuel bogen og begyndte at gå væk. Rhoda fortalte senere Lucy, at Samuel derefter stoppede op og så på hende. »Hun havde aldrig set en mand se sådan ud,« sagde Lucy i sin konferencetale. »Hun vidste, at han havde Guds Ånd.«
»Ånden forbyder mig at tage denne bog,« sagde Samuel til Rhoda, der knælede ned og bad Samuel om at bede med hende. Hun beholdt bogen, læste den og fik et vidnesbyrd om den. Det gjorde hendes mand også med tiden. De valgte at leve efter dens forskrifter resten af deres liv.
»Og således begyndte værket,« bar Lucy vidnesbyrd om, »og det er vokset som et sennepsfrø.«10
Jeg er efterkommer af Rhoda Greene. Jeg føler mig opløftet af hendes vidnesbyrd om Mormons Bog og de nedskrevne vidnesbyrd fra vidnerne og dem, der hørte dem. Jeg føler mig styrket af deres valg om at holde fast i det, vi lærer af Mormons Bog.
Enhver af os kan være vidner om Mormons Bog, når Helligånden bekræfter sandheden af den for os. Kort tid inden jeg tog på mission, blev jeg færdig med at læse Mormons Bog, hvorefter jeg knælede ned og ganske enkelt, men af et oprigtigt hjerte og med tro på Jesus Kristus bad (se Moro 10:3-4). Jeg følte en kraftig bekræftelse, der sagde: »Du ved allerede, den er sand.« Den kom med en fred, jeg aldrig har ønsket at fornægte. Siden da har jeg vidst, at Mormons Bog er sand.
Det er dog ikke nok. Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Hver gang jeg hører nogen, deriblandt mig selv, sige: ›Jeg ved, at Mormons Bog er sand,‹ har jeg lyst til at udbryde: ›Det er fint, men det er ikke nok!‹ Vi er nødt til af hjertets inderste at føle, at Mormons Bog utvetydigt er Guds ord. Vi må føle det så dybt, at vi ikke ønsker at leve bare en dag uden den.«11 Præsident Nelsons undervisning er sand. Min fortsatte indsats for at leve efter lærdommene i Mormons Bog har mere end noget andet gjort, at jeg er kommet Gud nærmere.