2020
Batbayar og bogen med billeder
Januar 2020


Batbayar og bogen med billeder

Batbayar and the Book with Pictures

Det blæste meget den dag i Mongoliet. Niårige Batbayar var på vej hjem fra skole og gik fra bussen. Han krammede sin frakke tæt ind til sig i vinden. Heldigvis var der ikke langt hen til hans bedsteforældres hus, hvor han boede.

»Hej!« sagde Batbayar, da han kom indenfor.

»Velkommen hjem,« sagde bedstemor. »Jeg har lavet khuushuur til os.«

»Tak!« Batbayar rakte ud efter en af de varme, velkrydrede kødtærter.

»Vent! Spis ikke noget, før missionærerne kommer,« sagde bedstefar. »De kan være her når som helst.«

Batbayar elskede, når missionærerne fra bedstemor og bedstefars kirke kom på besøg. Han lærte altid en masse af dem. Der var dog ét problem.

»Vil de bede mig om at læse Mormons Bog igen?« spurgte Batbayar. »Jeg synes, det er svært at læse.«

»Derfor har de en anden bog med i dag,« sagde bedstemor.

»Hvilken bog?,« spurgte Batbayar.

»Det får du at se,« sagde bedstemor.

Snart efter ankom missionærerne. De spiste bedstemors lækre kødtærter sammen. Så sagde Batbayar: »Bedstemor siger, at I har taget en bog med til mig.«

»Jeg tror, at du kan lide denne bog,« sagde søster Heitz. »Der er masser af billeder i.«

Batbayar så på omslaget. Historier fra Mormons Bog stod der. Billedet på forsiden viste folk, der byggede en båd.

»Jeg kan huske den historie,« sagde Batbayar. »Manden vidste ikke, hvordan man bygger en båd. Så han bad. Og Gud hjalp ham.«

»Det er rigtigt,« sagde søster Enkhtuya. »Vil du prøve at læse denne bog? Så kan du bede om at vide, om det, den lærer os, er sandt.«

»Det vil jeg,« lovede Batbayar.

Den aften læste han i bogen med billederne. Han læste historien om båden. Så bad han. Han faldt i søvn, mens han tænkte på manden, der byggede båden, og hvordan Gud hjalp ham.

Fra da af læste Batbayar en historie hver aften. Så bad han. Og hver aften faldt han i søvn med hovedet fuld af det, han havde læst.

Da søstermissionærerne kom på besøg igen, underviste de Batbayar mere om Jesus Kristus. Batbayar lærte om profeter. Han lærte mere om Guds bud. Han blev ved med at tage med bedstemor og bedstefar i kirke. Og han blev ved med at læse og bede.

En dag havde Batbayar noget vigtigt at fortælle sine bedsteforældre. »Da jeg læste historierne i bogen med billederne, føltes det godt i mit hjerte,« sagde han. »Når jeg beder, føler jeg, de er sande. Jeg tror, jeg bør blive døbt.«

I dag er Batbayar medlem af Kirken. Han er blevet bedre og bedre til at læse. Og han læser stadig i Mormons Bog hver aften! ●