En reserve af vidnesbyrd
Illustration: Phil, i2iArt.com
I løbet af mit første år på high school blev mine forældre skilt. I årevis havde jeg set, at min far ikke tog nadveren. Jeg vidste, at han kæmpede for at holde buddene, men jeg forstod ikke, hvor meget eller hvor længe. Det var først, da mine forældre fortalte mig om hans udelukkelse, at min søster og jeg endelig fik detaljerne.
»Jeg hader dig!« råbte jeg igen og igen og hulkede. Jeg var rasende. Hvordan kunne han gøre det mod vores familie? tænkte jeg. Hvordan havde han kunnet lyve for os så længe?
Det første chok og vreden varede ikke længe. Efter nogle uger veg min vrede for følelsesløshed. Til at begynde med var det en lettelse fra den vrede og smerte, jeg følte, men med tiden blev lettelsen til desperation. Det føltes som om mit liv faldt sammen om mig. Mere end nogensinde før havde jeg brug for at føle mig forbundet med himlen. Jeg havde brug for Guds kærlighed, vejledning, fred og heling.
Snart blev det generalkonference. Under et møde lyttede jeg og ventede på at mærke Gud trøste mig. Men det skete ikke. I den mørke kirkesal tænkte jeg, jeg kan ikke mærke Helligånden, men jeg er sikker på, at han er her. Han er nødt til at være her. Da jeg tænkte det, kom jeg i tanke om de mange små bekræftelser, jeg havde modtaget på, at skrifterne var sande, Joseph Smith var en profet, at vor himmelske Fader havde velsignet min familie og at overholdelse af buddene gav fred. Det var som om, at jeg havde en reserve af vidnesbyrd.
Jo mere jeg tænkte over tidligere åndelige bekræftelser, jo mere indså jeg, at selvom jeg desperat ønskede at mærke Ånden, så gjorde det egentlig ikke noget, at jeg ikke kunne mærke hans indflydelse lige i det øjeblik. Jeg havde allerede fået et lager af stille, vedvarende bekræftelser på, at evangeliet var sandt.
Den kundskab styrkede mig og gav mig et stærkt ønske om fortsat at holde buddene, selv når der ikke var umiddelbar belønning ved det. Jeg følte gradvist vor himmelske Faders og Frelserens kærlighed mere i mit liv. At jeg holdt mig tæt på dem, selv når jeg ikke kunne mærke, at de var mig nær, gav mig en ubestridelig fred og et stærkere vidnesbyrd om Frelserens evangelium. Det præger mig stadig nu, når jeg møder usikkerhed eller hjertesorg. Jeg ved, at jeg kan stole på vor himmelske Fader og Frelseren, og de vil hele, opløfte og styrke mig og enhver anden.