Lidt bedre dag for dag
Da jeg var barn, spillede jeg violin. Jeg ville gerne have, at det lød smukt. Jeg ville gerne spille for mine forældre og høre dem sige: »Det var smukt, Joy!« Men det lød ikke smukt. Det hvinede og knagede!
Når jeg ikke havde øvet mig, kunne min lærer sommetider sige: »Joy, har du øvet dig i denne uge?« Det gav mig lyst til at øve mig, så jeg kunne spille bedre ugen efter.
Når jeg ser tilbage på det, var violinen en god erfaring, for det var svært. Og selvom jeg ikke altid kunne lide at øve mig, så lærte jeg meget af at sætte et mål om at øve lidt hver eneste dag.
Det er det, jeg håber, I vil gøre. Prøv at blive lidt bedre hver dag. Vor himmelske Fader forventer ikke, at I lærer alting med det samme. Hele livet er beregnet til at lære og vokse lidt ad gangen. Han ønsker, I bliver ved med at prøve. Og han ønsker, at I skal nyde at udvikle jer!
Vi er sommetider hårde ved os selv. Vi tænker: »Det er jeg dårlig til. Jeg kan ikke gøre det« og så giver vi op. Men Frelseren siger: »Fortsæt. Jeg er her for at hjælpe jer!« Takket være Jesus Kristus, behøver vi ikke at gøre det alene. Vi kan rejse os og prøve igen med hans hjælp. Det er det, livet handler om.
Hvis der er en ting, som jeg ville ønske, at I vidste i hjertet, så er det, at vor himmelske Fader elsker jer. I møder måske svære ting, men I er blevet forberedt til at komme til jorden på denne tid. Bliv ved med at prøve og dele jeres lys. Vor himmelske Fader vil velsigne og vejlede jer, når I følger pagtens sti. ●