Generation 2019 Byfest
En succes gentages
I lighed med tidligere år var der også i 2019 inviteret til Generations fest – en fest, hvor familierne samlet samles, nyder hinandens selskab, spiser godt og morer sig – alt i diversitetens skønne ånd.
Og det var atter en succes.
Lige fra første glimt
Om arkitekterne bag Maglegårds Alle havde set dette komme, er nok tvivlsomt, men lige fra – eller rettere før – indgangen var der lagt op til fest. Der var rød løber og nærmest »cirkus-indgang« med ballonport.
Oppyntningen var fremragende og i stilen. Der var indrettet diverse boder med fantastisk mad og superlækker dessert. Også forskellige kosher drinks og snacks i overflod til såvel store som små.
Børn og barnlige sjæle blev fremragende underholdt af forskellige lege i nogle af de opsatte boder og for de lidt ældre – og de, der blev lidt trætte i benene – var der opstillet tillokkende sofahjørner, en skøn lounge.
Live musik
Og minsandten om ikke vi på scenen havde lejlighed til at se et levende band – »Spirituel Vanilla« – der leverede funky og underholdende musik, som lokkede mange ud på dansegulvet, der blev fyldt op. Skønt at se søskende i nye roller
En helt igennem herlig aften.
Tak, tak og tak
Et sådant arrangement kommer ikke af sig selv. Der går et kæmpearbejde forud – lige fra planlægning over information og invitation, styring af tilmeldinger, klargøring af boder m.m., kulinarisk fingerfærdighed med meget mere. Et kæmpe arbejde, hvor en stor gruppe søskende har arbejdet ihærdigt under ledelse af Steffen og Anne Sofie Meilsøe og Gismo Borup Hansen. Tak til alle, der var med til at gøre Generations 2019 til et brag af en aften og fest.
Allerede nu glæder vi os til næste år.