2020
Nyt rådgiverpar i templet
Februar 2020


Navnenyt

Nyt rådgiverpar i templet

Som tidligere fortalt

Som den opmærksomme læser af »Rundt om Danmark« vil kunne huske, nævnte vi i artiklen om vores nye præsidentpar i templet, at vi senere ville fortælle om de nye rådgivere og deres hustruer. Vi begynder med det ene par og vil her trygt overlade det til søster Dorrit og præsident Per Olsen at fortælle om sig selv.

Begyndelsen

Vi mødte hinanden på Priorvej 12, i kirkebygningen, hvor der nu er tempel, i 1977, hvor Per også blev døbt i 1971, efter at have lært om Kirken af en ung kollega. Dorrits forældre blev medlemmer i Esbjerg i 1956, og hun blev døbt i Randers, efter at familien var flyttet til Skive. Vi blev viet i templet i Schweiz i 1978 og tog på bryllupsrejse i samme land i telt.

Familie, arbejde og kaldelser

Vi er begge 71 år. Vi har to voksne sønner, som begge bor i USA med deres familie; der er 4 børnebørn.

Per er uddannet maskinarbejder og har arbejdet i postvæsenet som multi-håndværker og lavet el-kørestole og vægte. Dorrit var au-pair-pige i Paris 1965-66, er bankuddannet, har undervist missionærer i dansk i USA og gået på BYU i Provo.

Hun har været fuldtidsoversætter for Kirken og ikke mindst hjemmearbejdende mor og hustru. Hun tjente som fuldtidsmissionær i Danmark 1970-1972, og Per tjente som stavsmissionær i 1974-1976. Han glæder sig over resultatet af dette arbejde sammen med fuldtidsmissionærerne, når han møder de søskende, der tilsluttede sig Kirken og deres børn og børnebørn.

Dorrit har tjent i Primary i stav og menighed, som rådgiver og lærer i Hjælpeforeningen, lærer i Søndagsskolen, assisterende grenssekretær (1967).

Per har tjent i næsten alle kaldelser (undtagen stavspræsidentskab) som biskop, missionsleder og Unge Mænds præsident; dvs. tjent i 15 forskellige kaldelser.

Tjeneste i templet

Vi tjener begge som tempeltjenere, Dorrit har været det i 8 år, Per i 15 år, mange af disse år som koordinator. Vi har tjent fuldtids i templet i København i 1 år og i templet i Stockholm i 5 måneder. At tjene i templet hver uge er virkelig opbyggende, man lærer så meget, får så mange åndelige oplevelser, der sker tit små mirakler, når vi skal opfylde søskendes ønsker om at udføre de forskellige ordinancer. Der er mange forskellige velsignelser ved at komme i templet. Og som vores profet har fastslået: »Vi har alle behov for den fortsatte åndelige styrke og belæring, der kun er mulig i Herrens hus« (Russell M. Nelson, oktoberkonferencen, 2018).

Den nye kaldelse

Vi ser frem til at arbejde sammen med de gode søskende i præsidentskabet, med de som arbejder i templet og alle de mange flittige tempeltjenere og missionærerne fra USA. Vi glæder os til at møde nye og »gamle« søskende og alle de unge, som kommer til dåb. Nu skal vi komme flere dage om ugen igen, det bliver et stort arbejde, en stor oplevelse og en masse fantastiske velsignelser. Man bliver et bedre menneske ved at komme i templet. Så kom og modtag undervisning og de mange velsignelser.