2020
Gladsaxe 2 Menighed går virtuelt
September 2020


Nyheder

Gladsaxe 2 Menighed går virtuelt

Nød lærer …

Og nej, dette handler ikke hverken om spinderier eller let påklædte kvinder. Men at kirken fysisk er lukket ned på grund af Corona-krisen er virkelig en »nød«. At vi nu i skrivende stund i mere end 2 måneder har været afskåret fra hver søndag at møde hinanden, at kramme eller blot trykke hinandens hænder har virkelig været en prøvelse, en prøvelse som vel de allerfærreste af os på nogen måde havde kunnet forestille sig endsige forventet. Men sådan er det jo.

Et savn opblødes eller afhjælpes

Da dette savn efterhånden føltes så stort, og man ikke umiddelbart kunne få øje på en snarlig løsning, valgte medlemmerne i menigheden gennem Hjælpeforeningen og ældsternes kvorum en virtuel afhjælpning.

Så siden vi gik i luften for knap 2 måneder siden, har de to organisationer på skift hver anden søndag afholdt et møde forud for det fra stavens side gennemførte søndagsmøde.

Brobygning

Det fantastiske ved teknologi er, at det på mange måder minder om bygning af broer, hvis formål er at forbinde to ellers adskilte områder, som for eksempel Danmark/Sverige eller de forskellige danske øer, der er broforbundne. Det gør det muligt på trods af krisen at se hinanden og at tale sammen via en af de mange forskellige muligheder som Skype, Facetime, Zoom m.m.

På denne måde har det været muligt at afholde Hjælpeforening og præstedømmemøde og derigennem alligevel føle sammenholdet og at blive opbygget åndeligt.

Jeg har bedt to af vores medlemmer udtrykke deres følelser om projektet:

Pernille Hornslet

»Jeg har været superglad for vores hjælpeforeningsmøder og så skønt at se damerne igen. Det giver et dejligt løft at mødes online og skønt, at så mange kvinder har deltaget. Både Pia og Frederikke har forberedt fantastiske dejlig undervisning, og med alle søstrenes bidrag har jeg følt mig åndeligt styrket og opbygget.

Jeg er superglad for, at det er muligt.«

Kim Sønderby

»Det er dejligt at møde brødrene til et virtuelt præstedømmemøde og høre og se hinanden igen. Vores kvorumspræsident Steffen Meilsøe havde forberedt undervisningen, og vi kunne alle deltage ved at give tegn på vores computer. Derigennem kunne vi dele oplevelser og vidnesbyrd med hinanden. Meget inspirerende at kunne dele Herrens ord fra skrifterne og blive opbygget til at yde næstekærlighed i et ellers lukket Danmark.«

Opbygget trods Coronaens prøvelser

Det er og har været fantastisk, at vi på denne måde har kunnet se hinanden og stadig føle nærvær og at kunne blive åndeligt opbygget sammen.

Tusind tak til Hjælpeforeningen og præstedømmet for at arrangere det. Vi glæder os til det næste kram.