At ældes med trofasthed
Passende påklædning
Forfatteren bor i Californien i USA.
Denne gang var det vores ansvar at sørge for, at hun var passende klædt.
Fra vores tidligste barndomsdage var vores mor der for at sikre, at vi var passende klædt til alle lejligheder. Med fem døtre var det noget af en tørn. Hvis vi havde bukser på, når en kjole var påkrævet, fik hun os til at skifte. Når en af os var iført fint nyt tøj, som vi ikke mente skulle være dækket af en frakke, uanset hvor koldt det var, insisterede hun på, at vi alle havde frakke på. Hun klædte sig altid passende, og hun sørgede for, at vi også gjorde det.
Mor havde ikke bare brugt sit liv på at lære os hver især, hvordan vi skulle klæde os, men også hvordan vi skulle leve. Hun delte sin indsigt i evangeliets glæde og sit vidnesbyrd om templets betydning. Hun gjorde det klart for os, at hun håbede, at vi hver især ville forstå indvirkningen af tempelordinancer på vores evige lykke.
Så kom den dag, hvor vi skulle samles for at vælge vores mors påklædning til hendes begravelse. Hun havde forladt denne verden efter at have lært os alt i den tid, hun havde haft. Dette var vores mulighed for at vise vores hengivenhed over for hende, og vores taknemmelighed for de principper, hun havde indpodet i vores hjerter.
Denne gang var det vores ansvar at sørge for, at hun var passende klædt.
Da vi kom ind i det rum, hvor mor skulle klædes på til begravelsen, så hendes livløse legeme så tomt ud. Varmen fra hendes ånd var væk, og erstattet af dødens kulde. Da hendes døtre og nogle af hendes børnebørn stod omkring hende, ærede vi denne storslåede kvindes liv og ønskede en sidste gang at vise hende vores taknemmelighed for den velsignelse, hun havde været i vores liv.
Vi var nu seks døtre: Leah, Heather, Gaylene, Lori, Melinda og svigerdatteren Adrianne. Vi seks dannede en tæt cirkel omkring mor. Så dannede vores egne døtre en cirkel omkring os. Disse to cirkler mindede om de krusninger af kærlighed, der blev skabt i hendes liv. På grund af hendes indflydelse og hendes efterkommeres retfærdige valg ville tempelpagternes velsignelser fortsætte som krusninger gennem generationer og fortsat forøge præstedømmepagternes velsignelser.
Hendes døtre forberedte hende til begravelse. Vi klædte omhyggeligt hendes kolde krop i de varme tempelklæder. Hvert bånd blev bundet forsigtigt, hjemmeskoene sat på. Vi bestræbte os på, at alt tøjet sad korrekt. Den eneste ting, der manglede, var at binde en sidste sløjfe. Mens vi gjorde det, og vi sørgede for, at den var bundet så godt som muligt, dukkede et minde op for os alle – hun havde bundet den sløjfe for os alle, første gang vi var i templet. Da vi bandt hendes sløjfe for sidste gang, gav vi nu symbolsk tempelvelsignelsernes gave tilbage til hende med evig taknemmelighed.
Da vi så på hende, blev vi alle fyldt med varme. Dødens kulde omgav hende ikke længere. Hun var smuk. Det var let at forestille sig hende i himlen, omgivet af dem, hun elskede, ivrig efter at vende tilbage til sin himmelske Fader.
Da jeg forlod rummet, gik det op for mig, at jeg nu havde gennemlevet den periode i mit liv, hvor jeg kunne passe på min mor. Hun havde holdt ud til enden. Hun havde ældet med trofasthed og velsignet sin efterkommere gennem sit eksempel. Jeg håbede og bad om, at jeg kunne gøre det samme, og at jeg en dag kunne efterlade en lignende arv til mine døtre og børnebørn.