Hvordan det styrkede min tro at lære profeten Joseph at kende
Joseph Smiths og andre tidlige helliges liv var ikke så forskelligt fra vores. Deres erfaringer kan styrke vores tro.
Joseph og Emma med den lille Alvin, af Liz Lemon Swindle. Må ikke kopieres
Da jeg første gang begyndte at arbejde på projektet Joseph Smith Papers for 11 år siden, havde jeg et stærkt vidnesbyrd om Joseph Smith som genoprettelsens profet. Men for mig virkede Joseph næsten som en mytisk figur – en person, der var så langt mere åndeligt avanceret, at jeg havde svært ved at forholde mig til ham. Han modtog fantastiske besøg af himmelske væsener, herunder vor himmelske Fader og vor Frelser, Jesus Kristus. Jeg havde derimod nogle gange svært ved at føle Guds kærlighed.
Idet jeg har brugt de sidste 11 år fordybet i Joseph Smiths liv – læst hans dagbøger, hans breve, hans taler – har jeg lært ham at kende på et meget mere personligt plan. Og jeg har indset, at han var et menneske ligesom mig. Ja, han var Guds profet og modtog storslåede åbenbaringer, syn og besøg. Men han var stadig nødt til at overvinde livets udfordringer ligesom os andre.
Vi, der lever i dag, bor i en verden, der er meget forskellig fra Joseph Smiths og de tidlige helliges verden. Og alligevel er vores problemer ikke helt forskellige fra deres. Vi har alle vanskeligheder på grund af den almenmenneskelige erfaring med sygdom, død, forræderi, modløshed og slet og ret hårde tider. Joseph havde også øjeblikke, hvor Gud syntes langt væk, og hvor han spekulerede på, om Herren var opmærksom på hans og de helliges situation. Han oplevede at miste sine kære, han led under sygdomme og prøvelser, men han mødte dem med en fast tro på, at Gud var med ham, og at der var »goder, som nu er blevet til.«1
Følgende to eksempler fra Joseph Smiths liv viser, hvordan han navigerede i det at være menneske, og hvordan studiet af hans liv og de tidlige helliges oplevelser har hjulpet mig med at tackle mine egne prøvelser.
»Jeg tror, at vi til en vis grad kan føle med ham«
På et eller andet tidspunkt vil vi alle opleve hjertesorg på grund af død og sygdom. Det var ikke anderledes for Joseph og Emma Smith. Deres første barn døde kort tid efter fødslen, og Emmas næste graviditet (med tvillinger) endte også med at babyerne døde. Joseph og Emma adopterede derefter nogle nyfødte tvillinger, hvis mor, Julia Clapp Murdock, døde under fødslen. Elleve måneder senere, i marts 1832, døde den unge Joseph – en af tvillingerne – efter et angreb fra en folkemængde på profeten Joseph, hvor babyen, der led af mæslinger, blev udsat for den kolde natteluft.2
Hans børns død gav Joseph empati for andre, der oplevede at miste deres kære. Blot et par dage efter sønnens død rejste profeten til Missouri for at opfylde en befaling, som Herren havde givet ham om at rådføre sig med de hellige der. På vej tilbage blev Joseph forsinket, fordi hans rejsekammerat Newel K. Whitney brækkede sit ben i en ulykke. De to måtte blive i den lille by Greenville i Indiana i et par uger, indtil Newel var rask nok til at kunne rejse videre.3
Mens Joseph vansmægtede i Greenville, hørte han, at hans niece Mary – den to år gamle datter af Hyrum Smith – lige var død. Hendes død var sønderknusende for Hyrum og hans kone Jerusha.4
Da Joseph hørte nyheden, skrev han et brev til Emma – som stadig sørgede over tabet af baby Joseph. »Jeg blev bedrøvet over at høre, at Hyrum har mistet sit lille barn,« skrev Joseph. »Jeg tror, at vi til en vis grad kan føle med ham.« Naturligvis kunne Joseph og Emma sympatisere med ham, eftersom de havde mistet fire af deres egne børn. Joseph fortsatte: »Men vi må alle forsones med vores skæbne og sige: Herrens vilje ske.«5 For at give døden mening satte Joseph sin lid til Herren.
Jeg har tænkt på den oplevelse, når jeg har stået over for familiemedlemmers, menighedsmedlemmers og venners død. Selv profeten Joseph, der havde modtaget strålende syn af de celestiale, terrestriale og telestiale riger omkring seks uger før den lille Josefs død (se L&P 76), blev bedrøvet over sin søns bortgang. Han vidste, at han ville se baby Joseph og sine tre andre børn igen, men alligevel var deres død smertefuld for ham. Det fjernede ikke smerten at være profet, og det fritog ikke Joseph fra at opleve jordelivets vanskeligheder. Men at stole på Gud og hans plan afbødede noget af smerten.
»Stands, og forstå, at jeg er Gud«
I 1833 stod Joseph Smith og resten af Kirken over for et knusende tilbageslag, da folkemængder fordrev de hellige fra byen Zion i Jackson County i Missouri. Mange af de hellige frøs og var sultne og hjemløse, så Kirkens ledere havde brug for guddommelig hjælp mere end nogensinde før. Men da Joseph overvejede situationen, fandt han sig ude af stand til at få vejledning. Efter det første voldsudbrud i juli 1833 skrev Joseph til de hellige i Missouri: »Jeg ved fuldt og fast, at han [Herren] hurtigt vil udfri Zion, for jeg har hans uforanderlige tilsagn om, at dette vil være tilfældet. Men Gud finder det godt at holde det skjult for mine øjne, hvordan det nøjagtigt vil blive gjort.«6
De hellige fordrives fra Jackson County i Missouri, af C.C.A. Christensen, gengivet med tilladelse fra Brigham Young University Museum of Art
Efter at de hellige blev fordrevet fra amtet i november, bønfaldt Joseph igen Herren om svar på to specifikke spørgsmål: »Hvorfor har Gud ladet så stor en ulykke komme over Zion?« og »med hvilke midler vil han føre hende tilbage til sin arv?« Men Joseph fik stadig ikke vejledning. »Herren har holdt [svarene] skjult for mine øjne,« sagde han til Edward Partridge, biskoppen i Missouri. »De bliver ikke vist mig tydeligt.« I stedet gav Gud Joseph en bekræftende tilskyndelse: »Stands, og forstå, at jeg er Gud.«7
Den 16. december 1833 modtog Joseph endelig sine svar gennem en åbenbaring (se L&P 101). Den første del af denne åbenbaring forklarede, hvorfor Herren tillod de hellige at blive fordrevet fra Jackson County – det første spørgsmål, som Joseph havde stillet Gud. Anden del var en lignelse om en adelsmand, der mister sit land til sine fjender og beder sit hus om at tage landet tilbage. Det var svaret på Josephs andet spørgsmål. Herren gentog også sine tidligere trøstende ord: »Stands, og forstå, at jeg er Gud« (L&P 101:16).
Alle har vi stunder i vores liv, hvor vi føler, at Gud ikke besvarer vores bønner. Han synes måske fjern, og vi kan tvivle på, om han er opmærksom på, hvad der sker. Jeg har haft disse stunder, hvor jeg har spekuleret på, hvornår et svar ville komme. Det har været en trøst for mig at læse, at selv Joseph Smith, genoprettelsens store profet, havde stunder, hvor han også måtte kæmpe for at få svar – hvor Gud ikke viste ham alt på én gang. Det giver mig mod til at gå fremad i tro, idet jeg ved, at vil jeg modtage svar, når tiden er inde.
Profeten Joseph Smith var en bemærkelsesværdig person. Han vil altid være en af mine helte. Han måtte lide under livets prøvelser, ligesom jeg gør. Han måtte kæmpe med død, sygdom og modløshed. Alligevel holdt han ud med en tro på Gud og Jesus Kristus, der gjorde det muligt for ham at overvinde sine vanskeligheder.
Det mod, jeg føler, når jeg læser om hans styrke, om Emmas styrke og om de tidlige medlemmer af Kirkens styrke, giver mig håb om, at jeg også kan overvinde mine udfordringer. For mig er det en af de største grunde til at studere Kirkens historie: Så min tro kan styrkes ved at se på dem, der er gået foran os og deres eksempel.