Sidste dages helliges røster
Velkommen tilbage, Christine
Otte år efter min fars død blev jeg mindet om Guds kærlighed til mig.
Foto af templet i London i England af Chris Wills
Jeg var kun 19 år, da min far døde den 20. juni 2010. Det var fars dag i USA. Min fars død rystede mig i min grundvold, og jeg holdt gradvist op med at gå i kirke. Hvordan kunne jeg gå i kirke og bede Gud om vejledning, når han ikke lyttede til mig, da jeg havde mest brug for ham? Jeg følte, at han havde forladt mig.
Et par år senere flyttede jeg til London i England for at få en uddannelse. På vej til campus en kold snevejrsdag lyttede jeg til en musical på mine øretelefoner, da to missionærer henvendte sig til mig og præsenterede sig selv.
Ældste Hathaway og Porter spurgte mig, hvad jeg lyttede til. Da jeg fortalte dem, at jeg lyttede til musicalen Mormons Bog, spærrede de øjnene op. De to missionærer delte deres vidnesbyrd om bogen og gav mig et eksemplar af samme. Da jeg begyndte at læse Mormons Bog, indså jeg, at Gud måske gav mig et tegn for at fortælle mig, at det var på tide at vende tilbage til ham – men på en ny måde.
Dagen efter underviste missionærerne mig i frelsesplanen. I løbet af denne lektion sagde ældste Porter: »Til sidst får vi muligheden for at være sammen med vores familier igen.« Det var den mægtigste doktrin, jeg nogen sinde havde hørt. Jeg ville få en chance for at være sammen med min far igen. Jeg vidste øjeblikkeligt, at jeg ønskede at lære mere. Min kærlighed og tillid til Gud begyndte langsomt at vende tilbage.
Den 15. april 2018 blev jeg døbt. Jeg vil for altid huske, hvor varmt vandet var. Det var, som om Gud gav mig et stort kram og sagde: »Jeg har savnet dig, Christine. Velkommen tilbage!« Påmindelsen om Guds kærlighed var storslået. Hyde Park 1. Menighed bød mig også velkommen og hjalp mig på min rejse.
Hvis man havde spurgt mig for ti år siden, om jeg nogensinde kunne elske Gud igen, ville jeg sandsynligvis have svaret: »Nej!« Men undervisning i Guds frelsesplan ændrede det.
Snart tog jeg til templet i London i England med min fars navn. Da en person blev døbt og bekræftet, stedfortrædende for min far, vidste jeg, at jeg var endnu et skridt tættere på at være kunne leve sammen med ham igen.
Jeg ved, at jeg vil blive genforenet med min far. Nu vokser min kærlighed til Gud hver dag.