Kun digitalt
Evangeliet bringes til Bulgarien
Vi kan lære meget om kraften i missionering af disse begivenheder i Kirkens historie.
Den 30. juli 1899 døbte en serbisk missionær ved navn Mischa Markow, som forkyndte i hele Europa, den første bulgarske konvertit ved navn Argir Dimitrov i nærheden af Constanta i Rumænien.1
I Rumænien forkyndte Markow og Dimitrov på fire sprog og døbte flere konvertitter, før de blev forvist af de lokale myndigheder.2 I juni 1900 forkyndte Markow og Michael Dimitrov, en bulgarsk konvertit, der blev døbt i Bukarest, i Ruse og Sofia i Bulgarien.3 Efter flere uger i Sofia blev Markow arresteret, afhørt og landsforvist, før han døbte nogen konvertitter.4
Det gengivne evangelium blev ikke forkyndt igen i Bulgarien de næste 90 år. Ved afslutningen af den kommunistiske æra rejste ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum til Sofia med andre ledere af Kirken. I februar 1990 spurgte ældste Nelson under et møde med statslige repræsentanter, hvad Kirken kunne gøre for Bulgarien, og blev bedt om at sende engelsklærere.
Det efterår begyndte seks missionærer, der hovedsageligt havde undervisningserfaringer fra klasselokaler, med at undervise klasser i engelsk i Sofia, Pravets og Smolyan. I Sofia fandt ældste Morris og søster Annetta Mower adskillige medlemmer af Kirken, der var blevet døbt andre steder i Europa og allerede boede i området. 14. oktober 1990 begyndte Mower-parret at holde ugentlige gudstjenester i deres lejlighed. Under en måned efter blev mere end 50 folk stuvet ind i den lille lejlighed til ugentlige møder.5 Da de første forkyndende missionærer ankom i november, ventede seks personer på at blive døbt.6 Efterhånden som interessen for Kirken voksede, stod det snart klart, at der var behov for en mission med hovedkvarter i Bulgarien.
En morgen i april 1991 ringede telefonen hos Kiril og Nevenka Kiriakov i deres hjem i Virginia i USA. Nevenka genkendte øjeblikkeligt den velkendte stemme: »Kan jeg tale med bror Kiriakov?« spurgte daværende ældste Thomas S. Monson.7
»Ja«, svarede hun. Men før hun kunne give telefonen videre til Kiril fortsatte ældste Monson: »Hvordan ville du have det med, at din mand blev kaldet til at være den første missionspræsident i Bulgarien?«8
Kiril og Nevenka var flygtet fra Bulgarien i 1963 med deres børn, Julia og Peter, og havde tilsluttet sig Kirken i Frankrig, før de slog sig ned i USA. De kommunistiske myndighed havde truet Kiril med henrettelse og hans familie med fængsling, hvis de nogensinde vendte tilbage. Alligevel var Kiril i en velsignelse blevet lovet, at han ville prædike evangeliet i Bulgarien. Nu hvor der var et ny styre, følte de, at det var sikkert at vende tilbage. På trods af Kirils betydelige problemer med helbredet accepterede han og Nevenka modigt et kald til at tjene.9 »Jeg ville utroligt gerne se alle mine slægtninge og venner«, sagde Nevenka, »og dele det gengivne evangelium om Jesus Kristus med dem.«10
Mens Kiril og Nevenka forberedte sig til at vende tilbage til deres hjemland, ankom de første missionærer, som skulle tjene under deres lederskab til missionærskolen i Provo i Utah i USA. Sproglæreren, som hilste på dem den første dag, var Julia Kiriakov Caswell, Kiril og Nevenkas datter.11
I juli 1991 blev den bulgarske mission i Sofia officielt åbnet. Ved hjælp af den tro, standhaftighed og indsats, som de lokale medlemmer og missionærer udviste, modtog Kirken snart officiel anerkendelse.12 I slutningen af 1991 var flere end 150 bulgarske hellige blevet døbt.13
Årtier før muligheden for at prædike evangeliet i Bulgarien skulle blive til virkelighed, startede Herren med at gøre forberedelser. På trods af Kirkens lange fravær i landet og vanskeligheder i begyndelsen åbnede tro og vedholdenhed hos dem, som Herren forberedte, op for, at mange andre kunne modtage det gengivne evangelium.
Hvem har Herren forberedt jer til at dele evangeliet med? Hvordan har han banet vejen for jer. I skal vide, at der venter jer mirakler, når I søger muligheder for at forkynde evangeliet »i overensstemmelse med den tildeling af Ånd og kraft, der skal blive givet jer« (L&P 71:1).