Kun digitalt
Var jeg virkelig nødt til at betale fasteoffer?
Jeg havde aldrig før betalt fasteoffer. Skulle jeg give min biskops opfordring en chance?
Min biskop og jeg førte en behagelig samtale på hans kontor, men i virkeligheden hørte jeg ikke meget efter.
Det var midt i december, og vi var mødtes til en tiendeopgørelse. Jeg havde altid haft et vidnesbyrd om tiende og havde betalt fuld tiende, så jeg forventede mig ikke meget af dette korte møde. Og jeg var utålmodig efter at komme tilbage og læse op til mine afsluttende college-eksaminer, fordi jeg lige havde fundet ud af, at jeg var dumpet i matematik. For anden gang.
Jeg var meget modløs, og mine tanker var et andet sted.
Min biskop så venligt på mig.
»Jeg har lagt mærke til, at du ikke har betalt fasteoffer i år«, sagde han med et smil.
Det fik mig til at koncentrere mig igen.
Han havde ret.
Fasteoffer havde været i mit baghoved i månedsvis. Det var noget, som min familie sjældent talte om under min opvækst, og vi talte heller ikke meget om det i kirken.
Jeg troede ved en fejl, at jeg ikke behøvede bidrage med særligt meget. Til dels fordi jeg nu var i en menighed for unge voksne, og til dels fordi jeg var blændet af min egen stolthed, og ikke rigtigt havde et vidnesbyrd om faste og fasteoffer.
Jeg tænkte, at det var nok at betale tiende og blot lade være med at spise.
»Det har jeg ikke«, sagde jeg. »Men hvis jeg betaler tiende og faster, så er det vel det, der tæller mest, ikke?«
Min biskop smilede og forklarede for mig, hvor vigtigt det er at betale fasteoffer sammen med fasten hver måned. Og hvor vigtige de midlertidige velsignelser er, som det giver for folk med behov for hjælp i menigheden.
Men frem for alt fremhævede han de velsignelser, som er tilgængelige for dem, der er villige til at ofre og overholde fasteloven.
Han kiggede mig i øjnene og sagde: »De velsignelser kan hjælpe dig med alle de udfordringer, du står overfor i øjeblikket, selv dem med din uddannelse.«
Jeg tabte kæben. Jeg havde ikke engang fortalt ham, at jeg lige var dumpet i matematik.
»Så det, du siger, er, at jeg vil kunne bestå i matematik næste semester, hvis jeg betaler mit fasteoffer?«, sagde jeg.
Vi lo begge to, men jeg blev lidt chokeret, da han faktisk nikkede.
Han fortalte mig, at hvis jeg studerede og modtog vidnesbyrd om vigtigheden af fasteloven og betalte fasteoffer hver måned, så ville jeg blive overrasket over de velsignelser, som vor himmelske Fader ville lade regne ned over mig.
Da jeg kunne se, at matematik var det eneste fag, som afholdt mig fra at gøre fremskridt i skolen, og at jeg havde haft problemer med matematik (særligt matematik, der både omfatter tal og bogstaver) gennem hele mit liv, så besluttede jeg mig for at give det en chance.
At finde det Hvorfor, som er grundlag for fasten
I starten af det næste semester lovede jeg mig selv, at jeg ville studere matematik mere intenst, end jeg nogensinde havde gjort det før. Og jeg ville også lære så meget om faste og fasteoffer, som jeg kunne.
Jeg havde altid fastet under min opvækst, men jeg havde aldrig nogensinde gjort det meningsfyldt. Det meste af tiden om fastesøndagen tænkte jeg kun på, at jeg var så sulten, så de frugtsnacks, nogle børn havde tabt på gulvet under nadvermødet, faktisk så appetitvækkende ud.
Da næste måned begyndte, havde jeg svært ved at betale tiende og fasteoffer. Jeg var en fattig studerende, og jeg havde ikke meget at tilbyde!
Men efterhånden som månederne gik, følte jeg, at min smålige tilgang og stolthed begyndte at forsvinde. Mens jeg fokuserede på hvorfor vi faster, følte jeg mit hjerte og min tro ændre sig for hver fastesøndag på mange måder:
-
Mine bønner for at indlede og afslutte mine faster blev mere oprigtige og meningsfyldte.
-
Det hjælp mig med at have et formål, når jeg betalte fasteoffer. I stedet for udelukkende at fokusere på min knurrende mave, startede jeg med at genkende Åndens blide stemme og påvirkning.
-
Den rene og alligevel tankevækkende åndelige styrke, som jeg følte ved afslutningen af hver faste, fyldte min sjæl og varmede mit hjerte.
-
Jeg indså til sidst, at vi ved villigt at gøre ofre for andre, forfines til mere kristuslignende væsener, fordi han lige netop ofrede sig for os. Hans liv var en lang givende handling.
-
Jeg følte barmhjertighed berige min sjæl hver måned, mens jeg tænkte på, hvor mange folk vi er i stand til at tjene med vores villighed til at give. Og jeg følte taknemmelighed for alle de velsignelser i mit liv, som jeg nogle gange tidligere havde overset.
-
Faste med det formål at dele lys og velsignelser med andre blev meget vigtigere end det, som jeg selv fik ud af det.
-
Jeg følte mig mere knyttet til vor himmelske Fader og Frelseren.
-
På trods af løbende udfordringer oplevede jeg mange små udtryk for barmhjertighed og følte stor glæde i mit liv.
Jeg blev ramt af ordene fra ældste Joseph B. Wirthlin fra De Tolv Apostles Kvorum (1917-2008), da han sagde:
»Faste i den rette ånd og på Herrens måde giver os åndelig energi. Det styrker vores selvbeherskelse, fylder vores hjem med fred, oplyser vores hjerte med glæde, giver os styrke til at modstå fristelser, bereder os til modgangstider og åbner himlens vinduer …
Når vi efterlever fasteloven, kommer vi ikke blot Gud nærmere ved bøn, men vi bespiser de sultne og tager os af de fattige.«1
Der er lovet os mange velsignelser, som blot venter på os.
Siden denne erfaring er faste og fasteofre blevet en vigtig del af mit liv som discipel. Jeg føler mig tættere på min himmelske Fader og Frelser, hver gang jeg giver. Og nogle gange faster jeg endda, når det ikke er fastesøndag, for at søge svar og trøst til mig selv og andre.
Jeg har indset, at fasteloven virkeligt er en gave.
Og hvis I spekulerer over det, så ja, jeg bestod mirakuløst i matematik det semester. Og jeg bestod ikke blot - jeg fik en af de højeste karakterer i klassen. Jeg læste selvfølgelig på det, men for første gang i mit liv virkede de bogstaver og tal endelig til at give mening i mit hoved.
Vor himmelske Fader er i sandhed en miraklernes Gud.
Når vi bestræber os på at følge ham og hans søn, Jesus Kristus, samt deres bud, kan vi bevæge os fremad med tro, håb og næstekærlighed. Så vil de minde os om, at de er med os og klar til at velsigne os for vores bestræbelser.