Kun digitalt: Unge Voksne
Hvad nu, hvis jeg ikke kan sige »Jeg ved, at …«?
Uanset styrken af jeres vidnesbyrd, er der et sted til jer i Kirken.
Mit vidnesbyrd består af to dele: Ting, jeg ved er sande, og ting, jeg tror er sande.
Viden og tro: Jeg bruger begge ord, når jeg bærer mit vidnesbyrd.
Disse ord er vigtige for mig – ikke bare fordi, et varieret sprog er en nøjagtig afspejling af min tro, men fordi det minder mig om, at jeg ikke behøver fuldstændig viden om alle doktriner eller et perfekt svar på ethvert spørgsmål om Kirkens historie for at udtrykke min tro på Jesu Kristi gengivne evangelium.
Der er et sted til alle folk i Kirken uanset styrken af deres vidnesbyrd. Alligevel har nogle af os i Kirken haft tendens til at sammenligne vores vidnesbyrd med andres – særligt, hvis vi kæmper med spørgsmål eller tvivl på områder, hvor andre virker til at vidne med sikkerhed. Nogle gange, når jeg hører Kirkens medlemmer sige fra talerstolen, hvad de ved er sandt, får det mig til at reflektere over mit eget vidnesbyrd – og vidnesbyrd i det hele taget.
»Hvad nu, hvis jeg ikke kan sige: ›Jeg ved‹?«
»Hvad hvis jeg har spørgsmål – eller endda tvivl – om visse aspekter af evangeliet?«
»Er der et sted til mig i Kirken?«
Der er en historie i Det Nye Testamente, som giver mig enorm bekræftelse i, at evangeliets velsignelser er tilgængelige for dem, som lægger deres tro hos Jesus Kristus. En mand bragte et sygt barn til Jesus, og bad »hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os, og hjælp os.«
Jesus sagde: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.«
Manden gav et ejendommeligt svar, et der indikerede, at hans tro sameksisterede med en vis portion vantro: »Straks råbte drengens far: ›Jeg tror, hjælp min vantro!‹«
Jesus helbredte så barnet. (Se Mark 9:14-27).
Jesus krævede ikke perfekt viden af manden, før han udførte et mirakel. Han insisterede heller ikke på urokkelig tro. Mandens anmodning om Frelserens helende berøring på sit barn udtrykte tro, og, hvor den manglede, et ønske om at tro.
Og det var nok til Jesus.
Denne lektion gælder også for dem af os, som søger Kristi helende kraft i vores liv i dag. Som nutidige profeter og apostle har mindet os om, så er ønsket om at tro nok til at begynde med.1 Selvfølgelig stræber vi mod at styrke vores vidnesbyrd; vi sigter efter en stærk tro, som vokser til fuldstændig viden (se Alma 32:21-22, 26-34). Men indtil da er et håb om, at løfterne i Jesu Kristi evangelium er sande, og et ønske om at tro på, at evangeliet er blevet genoprettet på jorden via nutidige profeter, nok til, at vi kan bevæge os fremad i tro.
Så hvad kan I gøre, hvis I ikke føler, at I kan sige: »Jeg ved«? I kan være sikre på, at der er et sted til jer i Jesu Kristi Kirke. I kan med selvtillid udtrykke jeres vidnesbyrd i forhold til, hvad I tror er sandt – og selv i vendinger om, hvad I håber er sandt – alt imens I tager del i evangeliets velsignelser. Og vi kan hver især jævnligt påkalde Gud i bøn og sige »hjælp min vantro«, og se hans kærlighed trænge ind i vores liv og hans mirakler udfolde sig.