Autoritet, ordinancer og forberedelse
Præsident Dallin H. Oaks
Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab
Ordinancerne til frelse og ophøjelse er grundlæggende i Guds store plan for hans børn og for deres forberedelse.
Fotografi af templet i Tegucigalpa i Honduras: Cody Bell
Skrifterne er fulde af henvisninger til det andet komme, en begivenhed, som de retfærdige venter spændt på, og som frygtes eller fornægtes af de ugudelige. »Lad dette råb udgå til alle mennesker,« advarede Herren i begyndelsen af genoprettelsen. »Se, Brudgommen kommer … Forbered jer på Herrens store dag« (L&P 133:10; se også 34:6).
Bered jer på at møde Gud
Vi lever i den tid, der blev profeteret om, »da fred skal borttages fra jorden« (L&P 1:35), hvor »alt skal være i bevægelse; og hjertet skal visselig synke i livet på menneskene« (L&P 88:91). Vi er omgivet af udfordringer på alle sider, men med tro på Gud sætter vi vores lid til de velsignelser, han har lovet dem, som holder hans bud og forbereder sig.
Som en del af vores forberedelse til at møde ham, har Herren befalet: »Stå I derfor på hellige steder og lad jer ikke flytte, førend Herrens dag kommer; for se, den kommer hurtigt« (L&P 87:8). Hvad er disse »hellige steder«? De omfatter helt sikkert templet, der besøges af dem, der trofast holder deres pagter. De omfatter helt sikkert tjenestesteder med trofaste missionærer og andre, som er kaldet af præstedømmeledere. Når vi står på hellige steder, udøver og er vi samtidigt underlagt præstedømmemyndighed, og vi søger de ordinancer, der er nødvendige for ophøjelse og evigt liv.
Præstedømmeautoritet i den genoprettede kirke
For tredive år siden havde jeg en oplevelse omkring, hvordan præstedømmemyndighed i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige adskiller sig fra andre former for autoritet. Hustruen til en fremtrædende protestantisk præst kom hen på mit kontor. I mange år havde hun og hendes mand tjent Herren med stor flid i et kristent embede. Nu ønskede hun at slutte sig til den genoprettede kirke, men hun havde et forbehold.
Hun kom for at spørge mig, hvorfor hun skulle døbes, da hun allerede modtaget den kristne dåb af sin ægtefælle, der var præst og havde døbt mange mennesker i sin menighed. Hun spurgte: »Mener du, at min mand ikke havde nogen myndighed til at døbe alle de mennesker, han døbte?«
Ånden kom mig til hjælp, ganske som vi beder om i disse situationer.
»Nej, jeg er sikker på, at din mand havde autoritet til at foretage disse dåbshandlinger,« svarede jeg. »Han havde al den myndighed, som hans kirke, hans menighed og landets love kunne give ham. Han brugte denne myndighed til at døbe, foretage vielser, ansætte folk til at klare de fysiske behov i sin kirke og udnævne folk til at varetage gudstjenesterne. Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved denne autoritet, men vi ønsker, at du lærer en anden form for autoritet at kende: Den kraft, som Gud overdrager til dødelige.«
Jeg forklarede, at det, der får os til at insistere på dåb for personer, der omvender sig til den genoprettede Jesu Kristi Kirke, er behovet for dåb med den guddommelige myndighed, som Jesus gav Peter og de andre apostle. I tilknytning til den myndighed fortalte han dem, at hvad de end måtte binde på jorden, ville være bundet i himlen (se Matt 16:19; 18:18). Med andre ord ville det være gyldigt og gældende hinsides dødens slør og opfylde himmelens krav. Jeg vidnede for hende om, at denne myndighed er blevet genoprettet og nu kun findes i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Nogen tid senere blev både denne kvinde og hendes mand døbt. Jeg har kendt dem i mange år, og de er trofaste medlemmer.
Betydningen af myndighed er tydelig i mange af Bibelens beretninger om vor Frelsers jordiske tjeneste. Vi læser om de mennesker, han underviste, at »de blev slået af forundring over hans lære; for han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som de skriftkloge« (Matt 7:28-29; se også Mark 1:22; Luk 4:32). I en synagoge blev de »forundrede« over og sagde: »Selv de urene ånder befaler han over, og de adlyder ham!« (Mark 1:27; se også Luk 4:36). Jesus fortalte de undrende skriftkloge, »at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« (Mark 2:10; se også Luk 5:24).
Senere spurgte ypperstepræsterne og de ældste ham, med hvilken ret han gjorde dette (se Matt 21:23-27; Mark 11:27-33). De opfyldte ikke hans betingelse for at få et svar. Men det, han senere sagde og gjorde, afslører hans svar. Da han kaldte sine apostle, »udvalgte« han dem (Joh 15:16), »for at han kunne sende dem ud for at prædike og have magt til at uddrive dæmoner« (Mark 3:14-15; se også Matt 10:1; Luk 9:1; ApG 8:18-19). Da han kaldte de tooghalvfjerds, gav han dem »magt« (Luk 10:19).
Frelseren havde guddommelig magt og autoritet, og han delte den. Som Johannes Døber sagde om Faderen: »Alt har han lagt i hans hånd« (Joh 3:35).
Ordinancernes rolle
De mest kendte eksempler på udøvelse af præstedømmemyndighed involverer ordinancerne. Ordinancer og præstedømmet er uadskillelige. En ordinance er en hellig handling af evig betydning, der udføres med præstedømmemyndighed. Den ledsager indgåelsen af pagter og løftet om velsignelser. Ordinancer i den genoprettede Jesu Kristi Kirke inkluderer dåb, deltagelse i nadveren (den hyppigste ordinance i Kirken) og tempelordinancer, herunder ægteskaber for tid og al evighed samt den gave, som vi kalder begavelsen, der består af viden, pagter og lovede velsignelser.
Ordinancernes nødvendighed er gudgiven og har evig virkning. »Der er en lov, uigenkaldeligt fastsat i himlen før denne verdens grundlæggelse, på hvilken alle velsignelser er baseret« (L&P 130:20). Og »alle, der vil have en velsignelse ved min hånd, skal efterleve den lov, som er blevet fastsat som forudsætning for denne velsignelse, samt dens betingelser, som de blev indstiftet før verdens grundlæggelse« (L&P 132:5).
Ordinancerne til frelse og ophøjelse er grundlæggende i Guds store plan for sine børn. Jesus lærte os, at frelse i Guds rige er betinget af, at vi er »født af vand og ånd« (Joh 3:5). Ophøjelse (evigt liv, »den form for liv og livskvalitet, som vor himmelske Fader og hans elskede Søn nyder«1) kommer fra de højere tempelpagter og -ordinancer (se L&P 14:7; 84:38; 88:107; 132:16-17, 20-21). Vores profet, præsident Russell M. Nelson, har sagt: »Dette liv er tiden til at berede sig til frelse og ophøjelse. I Guds evige plan er frelse en opgave for den enkelte, ophøjelse er en opgave for familien.«2
Forberedelse til at møde Frelseren
Han kommer igen for at herske og regere, af Mary Sauer
Nutidig åbenbaring lærer os, at den, der frygter Herren, vil »se hen til, at Herrens store dag kommer, ja, til tegnene på Menneskesønnens komme« (L&P 45:39). I den sidste tid inden afslutningen på sin jordiske tjeneste talte Jesus om sit andet komme. Han beskrev de trængsler, der ville komme først, og vigtigheden af – disse trængsler uagtet – at være »rede« (Matt 24:44). Så erklærede han: »Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer« (Matt 24:46; se også Luk 12:37, 43).
Præsident Nelson har sagt: »Vi er bare med til at bygge op til kulminationen på denne sidste uddeling – hvor Frelserens andet komme bliver en realitet.«3 Tegnene på det andet komme er overalt omkring os og ser ud til at øges i hyppighed og intensitet. På verdensplan oplever vi og hører om jordskælv, hungersnød, tyfoner, oversvømmelser, plager og væbnede konflikter. Men ikke alle disse tegn er truende. Et positivt tegn i tiden er den profeterede indsamling af Israel, som præsident Nelson har erklæret for værende »det vigtigste, der sker på jorden i dag.«4
Efterhånden som denne indsamling fortsætter, opretter vi stave »som forsvar og som tilflugt fra uvejret og fra vreden, når den ufortyndet skal udøses over hele jorden« (L&P 115:6). Vi fremskynder også opførelsen af templer, hvor de troende kan samles i deres egne hjemlande for at indgå pagter, der gør det muligt for dem at være berettiget til evigt liv (se L&P 84:19-22; 131:1-3).
Som der står i Mormons Bog: »Dette liv er tiden for menneskene at berede sig til at møde Gud« (Alma 34:32). Bereder vi os?
Hvad nu hvis dagen for hans komme er i morgen? Hvis vi vidste, at vi skulle møde Herren i morgen – fordi vi døde, eller fordi han kommer – hvad ville vi så gøre i dag? Hvilke bekendelser ville vi vedgå os? Hvilke vaner ville vi aflægge? Hvem ville vi tilgive? Hvilke ordinancer ville vi søge? Hvilke yderligere ting ville vi gøre for at opfylde vores pagter? Hvis vi kunne gøre dette til den tid, hvorfor så ikke nu? Hvis vores forberedelseslamper er ved at brænde ud, så lad os straks begynde at fylde dem op med olie.