2021
Kristi lys
August 2021


Kom og følg mig

Kristi lys

Lære og Pagter 88

»Dette er Kristi lys. Ligesom han også er i solen og solens lys og dens kraft, hvorved den blev skabt« (L&P 88:7).

illustration full of light, stars, and clouds representing the universe

I midten: Billede af Cary Henrie

Lære og Pagter 88:7-10 fortæller om, hvordan sandheden »skinner« og er Kristi lys. Der står, at han er i eller er lyset fra solen, månen og stjernerne og er den kraft, hvormed de og jorden blev skabt.

Lys er et af de mest overvældende og væsentlige elementer i hele naturen. Den transporterer energi, varme og information gennem det kolde verdensrum på en måde, som videnskaben stadig prøver at forstå. Vi kender kun til to ting, som det kan være: En strøm af partikler, der kaldes »fotoner« eller en bølge af energi i et kontinuerligt »felt«, der krydser rummet. På trods af en betydelig indsats i hundredvis af år kan vi stadig ikke sige, hvilken af disse det er, for det ser ud til at være begge på én gang.

Vores manglende forståelse forhindrer os naturligvis ikke i at drage fordel af lyset. Lys fra solen varmer og giver energi til jorden, og gør liv muligt. Vi fungerer kun i vores hverdag, fordi vi kan se, og vi kan kun se, fordi lys strømmer ud fra alt det, der lyser op eller reflekterer lyset. Lys giver os mulighed for at vide og lære, når det rammer vores øjne. På grund af lys kan vi agere, udvikle os og vokse. Hvis man fjerner lyset, vil alt være isnende i en ikke opbyggelig trøstesløshed. Mennesker på steder uden lys kan kun snuble sig vej frem i mørket.

Det er derfor ikke underligt, at sandheden, der skinner, sidestilles med Kristi lys. Sandhed strømmer tillige med kærlighed, fred, retfærdighed og alt godt fra Frelseren til os. Ligesom fysisk lys giver os forståelse af fysiske ting, når det berører vores øjne, giver Kristi lys os forståelse af åndelige ting, når det berører vores hjerte. Idet universet er fyldt med Kristi lys, kan vi lære, udvikle os og vokse åndeligt. Hvis man fjerner Kristi lys, vil alt være en meningsløs, ikke opbyggelig trøstesløshed. Mennesker uden dette lys snubler i det iskolde mørke, fordi de fejler og ikke modtager vejledning.

Disse vers i skriften fortæller, at Kristus er lys og den kraft, hvormed himmellegemerne blev skabt. Astronomer vil sige, at tyngdekraften, varme og atomare interaktioner skabte stjernerne, solen, jorden og månen og gav dem den beskaffenhed, de har. Dette er sandt, men for at omskrive nobelpristageren Richard Feynman beskriver vi i videnskaben, hvordan disse kreative kræfter fungerer uden virkelig at vide, hvorfor de er, hvad de er. At spørge hvorfor, er at spørge om, hvad formålet med kræfter virkelig er. Disse skriftsteder fortæller os, at Kristus, og med ham Guds gerning og herlighed ved at udvirke menneskets udødelighed og evige liv (se Moses 1:39), er selve formålet med og årsagen til at have et fysisk univers i det hele taget.

Fysisk lys er et symbol på Kristi åndelige lys. Vi lærer af Lære og Pagter 88:11, at der kan være en større forbindelse end blot en metafor. Skriften fortæller: »Og det lys, som skinner, og som giver jer lys, er til i kraft af ham, som oplyser jeres øjne, hvilket er det samme lys, som levendegør jeres forstand.« Dette synes at antyde, at fysisk lys og åndeligt lys er forskellige manifestationer af det samme. Måske er det svært for videnskaben at forstå essensen af lys, fordi videnskabelige undersøgelser alene ikke giver et komplet billede. Det kan være, at en forståelse af lys må omfatte selve Jesu Kristi væsen for at være fuldstændig. Først når vi en dag forstår de processer, gennem hvilke Gud oplyser os, vil vi kunne forstå egenskaberne i det fysiske lys, såvel som egenskaberne i hans univers.