Tennissko i templet
Ville andre dømme mig på samme måde, som jeg uretfærdigt havde dømt en anden?
Under et præstedømmemøde bemærkede jeg et kvorumsmedlem, der var iført jeans og tennissko. Jeg tænkte: »Hvorfor kommer han i kirke i hverdagstøj? Er han blevet oprørsk? Har han forhærdet sit hjerte? Føler han ikke Ånden i sit liv?«
Hvis han virkelig havde et levende vidnesbyrd, ville han helt sikkert vise mere respekt for hellige møder og steder.
En uge senere, mens min kone og jeg besøgte vores datter, ville vi gerne med hende i templet. Da jeg åbnede min kuffert, blev jeg chokeret over at opdage, at jeg havde glemt mine pæne sko! Da vores tempelsession snart skulle begynde, havde jeg ikke tid til at købe et nyt par. Så jeg besluttede at tage mine tennissko på.
Da jeg tog skoene på, huskede jeg straks præstedømmemødet. Her sad jeg og forberedte mig på at gå ind på et af de mest hellige steder på jorden, iført tennissko. Jeg spekulerede på, hvad andre folk ville mene. Ville de konkludere, at jeg var oprørsk og forhærdet, eller at jeg manglede Ånden eller et levende vidnesbyrd?
Jeg skammede mig over min tidligere forhastede og uretfærdige domfældelse. Hvem var jeg at sætte spørgsmålstegn ved nogens vidnesbyrd på grund af hans tøj? Jeg vidste intet om hans omstændigheder.
Frelseren fokuserede på den åndelige udvikling blandt alle Faderens børn. Som han mindede Samuel om: »Mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet« (1 Sam 16:7).
En persons tøj, udseende, race eller køn bør ikke gøre nogen forskel. Vi er alle brødre og søstre. Det faktum, at denne bror befandt sig i kirken, burde have været centrum for min opmærksomhed.
Vi bør altid prøve at iklæde os vores bedste tøj, når vi går i kirke eller i templet.1 Vi bør dog ikke dømme andre ud fra, hvad tøj de har på, for vi kender ikke deres omstændigheder.
Alle omkring os har guddommeligt potentiale. Vi bør tilbyde kristuslignende kærlighed til alle vores brødre og søstre, uanset hvordan de ser ud, selv hvis de har tennissko på i templet!