Kun digitalt: Unge Voksne
Velsignelserne ved at skabe forbindelse med sine forfædre
Min afdøde bedstemor hjalp mig med at acceptere Jesu Kristi evangelium og få et vidnesbyrd om slægtsforskning.
Igennem hele mit liv har jeg troet på, at der må være en åndelig forbindelse mellem mine forfædre og mig.
Mine bedsteforældre fortalte ofte historier og viste billeder af mine forfædre, og jeg følte mig tættere på dem, hver gang vi snakkede om dem. Min familie og jeg var ikke medlemmer af Kirken, men min bedstemor lærte mig alligevel at bede dagligt. Og det var gennem de bønner, at jeg begyndte at tro på Gud og idéen om, at mine afdøde forfædre på en eller anden måde stadig levede videre.
Allehelgensdag
I Ungarn fejrer vi dagen efter halloween som helligdag, den kaldes allehelgensdag. Når det sker, besøger alle de kirkegårde, hvor deres kære og forfædre ligger begravet. Så lægger vi blomster på deres grave og tænder lys for at huske og ære dem.
Da jeg var lille, følte jeg mig heldig, fordi jeg havde en endnu dybere forbindelse til mine forfædre, da jeg faktisk er født på allehelgensdag. Det har altid været en ekstra særlig dag for mig.
Men jeg beklagede mig også ofte over at skulle besøge mine forfædre, fordi jeg ikke ville tilbringe min fødselsdag på kirkegårde. Jeg kunne ikke se, hvad der var så særligt ved at besøge de samme grave hvert år. Specielt fordi de tilhørte forfædre, som jeg aldrig have mødt.
Efterhånden som jeg er blevet større og har modtaget vidnesbyrd om evangeliet, har jeg dog lært meget mere om Guds plan for glæde og det hellige ved slægtsforskning. Jeg ved, at alle kan og bør værdsætte sine forfædre, og bør bestræbe sig på at have en dyb forbindelse til disse afgørende medlemmer af vores familier.
Et ønske om at hjælpe min bedstemor
Jeg blev præsenteret for Kirken i starten af 2018. Jeg elskede at lære af missionærerne, og når de fortalte mig om vigtigheden af slægtsforskning og tempeltjeneste, blev jeg ikke overrasket. Jeg vidste allerede, at der var noget vigtigt ved at lære om og tjene familiemedlemmer, som er gået forud.
Ældste Dale G. Renlund fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret:
»Slægtshistorie og tempeltjeneste er ikke kun for de afdøde, men velsigner også de levende …
Det er langt mere end en opmuntrende hobby, fordi de frelsende ordinancer er nødvendige for alle Guds børn.«1
Da jeg hørte dette, blev jeg meget motiveret til at lære om evangeliet og til sidst udføre tempelordinancer for mine forfædre og knytte mig mere til dem.
1. november 2018 besøgte min familie og jeg min bedstemors mindesten. Jeg havde kendt hende godt hele mit liv, og jeg havde savnet hende, siden hun var gået bort. Dengang var jeg stadig ved at lære om Kirken. Og jeg var ganske sikker på, at min bedstemor ikke ville have syntes om det og ville have prøvet at tale mig fra min interesse i Kirken, hvis hun havde været i live. Hun havde været meget traditionstro i sin religion.
Så jeg blev overrasket, da jeg – stående foran hendes grav og i bøn for hende – fik et klart indtryk af, at hun allerede kendte til Jesu Kristi evangeliums sandheder. Jeg følte, at hun var stolt af mig, fordi jeg havde mulighed for at leve mit liv i overensstemmelse med Frelserens eksempel.
Jeg var målløs.
Missionærerne havde for nyligt lært mig, at folk på den anden side af sløret får mulighed for at lære om evangeliet, hvis de ikke fik chancen for at lære om det på jorden (se L&P 138:22-24). På en eller anden måde vidste jeg, at min bedstemor havde lært om disse sandheder og var klar til at modtage evangeliet. Jeg vidste, at hun behøvede min hjælp for at få udført sine tempelordinancer.
Og for at udføre dem for hende var jeg nødt til selv at blive døbt.
Jeg havde i nogen tid tænkt over, om jeg virkelig gerne ville blive medlem af Jesu Kristi Kirke. Og det var denne oplevelse ved min bedstemors grav, der førte til, at jeg endelig fik sat en dato for dåben med missionærerne.
En mirakuløs tur i templet
Nogle måneder senere var der nogle unge voksne i mit område, som planlagde en tur til templet i Freiberg i Tyskland det efterfølgende år. Vi fik til opgave at forberede vores egne slægtsnavne i forvejen, så vi kunne tage dem med.
Jeg besøgte mine familiemedlemmer og en præst i en landsby, hvor mine forfædre havde boet, for at indsamle oplysninger og optegnelser. Jeg bad også om vejledning til at finde andre medlemmer af min familie, som havde brug for at få deres tempelordinancer udført.
Til sidst havde jeg indsamlet og forberedt omkring 40 slægtsnavne, som skulle døbes under min første tempeltur. Men der var især en ane, som jeg var meget spændt på.
Den dag vi besøgte templet, tog en af mine nærmeste venner (som sidenhen blev min mand) mig i hånden og førte mig ned i dåbsbassinet for at udføre dåb for min bedstemor. Og da han sænkede mig ned i vandet og løftede mig op igen, blev jeg ramt af en utroligt varm følelse fra Helligånden.
Jeg vidste med det samme, at min bedstemor var sammen med mig, og at hun var taknemlig for endelig at være blevet medlem af Kirken. Jeg var taknemlig, fordi hun havde hjulpet mig med at indse, hvor stor betydning vores arbejde i templerne har for vores forfædre.
Vi har brug for hinanden
Jeg er så taknemlig for denne oplevelse med min bedstemor, fordi den bekræftede mig i det, som jeg havde haft mistanke om hele mit liv – at vores forfædre og kære, som er gået bort, faktisk lever videre, og at vi kan styrke vores tilknytning til dem.
Vi kan få styrke, kærlighed og mange andre velsignelser fra vores forfædre, når vi lærer om dem, udøver taknemlighed over for dem og udfører hellige ordinancer for dem i templet.
Når vi opmuntrer medlemmer af Kirken til at tilbringe mere tid med at foretage slægtsforskning, så har ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum lovet: »Når I tager imod denne opfordring i tro, vil jeres hjerte vende sig til jeres fædres … Jeres kærlighed og taknemlighed for jeres forfædre vil blive styrket. Jeres vidnesbyrd om og omvendelse til Frelseren vil blive dybere og varig. Og jeg lover jer, at I vil blive beskyttet mod modstanderens skærpede indflydelse.«2
Jeg er evigt taknemlig for min kære bedstemor. Jeg kan ikke vente til den dag, hvor vi bliver genforenede, og jeg kan fortælle hende, hvordan hun hjalp mig med at tage Jesu Kristi evangelium helt til mig. Jeg ved, at vi kan styrke vores tro og nærme os Kristus, når vi stræber mod at skabe forbindelse til vores forfædre og styrke vores relationer til dem.
De har brug for os – de venter på os. Og vi har også brug for dem (se L&P 128:18).