Principper for omsorg
Omsorg med mental sundhed i tankerne
Vi kan dele Frelserens kærlighed med dem, der lever med mentale og følelsesmæssige helbredsproblemer.
En ung mor kæmpede med depression. Hun samarbejdede med lægerne om at få den helt rigtige medicin, men processen tog tid. En dag var særlig svær for hende, og hun lavede en akut aftale med sin læge. De besluttede sammen, at hun skulle indlægges på hospitalet.
Menighedens medlemmer mødtes for at besøge og passe hendes børn og hjælpe til med måltiderne. I de følgende uger og måneder gjorde kvindens depression det vanskeligt for hende at række ud efter hjælp, så menighedens medlemmer fandt ud af, at de selv skulle tage initiativ til at tilbyde støtte.
Senere fortalte denne søster, at der kom hjælp i inspirerede øjeblikke, netop når det var mest nødvendigt. Hun nævnte, at en af de mest værdifulde ting i den periode var visheden om, at hendes søstre og brødre havde omsorg for hende og gav hende støtte. Hun følte Frelserens kærlighed gennem sine menighedsmedlemmers tjeneste. Hun lærte personligt, at han var opmærksom på hende og hendes kampe, og at hun med hans hjælp kunne udholde sine udfordringer med tro.
Forslag til omsorg
Mentale og følelsesmæssige helbredsproblemer er udbredte, selvom en akut indlæggelse ikke vil være nødvendig for de fleste. Disse udfordringer findes sandsynligvis blandt medlemmer i enhver menighed eller gren. De kan påvirke mennesker af alle nationaliteter og alle samfundslag.
Når I tjener, vil I sandsynligvis støde på personer med sociale eller følelsesmæssige problemer. Når I gør det, så tænk på det råd, som præsident Henry B. Eyring, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, modtog: »Når du møder nogen, så behandl dem, som om de var i store problemer, og du vil få ret mere end halvdelen af gangene.«1 Et mentalt, socialt eller følelsesmæssigt problem kan være en af årsagerne til, at nogen kæmper.
Her er nogle forslag til, hvordan I kan drage omsorg:
-
Lyt for at lære. Lad personen dele så meget eller så lidt information, som han eller hun er parat til. I støtter ham eller hende blot ved at lytte. I kan måske få inspiration til, hvordan I kan give trøst. (Find flere forslag i »Fem ting, en god lytter gør«, Liahona, juni 2018, s. 6-9).
-
Vis medfølelse. Forsøg at begynde og afslutte enhver interaktion med et oprigtigt udtryk for kærlighed og omsorg for personen. (Find flere forslag i »Ræk ud i medfølelse«, Liahona, juli 2018, s. 6-9).
-
Giv støtte. At komme sig fra sociale eller følelsesmæssige vanskeligheder er hverken enkelt eller nemt. Nogle gange ønsker han eller hun sig plads og fred eller beder om hjælp. Giv støtte i den tid og på den måde, personen er i stand til at acceptere. (Find flere forslag i »Udvikling af empati til at vise omsorg«, Liahona, feb. 2019, s. 8-11).
-
Rådfør jer med ledere. I er ikke alene. Søg støtte fra ledere og andre. Med personens tilladelse kan I tale om vedkommendes behov, og hvordan andre kan være til hjælp. (Find flere forslag i »Få hjælp til at hjælpe andre«, Liahona, okt. 2018, s. 6-9).
Bemærk: Hvis den person, som I hjælper, er til fare for sig selv eller andre, kan det være nødvendigt at involvere de relevante myndigheder.