Kom og følg mig
Profeti om krig, opskrift på fred
Ældste Matthew S. Holland
De Halvfjerds
I en åbenbaring forudså Joseph den amerikanske borgerkrig og andre ulykker, men han modtog også guddommelig vejledning om, hvordan man kunne bevare freden.
Gravering og baggrund fra Getty Images
For mange år siden, efter en særlig opløftende og sjov dag, hvor jeg fejrede jul med min familie, så et af mine børn op på mig og spurgte: »Hvor længe er der, til det bliver jul igen?«
Selvom det er august, kan mange af os i alle aldre let sætte sig ind i, hvad vi nok laver og nyder den kommende 24. december.
På trods af den reelle mulighed for verdensomspændende træthed over den langvarige COVID-19 trussel, økonomiske udfordringer og politisk og kulturel splittelse, så vil de fleste af os sikkert glemme alt om disse ting og være fuldstændig engageret i en fornøjelig og åndelig fejring af vor Frelsers fødsel. Men i vores nuværende omstændigheder kan vi sympatisere med det, som Joseph Smith tænkte på den 25. december 1832.
Bekymringer førte til åbenbaring
Ved udgangen af året blev profeten foruroliget over de tiltagende tegn på uroligheder blandt nationerne (L&P 87). Især bemærkede han en global pandemi af kolera og truslen om umiddelbar opløsning af De Forenede Stater. Med hans ord vedtog staten South Carolina, der var uenig med den føderale regerings politik, »bekendtgørelser og erklærede deres stat for en fri og uafhængig nation.«1
Den 25. december 1832 åbnede disse bekymringer Josephs hjerte og sind for en meget bemærkelsesværdig åbenbaring, der i dag er kendt som afsnit 87 i Lære og Pagter. Åbenbaringen forudsagde centrale aspekter af Den Amerikanske Borgerkrig, næsten 30 år før den begyndte. Den gav også klar, åndelig vejledning for alle perioder med katastrofer.
Observant eller profetisk?
Åbenbaringen begyndte med en advarsel: Snart ville De Forenede Stater blive plaget af krig, begyndende med »South Carolinas oprør« (v. 1). I den efterfølgende konflikt »skal Sydstaterne skille sig ud imod Nordstaterne« (v. 3).
Hvis dette var hele profetien, kunne det siges, at Joseph Smith blot var observant, ikke profetisk. I 1832 så det allerede ud til, at South Carolina var i oprør, og at krigen måske var på vej.
Men der er så meget mere i denne profeti og begivenhederne omkring den.
Joseph fik at vide, at:
-
Denne konflikt ville gå forud for en krig, der »[skal] blive udøst over alle nationer« (v. 3). Mindre end 50 år efter afslutningen på borgerkrigen begyndte den første af to verdenskrige.
-
Alle disse konflikter ville »til sidst ende med mange sjæles død og elendighed« (v. 1). Det er stadig et faktum, at flere amerikanske liv gik tabt i borgerkrigen end i alle øvrige af USA’s krige tilsammen.2 Den amerikanske præsident Abraham Lincoln bemærkede selv i sin anden tiltrædelsestale: »Ingen af parterne forventede, at krigen fik den størrelse eller varighed, som den allerede har.«3 Hvor blodig borgerkrigen end var, blegner dens dødstal i sammenligning med de to efterfølgende verdenskrige, hvor de samlede tab blev skønnet at være mellem 70 millioner og 160 millioner mennesker.4
-
Sydstaterne »skal henvende sig til … Storbritannien« om hjælp (v. 3), og »efter mange dage [skal] slaver rejse sig mod deres herrer,« og være »rustet … til krig« (v. 4). Begge disse ting skete.5
Udsat for latterliggørelse
Efter 1832-krisen med South Carolina aftog, og før borgerkrigen begyndte i 1861, blev Joseph næppe betragtet som »observant.« Han og andre, der holdt fast ved åbenbaringen, blev latterliggjort.
Ældste Orson Pratt (1811-1881) fra De Tolv Apostles Kvorum sagde, at han fra den tid, han var 19 år gammel, forkyndte denne profeti overalt i det øvre USA. Generelt blev hans forkyndelses betragtet som »komplet nonsens«, og folk »lo hånligt« af ham. Han bemærkede især en reaktion i Kansas, hvor mange var sikre på, at hvis der kom en krig, ville den helt sikkert starte der, hvor kræfter for og imod slaveri ofte var i intens og undertiden blodig konflikt.
Men ældste Pratt erklærede: »Se! Med tiden skete [disse begivenheder, som Joseph havde profeteret], og det fastslog atter guddommeligheden af dette værk og gav endnu et bevis på, at Gud er i dette værk og udfører det, som han talte.«6
Afsnit 87 – en detaljeret, fejlfri, 30 år før-beskrivelse af de vigtigste begivenheder i Den Amerikanske Borgerkrig og (blandt andre) de verdenskrige der snart ville følge – er et stærkt vidnesbyrd om Joseph Smiths inspirerede væsen og profetiske kald. Men den rummer mere endnu.
Stå på hellige steder
Gravering og baggrund fra Getty Images
Ud over de krige, der ville plage jorden i de sidste dage, fik Joseph også fortalt om hungersnød, plager, jordskælv, torden og lysende lyn, som »jordens indbyggere« vil opleve, indtil der »fuldstændigt [er] gjort ende på alle nationer« (v. 6). For at overleve alt dette giver Herren en krystalklar befaling: »Stå I derfor på hellige steder og lad jer ikke flytte, førend Herrens dag kommer« (v. 8).
Som ældste Ronald A. Rasband fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede for nylig: »Når vi står på hellige steder – vores retfærdige hjem, indviede kirkebygninger, de hellige templer – føler vi Herrens Ånd hos os. Vi finder svar på spørgsmål, der bekymrer os, eller fred til helt enkelt at lægge dem til side. Det er Ånden i funktion. Disse hellige steder i Guds rige på jorden kræver, at vi er ærbødige, respekterer andre, gør vores bedste for at efterleve evangeliet, og vores håb om at tilsidesætte vores frygt og søge Jesu Kristi helbredende kraft gennem hans forsoning.«7
Men som ældste Rasband påpeger – selv på disse fysiske hellige steder er: Hvordan vi står er vigtigere, end hvor vi står. Vi skal altid leve i, og i overensstemmelse med, Herrens Jesu Kristi fulde lys. Når vi forbliver urokkelige i dette, vil vi stå på et helligt sted, uanset hvor vi er fysisk, og uanset hvilke farer, der omgiver os.
Et sikkert sted
I 1942 i Kelsey i Texas under den mest kritiske perioder af 2. verdenskrig, henvendte en gruppe sidste dages hellige sig til præsident Harold B. Lee (1899-1973), som på det tidspunkt var medlem af De Tolv Apostles Kvorum. De spurgte: »Er tiden nu inde for os at komme til Zion … hvor vi kan blive beskyttet mod vores fjender?«
Præsident Lee tog spørgsmålet alvorligt. Efter at have grublet, studeret og bedt i nogen tid konkluderede han: »Jeg ved nu, at et sikkert sted i denne verden ikke er et givent sted. Det gør ikke så stor forskel, hvor vi bor. Det vigtigste er, hvordan vi lever, og jeg har fundet frem til, at sikkerhed kun kan komme til Israel, når [vi] holder befalingerne, når [vi] lever, så [vi] kan nyde Herrens hellige Ånds ledsagelse, anvisning, trøst og vejledning, når [vi] er villige til at lytte til de mænd, som Gud har placeret her for at præsidere som sine talerør, og når vi adlyder råd fra Kirken.«8
En vejledning til fred
Afsnit 87 viste sig at være bemærkelsesværdigt forudseende. En sådan profeti bør hjælpe med at opbygge vores tro på Kristus og hans valgte tjenere. Vi har mere end nogensinde før brug for en sådan tro, fordi denne åbenbaring også er en nøgtern påmindelse om de udfordringer, der stadig er i vente.
Mens verden fortsat hører om »krige og rygter om krige« (L&P 45:26) og en lang række naturkatastrofer og menneskelige katastrofer, må vi alle være taknemmelige for, at en tænksom og inspireret Guds profet den 25. december 1832 tog sig tid til at lytte til og omhyggeligt nedskrive de advarende ord og den frelsende befaling fra Jesus Kristus selv. Om så dyrebar en julegave kan vi sige: »Thi det giver tryghed, thi det giver fred.«9