2023
Led børn mod Frelseren
August 2023


»Led børn mod Frelseren«, Liahona, aug. 2023.

Led børn mod Frelseren

Sådan inspirerer programmet Børn og unge til kristuslignende udvikling et skridt ad gangen.

portræt af Jesus Kristus

Kristi billede [Christ’s Image], af Heinrich Hofmann

På trods af vægten af sin mission tog Frelseren sig tid til at drage omsorg for børn. Han opfordrede dem til at komme til sig og blive velsignet (se Mark 10:13-16). Ligesom Kristus tog sig tid til at lede børn i deres tidlige stadie, kan vi gøre det samme.

Kirken lancerede programmet Børn og unge i 2019 for at hjælpe børn og unge til at opbygge deres tro på Jesus Kristus og genkende og forstå Helligåndens tilskyndelser, når de søger at forstå vor himmelske Faders plan for dem. Det hjælper dem til at vokse personligt og tage del i arbejdet med frelse og ophøjelse. Kernen i dette program er at vejlede de unge medlemmer til at »følge Frelserens eksempel, når [de] udvikler sig«.1 Vi lærer, at »Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker« (Luk 2:52). Dette mønster fra Frelserens tidlige liv hjælper unge til at udvikle sig på fire måder: Intellektuelt, fysisk, åndeligt og socialt.

Spørg jeres børn, hvad de gerne vil prøve, mens I reflekterer over aktiviteterne og tjenesteprojekterne herunder. Forslag til tjeneste kan findes på ChildrenandYouth.ChurchofJesusChrist.org.

unge deltager i aktivitet med Mormons Bog sammen med ledere

En menighed i Missouri i USA lærte mere om Mormons Bog i en aktivitet kaldt »Camp Nefi«.

Foto: Sheri Skog

Åndeligt

»Jesus gik frem i ›yndest hos Gud‹. Du kan udvikle dig åndeligt ved at vise din kærlighed til Gud og din villighed til at efterleve evangeliet.«2

Gloria Pereira, en mor fra Chile, siger: »Børn opbygger deres åndelige identitet ved at udvikle mål, der passer til deres personlighed og ønsker.«

Daniela Moreira, primarypræsident fra Mendoza i Argentina, siger, at børnene i hendes menighed arbejdede hen imod at forstå formålet med templet. For at nå dette mål besøgte de templet i Mendoza i Argentina, der er under opførelse. De lærte også, hvordan familier kan blive beseglet i templet og lavede senere modeller af templer.

»Aktiviteter med et åndeligt aspekt efterlader det største indtryk på de små,« siger Daniela. »De lærer at genkende og føle Helligåndens konstante ledsagelse og blive bekendt med følelsen.«

Forslag til en åndelig aktivitet: Afhold et vidnesbyrdsmøde; lær jeres yndlingsskriftsteder udenad; afhold en aften med spørgsmål og svar med biskoprådet eller grenspræsidentskabet; deltag i en dåb; lav slægtsforskning for at forberede navne til templet; læs de skriftsteder, der står under jeres yndlingssalmer; tag en pause fra de sociale medier.

en ung kvinde med malede sten

Dayra – en ung kvinde fra Nuevo León i Mexico – malede opmuntrende ord på sten, hun kunne give til naboerne.

Fotografi: Melissa Sue Lara Garza

Socialt

»Jesus gik frem i ›yndest hos … mennesker‹. Du kan udvikle dig socialt ved at vise kærlighed til alle.«3

Melissa Lara fra Mexico fortæller, hvordan hendes datter Dayra satte sig et mål om at komme med opmuntrende budskaber under covid-19-pandemien: »Hun skrev og tegnede på sten, fordelte dem i sin boligblok og lagde dem ved døren.« Ved et hus åbnede en ældre kvinde døren og spurgte, hvad hun lavede. Da Dayra havde forklaret sit projekt, spurgte kvinden, hvilke ord Dayra kunne dele med hende. Dayra sagde til hende: »Du kan fortsætte med at bevæge dig fremad. Vi er sammen med dig.«

Melissa siger: »Damen sagde med tårer i øjnene: ›Tak; det er de ord, som jeg havde brug for at høre. Jeg står i en udfordrende situation, så jeg bad. Og så kom du hen til min dør for at give mig det budskab, jeg havde brug for.‹ Jeg er taknemlig for, at min datter bar sit vidnesbyrd. Hun sagde til mig: ›Mor, jeg vidste ikke, at det, jeg gjorde, ville have den effekt.‹«

Forslag til en social aktivitet: Tal med en, der har jeres drømmejob; undervis en yngre søskende; skriv breve til missionærer; sæt jer sammen med en ny til frokost; inviter en ven til en kirkeaktivitet; lær navnene på menighedens eller grenens medlemmer udenad; præsenter jer selv for en nabo, I ikke kender; tag til en formel middag for at lære etikette.

Fysisk

»Jesus gik frem i ›vækst‹. Du kan lære at arbejde og passe på din krop, dit mentale helbred og Guds skabelser.«4

Karla Duarte, en mor fra Nicaragua, kom med dette eksempel: »Flere børn satte sig et mål om at samarbejde om rengøringsopgaverne derhjemme, lære at lave mad og lave små haver med hjælp fra andre familiemedlemmer.«

Når vi tager os af vores legeme som et tempel, tillader vi Helligånden at bo i os. Sundhed er forskellig alt efter behov og evner, men unge kan sætte unikke mål for at forbedre deres egen sundhed.

Forslag til en fysisk aktivitet: Planlæg en sjov træningsrutine; tag på vandretur; lug ukrudt i en nabos have; pak et 72-timers nødhjælpssæt; tal med en terapeut om depression; øv jer i at trække vejret dybt og slappe af i kroppen; tilbered sunde måltider; lær om visdomsordet; øv jer på førstehjælp.

unge kigger i hæfter

Intellektuelt

»Jesus gik frem i ›visdom‹. Du kan lære i skolen, lære nye færdigheder og forbedre dine talenter.«5

Avigail Rodriguez fra Bolivia så sin daværende seksårige søn, Bruno, sætte et mål og derefter opnå sit mål om at lære trosartiklerne at kende. Selvom Bruno havde haft svært ved at læse, sagde Avigail, at det at nå dette mål hjalp Bruno til at blive »en fremragende læser. Hans næste mål var at læse hele Mormons Bog inden sin dåb, og han nåede det.«

Børn kan øge deres viden på områder, der inspirerer dem til at lære. Lige fra astronomi til zoologi er der altid noget at opdage.

Idéer til en intellektuel aktivitet: Hav en talentaften; skriv i en dagbog; læs en bog; gå ud og kig på stjerner; lær at spille på et musikinstrument; lav origami; studer, sæt jer ind i, hvordan et kamera fungerer; udfør videnskabelige forsøg; øv jer i at stave lange ord.

Forældrenes rolle

Selvom børn opfordres til at deltage i aktiviteter og tjenesteprojekter som menighed eller gren, begynder den inspirerende udvikling i hjemmet. Herren siger til forældre: »Men jeg har befalet jer at opdrage jeres børn i lys og sandhed« (L&P 93:40). Ungdomsledere kan tilbyde støtte, men det er forældrene, der kender deres børn bedst. De kan arbejde sammen med deres børn individuelt i deres personlige udvikling, for »vores talenter og mål er virkelig lige så unikke, som vi selv er.«6

Præsident Russell M. Nelson opfordrede forældre til at give deres børn »kærlighed, opmuntring og gode råd, men modstå fristelsen til at overtage. De vil klare sig bedst, når de udøver deres egen handlefrihed«.7

Anahi Hernández, en mor fra Mexico, siger: »I begyndelsen foreslog jeg mine børn, hvilke mål de skulle sætte sig, såsom at lære at spille klaver. Men jeg indså, at programmet er fokuseret på det, børnene ønsker at lære og udvikle.«

Anahi lod sine børn vælge de aktiviteter, de gerne ville prøve: »Hver gang jeg bad mine børn om at arbejde med deres mål, spurgte jeg dem: ›Hvad vil I gerne lære?‹ ›Hvad vil I gerne prøve?‹ Så udtrykte de deres ønsker, og jeg lærte dem bedre at kende.«

pige maler

Ti-årige Karla fra Managua i Nicaragua satte sig et mål om at lære at male.

Foto: Karla Valeria Duarte Manzanares

Børn og unge ønsker at udvikle sig

Inspireret af Kristi lys er vores børn ivrige efter at lære, udvikle sig og tjene. De ønsker at blive som deres Frelser gennem personlig forbedring.

Shelem Castañeda, primarypræsident fra en gren i Mexico, siger: »Jeg giver 11-årige rollen som leder, og de organiserer og tager initiativet til at udføre andre aktiviteter. Jeg er forbløffet over deres modenhed og deres villighed til at hjælpe og lære nyt.«

Børn har ret til personlig åbenbaring ved bønsomt at opdage og arbejde hen mod et meningsfuldt mål. Vores mål er at »lade de unge lede«,8 idet vi anerkender, at de kan og virkelig ønsker at udvikle sig.

Så hvor kan I begynde? Cole Rosenberg, ungdomsvejleder fra USA, siger: »Vi arbejder på at forme, hvordan vellykket planlægning ser ud, og så træde tilbage og lade de unge organisere planlægningsmøder og udføre aktiviteter.«

Hjælp jeres børn med at 1) genkende tilskyndelser fra Helligånden, 2) opdage mål, 3) planlægge, hvordan de kan nå dem, 4) udføre planen og 5) reflektere over deres oplevelse. Jo ældre børnene generelt er, jo bedre er de til at gennemføre disse trin på egen hånd.

Ved at følge disse fem trin kan børn blive forvaltere af deres udvikling gennem planer, initiativ og et kristuslignende ønske om at forbedre sig.

Formålet med programmet Børn og unge er at »hjælpe børn, unge og deres familie til at have fremgang på pagtens sti, når de møder livets udfordringer«.9 Når vi leder Kirkens børn og unge mod deres Frelser, så lad os huske på, hvordan han udviklede sig. Vi har den ære at se den udvikling på første hånd.