Paulus’ metaforer om frelse i deres gamle kontekst

Jason R. Combs

Assisterende professor i oldtidsskrifter ved Brigham Young University

I apostlen Paulus’ Brev til Romerne brugte han begreber, der var velkendte for folket på hans tid, for at hjælpe dem til at forstå Jesu Kristi værk, der skal frelse os.

Billede

placeholder altText

Paulus skriver et brev ved et skrivebord

Hvordan kan man i ord udtrykke alt det, som Jesus Kristus har gjort for os? For Paulus var svaret at bruge begreber, der var velkendte på hans tid, og som kunne sammenlignes med Jesus Kristus – begreber som retfærdiggørelse, nåde og sonoffer/forsoning.

Selvom alle disse begreber nogle gange kan misforstås i vor tid, brugte Paulus dem i Romerne 3:24-25 som metaforer til at forklare frelse på måder, som Kristi tilhængere på det tidspunkt måske bedre kunne forstå. Når vi kender mere til den oprindelige kontekst for disse ord, kan det hjælpe os til bedre at forstå Paulus’ lærdomme om vores frelse i Jesus Kristus.

Retfærdiggørelse

Ordet retfærdiggørelse blev brugt i Det Gamle Testamente til at lære Israel om deres forhold til Gud.¹ Begrebet kommer fra en juridisk kontekst. For eksempel bliver Israel i 5 Mosebog 16:18-20 befalet at udpege dommere til at dømme »retfærdigt« og alene stræbe efter det, der er »retfærdigt« (i den oprindelige hebræiske tekst gentages ordet retfærdighed to gange for at fremhæve det). Retfærdig og retfærdighed stammer fra de samme hebræiske og græske rødder som retfærdiggørelse.

Profeter brugte poetisk billedet af en domstol med Gud som dommer til at advare Israel og dets nabolande (se Es 3:13-14; 41:1-9, 21-24; Mika 6:1-5). I Esajas 43:9 kalder Gud folkeslagene frem for sig, som var de i retten: »Lad folket samles … lad dem bære deres vidnesbyrd, så de kan blive retfærdiggjort.«² At blive retfærdiggjort (erklæret retfærdig eller tilgivet) var håbet for enhver, der blev ført for retten.

Alligevel var nogle forfattere i Det Gamle Testamente bekymrede for, at Gud i sin »retfærdighed« eller »retskaffenhed« (begge oversættelser af det samme ord på hebraisk og græsk) ville fordømme folk. Salmisten siger således: »For i dine øjne skal ingen levende blive retfærdiggjort« (Sl 143:2). Paulus henviser til denne salme i Romerne 3:20: »Ved moselovens gerninger skal intet kød blive retfærdiggjort i Guds øjne.« Paulus præsenterer derpå løsningen. Gud, vores store himmelske dommer, vælger at erklære os retfærdige (eller retskafne) på grund af Kristus: Vi gøres »ufortjent … retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus« (Rom 3:24).

Når vi i dag hører ordene dommer, retfærdighed eller dom, har vi ikke tendens til at tænke på det gamle jødiske eller romerske retssystem, men i stedet for på et juridisk system i vores egne lande. Præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, har fx sagt: »I jordelivet er vi både underkastet menneskers love og Guds love. Jeg har haft den usædvanlige oplevelse at dømme alvorlige overtrædelser under begge disse love, tidligere som dommer i Utahs højesteret og nu som medlem af Det Første Præsidentskab. Den kontrast, jeg har set mellem menneskers love og Guds love, har øget min påskønnelse af, hvor virkelig og kraftfuld Jesu Kristi forsoning er. Under menneskers love kan en person, der er skyldig i de mest alvorlige forbrydelser, blive dømt til livstid i fængsel uden mulighed for prøveløsladelse. Men det er anderledes i en kærlig himmelsk Faders barmhjertige plan. Jeg har set, at de samme alvorlige synder kan tilgives i jordelivet takket være vor Frelsers sonoffer for synd hos ›alle dem, der har et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd‹ (2 Ne 2:7). Kristus forløser, og hans forsoning er virkelig.«³

Nåde

Nåde er et andet udtryk, som Paulus anvender for at forklare Jesu Kristi frelsende værk. Ordet nåde var oprindeligt ikke et religiøst udtryk. På Paulus’ tid blev nåde (på græsk charis) ofte brugt til at beskrive forholdet mellem en patron og en ringere stillet person. En patron besad kraften, myndigheden eller de økonomiske midler til at give en gave til personer, som de ikke selv kunne tjene eller tilbagebetale i naturalier. Modtagere følte sig forpligtede til at ære deres velgører ved offentligt at vise deres taknemmelighed og troskab.

I 90 e.Kr. sendte byen Afrodisias for eksempel en delegation til Efesos for at rejse en statue til ære for de romerske kejsere. Inskriptionen på statuen lyder: »Folket i Afrodisien, loyale mod kejseren, idet de fra begyndelsen var frie og selvstyrende ved kejsernes nåde, rejste [denne statue] som en personlig nådegerning.«⁴ Denne inskription bruger nåde på to måder: For det første til at beskrive kejsernes gave – at byen Afrodisias måtte være fri og selvstændig – og for det andet for at beskrive den mindre gave, som en statue er, for at udtrykke folkets loyalitet og vise deres taknemlighed.

I romerbrevet tydeliggør Paulus, hvilken af disse to former for nåde han beskriver: »og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde« (Rom 3:24, fremhævelse tilføjet). Paulus understreger, at dette er en gave fra Gud, som er vores velgører, som vi ikke kan betale tilbage og som vi bør tage imod med offentligt udtryk for vores taknemlighed og trofasthed.

Takket være Paulus og andre fordums og nutidige profeters og forfatteres skrivelser forstår vi i dag nåden i Jesu frelsende værk dybere.

I sin inspirerede oversættelse af Romerne 3:24 understregede Joseph Smith, at vi er fuldstændig afhængige af Frelseren: »Kun retfærdiggjort ved hans nåde« (se Rom 3:24, fremhævelse tilføjet).

Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:

»Frelserens offer åbnede frelsens dør, så alle kan vende tilbage til Gud … Hans nåde er den kraft, der gør det muligt at komme ind og blive frelst i Guds rige …

Men Frelserens nåde kan gøre meget mere for os. Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige stræber vi efter at blive noget større, end vi kan forestille os. Det er ophøjelse i det celestiale rige …

Jeg beder om, at vi vil … lade [Kristi] nåde løfte og bære os på vores rejse fra, hvor vi er nu, til vores storslåede fremtid i vor Faders nærhed.«⁵

Sonoffer/forsoning

Paulus fortsætter med at forklare Kristi frelsende værk med en sidste metafor:

»[Kristus Jesus] gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen« (Rom 3:25).

Ordet, der er oversat til »sonoffer«, kan også oversættes til »forsoning« eller »nådens sæde«. På Paulus’ tid, da de fleste jøder hørte ordet forsoning, tænkte de først på præsternes arbejde ved templet.

3 Mosebog 16 beskriver for eksempel, hvordan højpræsten på forsoningsdagen skal stænke blodet fra dyreofringen »på sonedækket« for at »skaffe soning« (3 Mos 16:15-16). Paulus bruger ordet sonoffer til at sammenligne Jesu Kristi frelsende værk med noget, som hans læsere kendte: Præsternes arbejde i templet med at borttage folkets synder og forlige dem med Gud. Paulus tydeliggør dog, at det ikke er dyrenes blod, der frelser, men derimod at Kristi blod var sonofferet ved troen (se Rom 3:25).

I to korte vers (Rom 3:24-25) opfordrer Paulus os til at forestille os, at (1) Gud retfærdiggør os ved en domstol på grund af vores forløsning i Jesus Kristus, at (2) Gud bliver vores protektor på grund af hans nådes gave, for hvilken vi bør adlyde ham og offentligt takke ham, og (3) at Gud, der handler som præst, gør os hellige ved vores tro på Kristi forsonende blod.

Når disse billeder anvendes i vores liv og tilbedelse som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i dag, kan de hjælpe os til at se kraften i vor Frelsers sonoffer og den kærlighed, som han og vor himmelske Fader har vist os ved at tilbyde os sådan en vidunderlig gave.