Han er der for mig

Joseph David (»J.D.«) Evans, Virginia i USA

Min afdøde hustru og jeg havde knælet ved et alter i et helligt tempel, og en, der havde beseglingsmagten, havde velsignet os. Jeg stoler på de lovede velsignelser.

Billede

mand sidder ved skrivebordet

Foto: Leslie Nilsson

Da jeg var i kirke en søndag morgen i 2013, slukkede jeg for min telefon, fordi jeg ikke ønskede, at den skulle afbryde nadvermødet. Da mødet var forbi, tændte jeg for min telefon igen og så, at min hustru, Tanya, havde ringet til mig. Jeg prøvede at ringe til hende, men hun svarede ikke.

Under det møde kørte den varevogn, hun sad i, galt på vejen til en årlig familiesammenkomst et sted på motorvejen New York Thruway. Min datter og to af mine børnebørn blev alvorligt såret, og Tanya blev dræbt på stedet. Efter 44 års ægteskab var min hustru pludselig væk.

»Tro kaldes en gave fra Gud,« siger bror Evans, »men det er også et valg, vi træffer – et valg om at tro.«

Fire år senere fik Katie, en af mine svigerdøtre, et akut kejsersnit og fødte tvillingepiger i 25. uge, tæt på grænsen for spædbørns levedygtighed. Da pigerne var kun otte uger gamle, var Katie på vej hjem sent om aftenen fra hendes daglige besøg hos neonatal intensivafdeling på hospitalet, da hun blev ramt og dræbt af en spritbilist, og hun efterlod min søn som enkemand med seks børn.

Min hustru betød alt for mig, og min søns hustru betød alt for ham. Det var svære tider for vores familie.

Hold fast i løfterne

Jeg forstod ikke helt, hvor fantastisk Tanya havde været, og hvor afhængig jeg havde været af hende, før hun ikke var der mere. Men vi havde knælet ved et alter i et helligt tempel, og en, der havde beseglingsmagten, havde velsignet os. Jeg har holdt fast i løftet i disse velsignelser. Jeg stoler på de lovede velsignelser.

Tanyas død var en troskrise for mig. Jeg var nødt til at beslutte: »Tror jeg virkelig?« Tro kaldes en gave fra Gud, men det er også et valg, vi træffer – et valg om at tro. Jeg valgte at tro, og jeg fandt ud af, at Moroni havde ret, da han skrev, at vi ikke modtager noget vidnesbyrd, førend vores tro er blevet prøvet (se Eter 12:6). Efter prøvelsen kom vidnet. Min tro blev belønnet med en bekræftende fred i sindet. Det er det, der har gjort mig i stand til at gå fremad.

Som min anden hustru, Becky, siger: »Vi har mest brug for tro, når vi står over for en krise. At gå til Herren er i virkeligheden det eneste svar. Det er vejen til at klare sig og håbe.«

Bror Evans og hans hustru, Becky, deler billeder af hans svigerdatter og hendes tvillingepiger.

I en tid kæmpede jeg med at finde ud af, hvad der var tro, og hvad der var håb. Alma beskriver tro som »håb om det, som ikke ses, men som er sandt« (Alma 32:21). På grund af min tro på Jesus Kristus har jeg håb om, at hvis jeg forbliver trofast og tro mod mine pagter, kan jeg dele evigt liv med Tanya. Jeg er også taknemlig for den vished, jeg har om, at Frelseren er der for os alle. Der er forskel på at tænke: »Han er der« og at indse, »han er der for mig.«

Mine to børnebørn har varige skader på grund af deres bilulykke, og jeg sørger stadig over Tanyas fravær i mit liv. Jeg holder aldrig op med at savne hende, og den kærlighed, jeg har til hende, mindskes ikke af den kærlighed, jeg har til min anden hustru. Kærligheden er blot blevet udvidet.

Min søn har også giftet sig igen. Hans nye hustru er Beckys slægtning. Vi giftede os begge ind i den samme familie. Hvad er oddsene for det? Det er en forbløffende tilfældighed, eller måske er det ikke.

Udfordringer og velsignelser

Vores familie har haft sine udfordringer, men vi er også blevet velsignet. Min søn er blevet en af mine helte. Han tilgav den spritbilist, der dræbte hans hustru, og han fortalte hende, at han håbede, at hun ville rette op på sit liv. Hans to små piger fejrede for nylig deres femårs fødselsdag. De er virkelig nogle små mirakler.

»Jeg er taknemlig for den vished, jeg har om, at Frelseren er der for os alle.«

I de sidste 17 år har jeg haft privilegiet af at tjene som patriark. Til at begynde med var jeg bange for, at jeg ikke kunne udføre kaldelsen, men jeg har lært, at velsignelserne kommer fra Herren, ikke patriarken. Der er fælles temaer i patriarkalske velsignelser, fordi vor himmelske Fader ønsker mange af de samme ting for alle sine børn, men hver velsignelse er forskellig, individuel og personlig.

Et af formålene med en patriarkalsk velsignelse er at hjælpe den enkelte til at se, hvem de er som Guds børn, og at se, hvor meget deres himmelske Fader elsker dem. Når jeg som patriark lægger mine hænder på nogens hoved for at give dem en patriarkalsk velsignelse, giver vor himmelske Fader mig i nogle få dyrebare øjeblikke mulighed for at føle den kærlighed, han har til den person. Det er en overvældende følelse. Når jeg mærker, hvor meget han elsker hver eneste modtager af en velsignelse, kan jeg også mærke, at han elsker mig.

»Intet giver mig større glæde end templets løfter, som giver mig håb om, at jeg gennem Kristus kan overvinde alle prøvelser,« siger bror Evans.

I dag fokuserer Becky og jeg på templet. En af grundene til, at Herren har givet os templet, er for at give os et glimt af Zion. Udover at være patriark blev jeg for nogle år siden inviteret til at tjene som besegler i templet. Det har været endnu en stor glæde i mit liv. Det er en kaldelse for alle lykkelige lejligheder. Intet giver mig større glæde end templets løfter, som giver mig håb om, at jeg gennem Kristus kan overvinde alle prøvelser.