Sidste dages helliges røster

Er det prisen værd?

Maria Gleyciane Santos de Almeida fra Ceará i Brasilien

Jeg genkendte Helligåndens røst og accepterede taxachaufførens pris for at køre os i kirke.

Familiefotos med tilladelse fra forfatteren

På grund af arbejde sendte jeg mine tre døtre hjem til min mor i den lille by Itarema i den brasilianske stat Ceará i 15 dage. Den nærmeste enhed af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige lå omkring 90 km væk – en gren i Itapipoca.

Jeg var bekymret for, at mine døtre ikke ville tage nadveren de to søndage. Min mor er et trofast medlem, men hun ville ikke være i stand til at tage i kirke med mine tre døtre og min søsters tre døtre, som også var på besøg.

Efter to uger rejste jeg en lørdag til Itarema for at hente mine døtre. Da jeg ankom, spurgte jeg en taxachauffør: »Hvor meget koster det, hvis du i morgen kører min mor, seks børn og mig til Itapipoca og tilbage igen?«

Hans svar bedrøvede mig. Det ville koste næsten alle de penge, jeg havde taget med. Da jeg overvejede prisen, kom jeg til at tænke på et spørgsmål: »Hvad er det værd for dig at deltage i nadveren?« Jeg genkendte Åndens røst og accepterede taxachaufførens pris.

Jeg har lært mine døtre, at nadverbrødet og vandet, der er dækket af en hvid dug, hjælper os til at tænke på Frelserens legeme og blod, hvad han har gjort for os og vigtigheden af at huske ham. Nadveren minder mig om, at han er der for mig, og at jeg ønsker at være der sammen med ham.

Næste dag, da vi gik ind i primarylokalet i grenen Itapipoca med seks børn, virkede primarypræsidenten særlig taknemlig. Nogle få minutter senere ankom venner fra menigheden på min hjemegn i Fortaleza med deres fire børn.

Efter Primary nød vi velsignelserne ved at deltage i nadveren og forny vores pagter med Herren. Efter nadveren lærte vi, hvorfor primarypræsidenten var så glad for at se os. Den søndag præsenterede Primary nadvermødeprogrammet, men der var kun nogle få børn i grenens Primary.

»Gud har besvaret mine bønner,« sagde primarypræsidenten og præsenterede programmet. »Han sendte yderligere 10 børn, der var klar til at synge og deltage i programmet.«

Jeg glædede mig over, at jeg havde lyttet til Åndens hvisken aftenen før. Deltagelsen i nadveren og denne uvurderlige åndelige oplevelse var det pengemæssige offer værd.