»Mønten i fiskens mund«, Liahona, aug. 2023.
Jesu mirakler
Mønten i fiskens mund
Hvad lærer dette mirakel os om, hvordan Herren udfører sit værk?
Illustrationer: David Green
Nu og da læser vi en beretning i Det Nye Testamente, der adskiller sig fra de andre lignelser og mirakler. Det er tilfældet med miraklet med tempelskat i fiskens mund.
Miraklet får kun lidt opmærksomhed eller få kommentarer og overses let, da det kun er fire vers langt:
»Da de kom ind i Kapernaum, gik de, der opkræver tempelskat, hen til Peter og spurgte: ›Betaler jeres mester ikke tempelskat?‹
Han svarede: ›Jo!‹ Da han kom hjem, kom Jesus ham i forkøbet og spurgte: ›Hvad mener du, Simon? Hvem opkræver jordens konger told og skat af? Af landets egne borgere eller af de fremmede?‹
Han svarede: ›Af de fremmede.‹ Jesus sagde til ham: ›Så går landets borgere altså fri.
Men for at vi ikke skal forarge dem, så gå ned til søen, kast en krog ud og tag den første fisk, der bider på, og når du åbner dens gab, vil du finde en statér. Tag den og giv dem den for mig og dig‹« (Matt 17:24-27).
Miraklet
Hvorfor medtog kun Matthæus dette mirakel i sin optegnelse om Herrens tjenestegerning? Var det, fordi Matthæus, der havde været skatteopkræver, følte en særlig personlig forbindelse til denne situation? Var det, fordi Matthæus kom fra Kapernaum, hvor dette fandt sted? Eller var det for at vise et andet eksempel på Jesu Kristi mirakuløse kraft til ikke blot at befale elementerne (se Matt 8:23-27), men også fiskene i havet? (se 1 Mos 1:28).
Mens vi grunder over disse vers, lærer vi meget af den måde, hvorpå Frelseren svarede sin apostel Peter. De fleste af de mirakler, som Jesus Kristus udførte, var guddommelige handlinger, der blev brugt til at velsigne andre. Dette mirakel synes dog at være en undervisningsmulighed for at forberede Peter og de andre apostle på fremtidig ledelse i riget. Med ord og handling belærte Jesus om sin identitet som Guds Søn, sin magt til at skelne mellem, hvad Peter lige havde fortalt skatteopkræverne, hans »svimlende alvidenhed« ved præcist at vide, hvor en bestemt fisk ville være1 og hans ønske om aldrig unødigt at fornærme eller blive en anstødssten for dem med svag tro (se 1 Kor 8:9-10; 9:22).
En sidste dages apostel beskriver velformuleret dette mirakel som en mulighed for, at Jesus »på mirakuløs vis kan bekræfte for Peter, at han er Guds Søn. Han er ved at udføre et usædvanligt og unikt mirakel, et ulig noget andet, der nogensinde er udført ved hans hænder. Han vil betale en skat, han ikke skylder, med penge, han ikke har tjent, for at tilfredsstille dem, som han foretrækker ikke at fornærme«.2
Noget historisk baggrund
Den årlige tempelskat, eller blot skat, udgjorde to drakmer eller en halv sekel og blev forventet af alle voksne mænd i Israel, dog anså præster og rabbinere almindeligvis sig selv for at være undtaget. Formålet med denne skat var at støtte templets vedligeholdelse og aktiviteter. Det var en kirkelig ydelse, ikke en skat fra regeringen.
Denne skat blev oprindeligt kaldt »forsoningspenge« på Moses’ tid. Hvis der nogensinde var nogen, der var undtaget fra denne skat, var det Messias, han, som ville sone for hele menneskehedens synder.3 Men trods Peters hastige forpligtelse over for skatteopkræverne underviste Herren ham i værdifulde lektier i stedet for at irettesætte ham.
Som det ofte var tilfældet, underviste Jesus ved først at stille tankevækkende spørgsmål. Disse spørgsmål gjorde det klart for Peter, at Herren ikke var underlagt en sådan skat, fordi han er Guds Søn, og templet er hans Faders og Sønnens hus. Men med fuldkommen sagtmodighed »bakkede han op om« sin apostels forpligtelse og hjalp ham til at forstå, at det ikke var en tid til unødigt at fornærme nogen. Selvom det ville have været så let at få den nødvendige halve sekel på en almindelig måde, brugte han denne lejlighed til at styrke sine apostles tro ved at vise Peter sin mirakuløse magt til at befale selv en fisk i havet.
Lektier lært
Overvej disse lektier, som Peter og de andre apostle lærte, og hvordan de gælder os:
1. Peter lærte, at Jesus Kristus kunne læse hans tanker. Inden Peter talte, vidste Jesus allerede, hvad Peter havde sagt til dem, der var kommet for at indsamle skat. Senere brugte Peter den samme evne, da Ananias og Safira løj om deres ofre (se ApG 5:1-11).
2. Jesus belærte om, at uanset de materielle eller økonomiske krav vil Herren sørge for en måde, hvorpå hans værk kan gå fremad, hvad enten det sker på mirakuløs eller triviel vis.
Et nutidigt eksempel på »mønten i fisken« skete, mens Brigham Young og Heber C. Kimball rejste med diligence gennem Indiana og Ohio på vej til deres mission i England. De begyndte deres rejse med 13,50 dollars og forventede ikke at kunne rejse langt med diligencen, men ved hvert stopsted, når Brigham Young gik hen til sin kuffert, fandt han mirakuløst de penge, der var nødvendige for at betale deres billet til det næste stopsted.4 Ved ankomsten havde de betalt over 87 dollars. Som der står i Det Første Præsidentskabs dagbog fra 1860: »[Brigham Young] var gået hen til sin kuffert, og til hans store overraskelse havde han fundet nogle penge der, og den dag i dag vidste han ikke, hvordan de var kommet dertil, hvis ikke en usynlig agent fra den himmelske verden til at fremme udbredelsen af evangeliet.«5
3. Når der er behov for det, vil Herren udføre mirakler for at tilvejebringe de løfter, som lederne i hans kirke har givet. I 1967 lovede præsident Spencer W. Kimball, at når Kirkens medlemmer gjorde deres del, ville jerntæppet i Europa og bambustæppet i Asien falde, så missioneringen kunne blomstre over hele verden.6 På det tidspunkt virkede denne mulighed meget fjern, utænkelig og tilmed helt urealistisk. Alligevel faldt disse mure inden for to årtier på uventede, endda mirakuløse måder.
4. Selvom vi som Kristi disciple måske ved, at vi har ret, er der tidspunkter, hvor vi ved at insistere på eller kræve, at andre anerkender vores korrekthed, blot ville forårsage unødig krænkelse. Og endnu værre, så kan det blive en anstødssten i en andens åndelige udvikling.
Et vidunderligt eksempel på denne sagtmodighed og uvillighed til at blive en anstødssten findes i denne oplevelse for præsident James E. Faust (1920-2007), en tidligere rådgiver i Det Første Præsidentskab. »Hans søn, Marcus, fortalte … om at tage med ham til templet i Washington D.C. for at deltage i en tempelsession. Da præsident Faust præsenterede sin anbefaling for at komme ind – en særlig en, der blev brugt af generalautoriteter – genkendte tempelmedarbejderen ikke ham eller anbefalingen og nægtede ham adgang. ›I stedet for at gøre manden pinligt berørt ved at fortælle ham, hvem han var, undskyldte far høfligt, og vi gik alle sammen.‹«7
Jeg er taknemmelig for Matthæus’ beretning om mønten i fisken. Fiskeren Peter, der er så menneskelig og impulsiv, får igen vist et mirakel, der involverer fiskeri.8 Det giver os håb om, at Herren også vil hjælpe os til at vokse på trods af vores fejltrin. Ligesom Peter vil vi lære af vor Mesters eksempel, han som var tålmodig med fejl og sagtmodig på trods af, at han havde al magt.
Må vi ligesom apostlene fordum anerkende Herren som Guds Søn, idet vi stoler på, at han på mirakuløs vis kan give os midlerne til at nå sine mål. Og må vi i vores tjeneste og forhold til andre eftertænksomt overveje ord eller handlinger, der kan være en anstødssten, især for en, der er svag i troen.